Enkeltfundne flintøkser kan også fortælle Danmarkshistorie

Forleden fik jeg et telefonopkald fra museets reception, og stemmen i røret sagde, at der stod en mand, som gerne ville høre noget om en sten, han havde fundet. Kort efter mødte jeg en næsten undskyldende Karsten Eskildsen, der havde medbragt en flintøkse, som han havde fundet i en jordbunke, der var opgravet i forbindelse med grundudgravning til familiens nye hus nord for Odense. Familien havde ganske vist forsøgt at overbevise Karsten om, at museerne ikke var interesseret i sådan en sten, for dem havde de masser af i forvejen. Det sidste kan der være noget om – museerne samler jo på oldsager – men det første er direkte forkert. Heldigvis valgte Karsten altså alligevel at komme ind til Odense Bys Museer for at få noget mere at vide om sit fund. Men hvorfor er museet egentlig interesseret i at kigge på ”endnu en flintøkse”?

Det var dette ca. 18 cm lange økseblad, Karsten var så heldig at finde i en muldbunke i sin have. Foto: Nermin Hasic.

Ingen flintøkse er én af mange! Hvert eneste økseblad er derimod et individuelt tildannet redskab, der er hugget ud af en flintplanke, og derfor er hver enkelt flintøkse unik. Alene dét gør den interessant. Så kan der være en række forhold omkring valg af råmateriale, størrelse, farve, tilhugning og slibning (eller mangel på samme), slidspor, genophugning mv., der gør nogle stykker mere interessante end andre. Ved blot at se på Karstens økse kan man konstatere, at der er tale om en såkaldt tyknakket huløkse, der har været beregnet til at skulle skæftes som en tværøkse. Som en moderne skarøkse skulle den altså anvendes ved tilhugning af tømmer. Øksebladet er omhyggeligt tilhugget, men ikke slebet, og det er således et ufærdigt redskab. Det underbygges af manglen på spor af slid eller genopskærpning. Øksens form viser, at den er fra enkeltgravskulturen, og den stammer dermed fra tiden mellem ca. 2800-2300 f.v.t.

Set gennem fagarkæologens briller er der imidlertid én ting, som gør, at Karstens øksefund særlig interessant: Konteksten. Karsten kunne give præcise informationer om fundstedet og omstændighederne ved fremkomsten, og derfor kan netop dette stykke fortælle meget mere historie end nok så store og flotte økser uden kendt fundsted. Og det er netop fundoplysninger, som arkæologen bruger til at udføre sit arbejde – nemlig at anvende fortidens genstande til stadig at tilføje Danmarkshistorien nye afsnit. Indsamling af spektakulære genstande, der tager sig godt ud i en udstillingsmontre, er således ikke i sig selv museernes formål, selv om vi ofte møder den forestilling i vores arbejde.

Sådan ville Karstens økse måske have set ud i færdig tilstand – ikke nødvendigvis slebet over det hele. Farven er ikke flintens oprindelige, men derimod et resultat af jordens indhold af metalsalte. Foto: Jørgen Nielsen.

Da fundstedets koordinater var registreret, kunne det ses, at øksen oprindeligt var nedlagt lige i kanten af et for længst udtørret, men oprindeligt udstrakt vådområde. Dette kunne underbygges af fotos fra udgravningen til husgrunden samt data fra geotekniske boringer, som Karsten Eskildsen også kunne forsyne museet med. Dernæst viste et kig i det nationale register over fund og fortidsminder, at der i samme vådområde tidligere var fundet flere flintøkser, lerkar og ravsmykker ved tørvegravning og anlægsarbejder. Alle disse fund repræsenterer utvivlsomt rituelle henlæggelser fra forskellige dele af bondestenalderen. I en evig forhandling med højere magter har stenalderbønderne ofret våben, redskaber, dyr, mennesker og smykker i vådområderne for at sige tak – eller for at opnå alt fra fred til frugtbarhed og god høst. Karstens økse var således ikke et resultat af en isoleret handling, men et led i en fast praksis, der strakte sig over årtusinder.

Et helt depot af slebne og uslebne flintøkser – her placeret som de lå, da de blev fundet i 2005. Foto: Karsten Kjer Michaelsen.

Nu sidder mange nok og tænker, om Karsten måtte drage tomhændet hjem efter besøget på museet! Ja, det måtte han! Men kun for en tid, for museet fik lov til at låne øksen nogle dage, så den kunne fotograferes og beskrives i detaljer. Enkeltfundne økser bliver nemlig kun sjældent erklæret for danefæ; hvis man derimod havde fundet to eller flere økser, der havde været nedlagt sammen, ville der være tale om et depot. I så fald ville man skulle aflevere fundet til danefævurdering.

På Odense Bys Museer er detaljerede oplysningerne om øksen og dens kontekst nu registreret i en database. Fremover kan disse data anvendes af fagarkæologer, der forsker i bondestenalderens bebyggelse og religiøse praksis, eller af lokalhistorikere, der vil vide, hvad der er fundet i deres nærområde. Danefæ eller ej, spektakulær genstand eller ej – det er slet ikke afgørende, når det drejer sig om et jordfunds potentiale til at bidrage med nyt til Danmarkshistorien! Der kan selv enkeltfundne flintredskaber tilføje noter. Derfor er det vigtigt at huske, at man ikke selv uden videre skal afskrive et fund som uvæsentligt, blot fordi man antager, at museet allerede har mange tilsvarende i samlingen. Spørg i stedet museet – her kan man få svar på, om det er relevant at registrere fundet, og tillige kan man få en uddybende forklaring på, hvad det er man har fundet. Og det er trods alt sjovere for finderen at have en flintøkse, hvis man kender dens funktion og datering – og dermed dens plads i Danmarkshistorien.

 

Hvis du vil vide mere

Ebbesen, K. 1983: Flint Celts from Single Grave Burials and Hoards on the Jutlandic Peninsula. Acta Archaeologica 53.

Ebbesen, K. 2006: The Battle Axe Period. (s. 305ff). Attika.

Højlund, F. 1974: Stridsøksekulturens flintøkser og -mejsler. Kuml 1973-74.

Jensen, J. 2001: Danmarks Oldtid 1. Stenalder 13.000-2.000 f.Kr. Gyldendal.

Michaelsen, K.K. 2006: En gave til guderne. Fynske Minder 2006, s. 111-121.

Petersen, P.V. 2008: Flint fra Danmarks oldtid. København.

 

I Slots- og Kulturstyrelsens digitale register over fund og fortidsminder kan du se, hvad der er fundet i dit nærområde:

http://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/

Om Mogens Bo Henriksen

Mogens Bo er forsker og museumsinspektør og er ansvarlig for museets arkæologiske arkiv, arkæologiske udgravninger og sagsbehandling i henhold til museumsloven.