Brandgrave fra jernalderen

Fra Fyn kendes over 6000 brandgrave fra yngre bronzealder og ældre jernalder (1200 f.Kr.-500 e.Kr.). En brandgrav rummer brændte knogler fra et kremeret oldtidsmenneske samt evt. nogle af personens ejendele, smykker våben mv. Knogler og gravgods blev – evt. sammen med rester af ligbålet begravet i en grube eller en urne. Det store antal fynske brandgrave har længe tiltrukket sig opmærksomhed fra forskere i ind- og udland, og arkæologer fra Odense Bys Museer har publiceret en lang række artikler og bøger om disse fund (se f.eks. http://museum.odense.dk/det-sker/det-sker/presse/2009/brudager-mark.aspx).

Traditionelt har arkæologer især været interesseret i brandgravenes indhold af oldsager, mens de brændte ben og rester fra ligbålet ikke i så høj grad været i fokus. Nyere studier har imidlertid vist, at rester af trækul og andet forkullet materiale fra ligbålet såvel som de brændte knoglestumper kan fortælle lige så meget om fortidens begravelsesritualer som smykker, lerkarskår og våben.  

Hvordan forløb en ligbrænding egentlig i oldtiden? I ældre publikationer får man det indtryk, at en kremering i det fri var en osende og stinkende affære, der var ubehagelig for de efterlevende. For at få svar på nogle af disse spørgsmål, kan vi selvfølgelig lade os inspirere af etnografiske kilder – eller simpelthen se på You Tube. Her er der mange filmklip, hvor man kan følge nutidens ligbrændinger under åben himmel i Indien eller på Bali. De moderne kremeringer giver imidlertid kun oplysninger om selve processen, men ikke om de ”produkter”, der kommer ud af en kremering. Og da det netop er ”produkterne”, vi møder som arkæologer, var det nødvendigt at finde en anden indgangsvinkel, og tanken om at foretage ligbrændingsforsøg var født!