Plantesymboler

Netop nu lyser kornvalmuen op med sine blodrøde blomsterstande, der kan farve en kornmark helt rød. Blomsternes farve er årsagen til, at kornvalmuen er blevet symbol på krigens blodsudgydelser, og herhjemme er den både sat i forbindelse med faldne fra svenskekrigene og de slesvigske krige.

Kornvalmue med endnu ikke udsprungne knopper og færdigudviklede blomster. Foto: Mogens Bo Henriksen, juni 2020.

Især forbindes den røde valmue dog med første verdenskrigs stillingskrig på Vestfronten. Når regnen af granater flåede jorden op, blotlagdes muldlagets pulje af valmuefrø, der herefter bredte sig som regulære blomstertæpper og forvandlede slagmarken til ”blodagre”. Symbolikken blev beskrevet og berømmet med canadieren John McCraes digt ”In Flanders fields”, På Flanderns (slag)marker, og valmuen blev selve symbolet på Vestfrontens slagtebænk. Efterfølgende gik veteraner med emblemer med valmuemotiv, ligesom symbolerne blev sat på de faldnes uendelige rækker af grave. I dag ser man den røde valmueblomst som en integreret del af symbolkulturen omkring krigsdeltagelse – bl.a. i udmærkelser fra USA’s hær.

Ved et udgravet og delvis rekonstrueret udsnit af en engelsk skyttegrav nær Ypres i Belgien lægger man mærker med valmuer for at mindes de tusinder, som led i de årelange slag under første verdenskrig. Foto: Mogens Bo Henriksen, 2019.

”In Flanders fields the poppies blow. Between the crosses, row on row” skrev John McCrae om valmuer i et digt efter blodigt slag ved Ypres. Billedet her stammer fra en af de enorme krigskirkegårde, hvor døde fra dette slag er begravet i uendelige rækker. Foto: Mogens Bo Henriksen, 2019.

Også i Ypres’ domkirke mindes man de faldne fra den store krig med valmueblomster. Foto: Mogens Bo Henriksen, 2019.

Også opiumvalmuen har en særlig symbolik, idet dens frøkapsler ses afbildet på ældre gravsten. Opiumsvalmuen har været kendt som en lægeplante, der bl.a. er forbundet med beroligende eller søvndyssende egenskaber – og afbildningen på gravsten symboliserer således den evige søvn. Et andet velkendt eksempel på blomstersymbolik er den røde rose – det ultimative kærlighedssymbol. Man kan også tænke på nelliken, som civilbefolkningen under revolutionen i Portugal i 1974 stak ned i soldaternes geværløb for at opfordre dem til ikke at bruge våben. Heraf kommer navnet nellikerevolutionen, som er indbegrebet af en ikke-voldelig revolution. Her kan man da tale om flower-power!

Rodknolde fra knoldet draphavre fra bronzealdergravpladsen Kildehuse II nær Odense. Efter Jensen 2010.

Skriftlige kilder fra middelalder og senere er rige på eksempler på blomstersymbolik, og det samme er sagaer og folkeviser. Fænomenet er så udbredt, at det er vanskeligt at forestille sig andet, end at oldtidens mennesker også forbandt bestemte blomster og andre planter med et særligt symbolindhold. I manglen på skriftlige kilder må vi ty til de arkæologiske fund og se, hvad vi kan udlede af dem. Især fund fra oldtidens grave er interessante i den sammenhæng – tænk blot på den røllike, der blev lagt på Egtved-pigens lig, umiddelbart før kisten blev lukket. Hvad betyder mon den?

På denne blog har jeg tidligere skrevet om hassel og ramsløg som eksempler på vækster, som kan have været tillagt særlig betydning bl.a. i forbindelse med begravelsesritualer. Et andet eksempel er græsarten knoldet draphavre, som der er fundet rester af i ganske mange grave fra bronzealder og frem til vikingetid. Og det er tilfældet i store dele af Nordeuropa.

