Som arkæologer vil vi gerne vide så meget som muligt om de ting, vi graver op af jorden. Hele tiden udvikles nye metoder, der kan give os mere viden om nye fund, men også om ting, der er gravet op for få eller for mange år siden. Man kan i flæng nævne metoder som kulstof 14-datering, årringsdatering, strontiumanalyse og ikke mindst DNA-analyse. Fælles for disse metoder er, at de har revolutioneret vores viden om datering af jordfund, men også om fortidsmenneskenes familierelationer, kost, mobilitet og meget mere.
De nævnte metoder har desværre også det til fælles, at de er destruktive. Det betyder, at hver gang vi skal vide lidt mere om en knogle, en trægenstand eller et skelet, er man nødt til at skære eller bore lidt i genstanden for at udtage prøvemateriale, der siden opløses og forsvinder for evigt. Udover de penge, som analyserne også kræver, er en del af prisen for viden således, at noget af genstanden ødelægges.
De analyser, som har givet os meget ny viden om Koelbjerg-manden, har bl.a. kostet væsentlige dele af det ene lårben! Foto: Nermin Hasic.
Mange tænker nok, hvilken betydning det har, at et lille hjørne af en af museets mange knogler går tabt, hvis bare man får ny viden. Jo, men sagen er, at det som regel er museets mest spektakulære, sjældne og videnskabeligt set mest interessante genstande, som vore egne fagfolk såvel som forskere fra andre institutioner er mest interesseret i at hive viden ud af. Som museumsfolk har vi et ansvar i forhold til museumsloven, og vi skal således sikre, at museernes samlinger bevares – men også, at der hives noget ny viden ud af genstandene i samlingen.
Koelbjerg-mandens skelet lå spredt i mosen, og desværre blev ikke alle dele genfundet ved tørvegravningen under 2. verdenskrig. Foto: Jens Gregers Aagaard.
Derfor siger vi ikke ukritisk ”ja”, når vi får en forespørgsel om, hvorvidt en forsker må bore lidt materiale ud af en genstand i vores samling. Det gælder i særdeleshed, når anmodningen går på den mest efterspurgte ”person” fra Odense Bys Museer – nemlig skelettet af Koelbjerg-mennesket. I årenes løb har vi fået utallige forespørgsler om udtagning af prøvemateriale fra dette skelet til udførelse af alle mulige analyser. Det skyldes, at skelettet med en alder på mere end 10.000 år er det ældste i Norden. For nogle få år siden blev der dog givet tilladelse til at udtage lidt væv fra en kindtand for at se, om man med en DNA-analyse definitivt kunne afklare en gammel diskussion om, hvorvidt skelettet stammede fra en mand eller en kvinde.
Trods mere end 10.000 års ophold i mosevandet er Koelbjerg-mandens kranium usædvanligt velbevaret. Foto: Jens Gregers Aagaard.
Vi var skeptiske, for tidligere forsøg havde været resultatløse, men i 2015 lykkedes det endelig at fastslå, at Koelbjerg-skelettet stammede fra en mand. Den ældste dansker skiftede således køn – og det er der siden skrevet flere artikler om. Senest har tidsskriftet Skalk bragt en artikel, der opsummerer alt det, vi nu ved om Koelbjerg-mennesket. Og det er viden, vi har fået ved at sikre, at kun de mest skånsomme og allerbedste prøvemetoder blev brugt, når der skulle bores i de gamle ben fra tørvemosen i Koelbjerg nær Vissenbjerg.
Undersøgelserne af Koelbjerg-mandens kranium har også omfattet røntgenfotografering, som heldigvis er en ikke-destruktiv metode. Foto: Jannie Ebsen.
Hør også museumsinspektøren fortælle om Koelbjerg-skelettet i dette klip: https://m.youtube.com/watch?v=TjZx3zA8WLY
Hvis du vil vide mere
Hansen, J., H.C. Petersen, K.M. Frei, P. Courtaud, A.-M. Tillier & M.E. Allentoft 2017: The Maglemosian skeleton from Koelbjerg, Denmark revisited: identifying sex and provenance. Danish Journal of Archaeology.
Henriksen, M.B. & J. Hansen 2017: En 10.000-årig skifter køn – et portræt af jubilaren fra Koelbjerg. Årbogen Odense Bys Museer 2017, s. 69-83.
Henriksen, M.B & Jesper Hansen: Den ældste dansker skifter køn. Skalk 2018:6, s. 3-7.