Den 31. oktober fejres halloween med lysende græskarhoveder, plastikskeletter, kunstigt spindelvæv og afrevne gummilemmer i forhaverne. Når mørket falder på, kan man se grupper af børn udklædt som monstre, lig eller skeletter gå fra dør til dør og råbe ”slik eller ballade” i håbet om at få den medbragte pose fyldt op med godter. I sin nuværende form har denne skik kun knap et kvart århundrede på bagen i Danmark, og den er kommet hertil fra USA.

Død mand i odenseansk forhave. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Mange elementer kan dog genfindes i de gamle bondesamfunds traditioner, hvor man bl.a. lavede lygter af udhulede roer på denne tid af året. Med erindringen af årets afdøde rummer Folkekirkens fejring af allehelgensdag første søndag i november også reminiscenser af den tradition, som kom til USA med irske indvandrere i 1800-tallet.

Skelet i odenseansk forhave. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Set i et europæiske perspektiv kan man se, at mange kulturer har afholdt fester og udøvet ritualer, der minder om halloween. Især er elementet med ihukommelsen og fejringen af døde venner og familiemedlemmer et gennemgående træk, og det omfatter ofte en form for kommunikation med de døde. Det kan være i form af optog, musik og udsmykning af billeder af afdøde, men især gennem ofringer af mad eller gaver. Den døde har således ikke været betragtet som fuldstændigt forsvundet. I hvert fald i en overgangsfase kunne man vedligeholde kontakten med den døde og sikre sig, at man var på god fod! Når man kan iagttage beslægtede ritualer over store afstande og med så stor tidsdybde, kan man så også forestille sig, at oldtidens mennesker i det nuværende Danmark også fejrede ”halloween”? Ikke i den forstand, vi kender det i dag, i hvert fald, for man havde hverken græskar eller roer. Men lad os se, hvad de arkæologiske fund kan vise.

Tveægget romersk sværd, som efter brænding blev bukket sammen og nedgravet i udkanten af gravpladsen Bregentved ved Ringe. Foto: Jørgen Nielsen.

Ituklippet romersk bronzekedel, som blev nedgravet i en grube på Bregentvedgravpladsen. Foto: Jens Aagaard.

Vi opfatter døden som et uigenkaldeligt farvel, og kontakten til den døde afbrydes definitivt ved begravelsen. Nok kan man besøge gravstedet og lægge en blomst, tænde et lys og sende den døde en tanke, men det er vist kun de færreste, der forestiller sig, at man har en direkte kontakt med den afdøde. Og selve graven er definitivt en lukket dør, som det ville være utænkeligt at åbne for at genetablere kontakten. Sådan knivskarp var grænsen imidlertid ikke i jernalderen!

På en række gravpladser fra jernalderen er der fundet spor, der viser, at gravstedet ikke blot blev betragtet som et sted, man deponerede en død krop – og så var det et afsluttet kapitel. Klynger af nedgravede jordovne – såkaldte kogegruber – viser sig ofte at være samtidige med begravelserne. De er således vidnesbyrd om, at man har tilberedt mad på gravpladsen; det kan være sket i forbindelse med gravlæggelsen, men også ved begivenheder, hvor man vendte tilbage til gravstedet. Måske var det også i disse forbindelser, at man nedsatte lerkar i tilknytning til gravene; desværre er indholdet for længst borte, men kan man mon forestille sig, at de har indeholdt mad og drikke til den døde? Tilsvarende kan nedgravninger af våben, redskaber og endda mønter uden for gravene også indikere, at man vendte tilbage for at have kontakt med de døde. Måske skete det på årsdagen for dødsfaldet – eller måske på en slags ”allehelgensdage”, hvor man mindedes alle døde på én gang?

Sammenfaldet urne med brændte ben fra Brudagergravpladsen på Sydøstfyn. Ved siden af har man senere nedgravet et lerkar, antagelig som et offer til afdøde. Foto: Charlotta Lindblom.

Disse to lerkar uden indhold var nedgravet på en gravplads ved Åbjerg nær Brenderup på Nordvestfyn i 4. årh. Foto: Jørgen Nielsen.

De mest indiskutable vidnesbyrd om de levendes kommunikation med de døde finder vi imidlertid i såkaldte genåbnede grave. Især fra romersk jernalder, men også fra vikingetid, er der mange eksempler på, at gravene har været åbnet et godt stykke tid efter gravlæggelsen. I nogle tilfælde kan der være tale om nedgravninger, der havde til formål at stjæle gravgods, i andre har man måske villet skænde den døde for at påføre dennes slægt spot og spe. Imidlertid kan det ikke udelukkes, at man også kunne foretage det – set med nutidens øjne – meget grænseoverskridende indgreb for at give vedkommende gaver – eller for at tage noget af den døde. Skeletdele kunne bruges i ritualer – tænk på middelalderens relikvier – eller anvendes som amuletter, og spredte stumper af menneskeknogler på ikke så få jernalderbopladser kan måske være rester heraf. Ja, fra Ribes tidlige vikingetid kendes endda et stykke af et menneskekranie med en runeindskrift! Det var en slagkraftig amulet at gå rundt med!

Fragment af menneskekranium med indridset runeindskrift og ophængningshul, fundet i affaldslag fra vikingetiden i Ribe. For tolkning af stykket, se http://runer.ku.dk/VisGenstand.aspx?Titel=Ribe-hjerneskal

I jernalderen var skellene mellem at være et levende medlem af slægten over en død krop til en forfader ikke så entydig og skarp, som den er for os i dag. I overgangsfasen og måske endda i nogen tid efter døden blev afdøde sikkert stadig regnet for en del af det levende samfund, og derfor skulle vedkommende behandles som sådan. Selv når afdøde var kommet til ”den anden side”, måtte man sikre en god og vedvarende kontakt, som kunne vedligeholdes med en bred vifte af ritualer. Måske er det de sidste levn af dem, vi ser i nutidens halloween-fejring, hvor amerikansk den end måtte være i sit udtryk. Men – vi skal også huske på, at der er gået 2000 år siden jernalderen, og at skikken har vandret over Atlanterhavet ikke mindre end to gange gennem de sidste århundreder. God halloween derude!

Mine børn laver også halloweengræskar. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Hvis du vil vide mere

Henriksen, M.B. 2005: Danske kogegruber og kogegrubefelter fra yngre bronzealder og ældre jernalder. I: Gustafson, Lil, Tom Heibreen og Jes Martens (red.) 2005: De gåtefulle kokegroper. Varia 58, s. 77-102. Kulturhistorisk museum, Fornminneseksjonen. Universitetet i Oslo.

Henriksen, M.B. 2009: Brudager Mark – en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Bind 1-2. Fynske Jernaldergrave bd. 6, 1-2. Fynske Studier 22. Odense. 844 sider. (jf.     http://www.historie-online.dk/nyt/bogfeature/odense_brudagermark.htm).

Henriksen, M.B. 2015: Kenotafer, ødelagte grave eller ofringer? Deponeringer og andre aktiviteter på ældre jernalders gravpladser. I: P. Foss & N. Algreen Møller (red.): De dødes landskab. Grav og gravskik i ældre jernalder i Danmark. Beretning fra et colloquium i Ribe 19.-20. marts 2013. Arkæologiske Skrifter 13, s. 183-214. København.

Om kraniestykket med runer fra Ribe: http://runer.ku.dk/VisGenstand.aspx?Titel=Ribe-hjerneskal