Knoldet draphavre vokser spredt, hvorfor den ret udbredte forekomst i gravsammenhæng er påfaldende. Her finder man især plantens dråbeformede rodknolde, som kan være systematisk indsamlet. På grund af et højt indhold af stivelse var rodknoldene spiselige – næsten som små kartofler. Da man sjældent finder rester af andre spiselige planter i gravene, er det imidlertid spørgsmålet, om alene var næringsværdien var årsagen til, man fik knoldet draphavre med på dødsrejsen.

Svenske arkæobotanikere og arkæologer har argumenteret for, at den knoldede draphavre har været forbundet med frugtbarhed og måske genfødsel – altså helt som man kan argumentere for, at det har været tilfældet med hasselnødden. Rodknolde såvel som nødder har jo en vis lighed med testikler, så måske er det denne billedlige lighed, der har skabt en forestilling om, at hvis blot man fik en portion knoldet draphavre med i graven, var man sikret genfødsel og dermed nyt liv. Her hører vores viden imidlertid op, mens fantasien kan fortsætte i frit løb.

Knoldet draphavre med de små, karakteristiske rodknolde. Efter Mikkelsen og Bartholin 2009.

 

Hvis du vil vide mere

Artelius, T. 1999: Arrhenaterum Elatius ssp Bulbosum – om växtsymbolik i vikingatida begravninger. I: A. Gustafsson & H. Karlsson (red.): Glyfer och arkeologisk rum – en vänbok till Jarl Nordbladh, s. 215-228. Göteborg.

Brøndegaard, V.J. 1979. Folk og flora. Dansk etnobotanik 2. København (Opslag: Valmue s. 204-211).

Henriksen, M.B. 2009: Brudager Mark – en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Bind 1, s. 273ff. Fynske Jernaldergrave bd. 6, 1-2. Fynske Studier 22. Odense.

Jensen, P.M. 2010: Makrofossiler. I: M. Runge 2010: Kildehuse II. Gravpladser fra yngre bronzealder og vikingetid i Odense Sydøst. Fynske Studier 23, s. 48-55. Odense.

Mikkelsen, P.H. & T. Bartholin 2009: Bestemmelse af makrofossiler fra Brudager-gravpladsen. I: Henriksen 2009, s. 274-275.

Andre vækster med særlig symbolik:

Ramsløg: http://blog.museum.odense.dk/mogens-bo-henriksen/hvidloegsduften-fra-skovbunden/

Hassel: http://blog.museum.odense.dk/mogens-bo-henriksen/bliver-det-ikke-snart-foraar/

Det bliver godt igen

Til alle tider og alle steder har mennesket reageret på kriser ved at praktisere ritualer, der kunne bringe orden i kaos. Ritualer kan være forbundet med religiøse handlinger, som man f.eks. ser det ved gudstjenester, men de kan også være knyttet til profane aktiviteter – altså aktiviteter uden for en religiøs sammenhæng. Det kender vi fra mange gentagne handlingsmønstre, som sætter system på vores hverdag. Ydermere kan ritualer være forbundet med overtro, f.eks. når man vil imødegå potentielle farer i forbindelse med, at en sort kat passerer vejen foran en eller, hvis man kommer til at gå under en stige, eller når et hus skal indvies.

Corona-stenkast – næsten bogstaveligt talt på afgrundens rand! I foråret 2020 opstod et stenkast på en lille, flisebelagt flade under en skraldespand ved det meget besøgte udsigtssted Afgrunden nær Vissenbjerg. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Under den igangværende coronapandemi er der flere steder opstået samlinger af småsten på steder, hvor mange mennesker færdes. Nogle af stenene er forsynet med malede motiver, ligesom der kan være skrevet navne eller små tekster på dem. De små stendynger kan være suppleret med stearinlys eller blomster – næsten som et alter – men ellers bærer de præg af at være etableret spontant.

Glade farver og glade budskaber præger motiverne i stenkastet ved Afgrunden. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Ser man nærmere på motiverne, går kraftige farver, f.eks. regnbuer, og glade emojis igen. Det tyder på, at det først og fremmest er børn, der har malet og skrevet på stenene, der i mange tilfælde må antages at være bragt med hjemmefra i færdiglavet tilstand. Der er i så fald tale om en planlagt og forberedt handling, som også har et vist kollektivt præg. Tekster og motivernes farverighed udtrykker på en gang bekymring over coronapandemien, men også håb om, at den må forsvinde. ”Det bliver godt igen”, har man kunnet læse på flere sten – og det udtrykker jo et håb om, at verden igen må blive som før.

Teksten på denne sten afslører, at det er et barns håb, der udtrykkes her. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Vi kan således betragte stendyngerne som små, symbolske ”ofre”, der bliver nedlagt for at opnå eller afværge noget – i dette tilfælde at man ikke rammes af corona, eller at pandemien forsvinder. Med vores fornuft ved vi godt, at stendyngerne ikke hindrer spredningen af virus, men ritualerne omkring udsmykningen af stenene og selve deponeringen (”ofringen”) frembringer en følelse af at have gjort noget – og udtrykker en fællesskabsfølelse: Lad os stå sammen mod corona! Man kan således sige, at stendyngerne på én gang repræsenterer afværgeriter og fællesskabsstiftende riter.

”Det bliver godt igen” – et udtrykt ønske, vi alle kan blive enige om. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Beslægtede stendynger – ofte kaldet stenkast eller blot kast – er utroligt velkendte i hvert fald tilbage til middelalderen og over store dele af verden. Baggrunden for stendyngerne kan være mange. De kan afspejle et sted, hvor en dramatisk begivenhed har udspillet sig, f.eks. en ulykke eller et drab. De kan også være opstået overgangssteder, hvor man passerede fra en ”sfære” til en anden, f.eks. fra fællesejet til privat jord, eller hvor vanskeligt passabelt terræn begyndte. Over tid kan betydelige stenbunker være vokset frem, og i nogle tilfælde kan de være suppleret med grene – eller blot bestå af grene (grenkast) eller andet organisk. Der er etnografiske eksempler på, at man ofrer til og på stenkast for at sikre sig lykke på farten forud for passage af vanskeligt terræn.

Mon ikke man også kan forestille sig, at der har eksisteret stenkast i oldtidens Danmark – sten er der jo rigeligt af i de fleste landskaber? Vi kender til såkaldte røser – ophobninger af sten, der i nogle tilfælde er grave fra bronze- eller jernalder, i andre blot et resultat af rydninger af marker. Blandt disse kan der dog også skjule sig stenkast som de ovenfor beskrevne, men det er vanskeligt at tolke baggrunden for en konkret stenbunke.

På Samuel Adams (1722-1803) grav på Granary Burying Ground i Boston lægger forbipasserende småsten for at hylde en af USAs ”founding fathers”. Stenkast på grave er bl.a. udbredt på jødiske begravelser. Foto: Mogens Bo Henriksen.

I mange danske – og ikke mindst fynske – moser er der fundet nedlægninger af dyre- og menneskeknogler samt lerkar fra ældre jernalder (ca. 500 f.v.t.-200 e.v.t.). Hyppigt ses disse nedlægninger placeret i tidligere tørvegrave, og vi antager, at der er tale om en slags taksigelsesofringer, fordi man havde taget af mosens ressourcer – især tørv, men også myremalm, fisk eller fugle m.v. I forbindelse med ganske mange af disse nedlægninger finder man også håndstore sten, ofte i lyse farver, således at stenene har kunnet skimtes i det mørke mosevand. Stenene kan være dumpet i vandet i forbindelse med ofringerne, men det kan også være sket længe efter, dog før tørven igen lukkede tørvegraven. Det må antages, at disse sten kan have haft en funktion, der afspejler nogle af de samme tanker som middelalderens og senere stenkast. Når man passerede landsbyens offermose, medbragte man lige en sten, som røg ned i det mørke vand på det sted, hvor slægten måske i generationer havde nedlagt offergaver. På den måde kunne man sikre sig, at man kunne passere uskadt gennem den uhyggelige sump – eller at trusler fra ufred, hungersnød eller at sygdom ville drive over. Også jernalderdrengen udtrykte således et håb om, at det ville blive godt igen!

En anden helt fra de nordamerikanske koloniers frigørelse fra England var John Hancock (1737-1793), der blev begravet tæt ved Samuel Adams. På Hancocks gravmæle ses en større stensamling, småpenge – og naturligvis Stars and Stripes. Foto: Mogens Bo Henriksen.

 

Hvis du vil vide mere

Hansen, J. 2006: Offertradition og religion i ældre jernalder i Sydskandinavien – med særlig henblik på bebyggelsesofringer. KUML 2006, s. 117-175.

Henningsen, G. & J. Laursen 2006. Stenkast. KUML 2006. s.243-278.

Corona og kildevand

I Danmark er der registreret ca. 750 helligkilder, hvis vand i middelalderen og senere har været tillagt særlige helbredende eller forebyggende kvaliteter. 45 af disse kilder ligger på Fyn, og den nok mest berømte er Regisse Kilde ved Frørup på Østfyn.

Regisse Kilde med det restaurerede kildeanlæg i 2020. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Fra slutningen af 1500-årene og fremefter har vi skriftlige efterretninger om det leben, der kunne være omkring kilden, når mange mennesker stimlede sammen for at drikke af vandet på bestemte dage i sommerhalvåret. Valborgs aften (30. april) og Bodelsdag (17. juni) skulle kildevandet have særlig kraft, og det gav anledning til, at mennesker kom hertil fra nær og fjern. I romanen Kun en Spillemand fra 1837 beskriver H.C: Andersen et – måske – selvoplevet besøg ved kilden ved en sådan lejlighed.

De besøgende drak af vandet eller hældte det over sig, og det var vigtigt, at opøsningen skete med nye kar, der skulle knuses efter brug. Ellers mistede vandet sin kraft. Sammen med betaling for kildevandet i klingende mønt gav det grobund for et veritabelt marked ved kilden, og med tiden blev markedet nok vigtigere end kildevandet. De penge, man betalte for kildevandet, gik til et godt formål – nemlig til områdets fattige og syge.

Søgegrøft i forbindelse med restaureringen i 1994: Foto: Mogens Bo Henriksen.

Det er velkendt, at man som forsker skal forholde sig kritisk til skriftlige kilder og erindringer – og det gælder således også de nedskrevne oplysninger, vi har om Regisse Kilde. Ved en arkæologisk undersøgelse forud for istandsættelse af kildebrønden og dens nærmeste omgivelser i 1994 var det muligt at efterprøve nogle af de skriftlige kilder. Her fik begrebet kildekritik således en meget konkret betydning!

Udsigt fra kildebrønden og ned over anlægget. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Ved siden af kildebrønden fandtes et lag af grus, der var aflejret af rindende vand fra kildevældet. Heri var tusindvis af lerkarskår fra glaserede, trebenede kar – såkaldte stjertpotter samt af gråsorte, håndlavede kar, der går under betegnelsen fynsk sortgods. Skår af disse lerkartyper kender vi fra masser af udgravninger i fynske byer og landsbyer, og slid- og sodspor viser som regel, at karrene har været anvendt i husholdningen, før de gik itu. Skårene fra Regisse Kilde stammede derimod fra ubrugte kar. De arkæologiske data kunne altså bekræfte de skriftlige kilders udsagn.

Skår af stjertpotter fra udgravningen. Foto: Jørgen Nielsen.

I gruslaget fandtes også en del mønter; de ældste fra 1400-tallet og de yngste fra 1992 og dermed kun to år før udgravningen fandt sted! De yngste mønter afspejler, at nogle stadig kaster mønter i brønden ved besøg på stedet, mens de ældre må stamme fra den betaling for kildevandet, som de skriftlige kilder omtaler. Påfaldende var det, at der mellem mønterne også fandtes en del tinknapper fra 17-1800-tallet – så mange, at det ikke kan være et tilfælde. Mon ikke nogen har snydt på vægten og betalt med en bukseknap i stedet for en skilling? I så fald må man forvente, at vandets helende egenskaber var herefter!

1800-talsmønter fra udgravningen ved kilden. Foto: Jørgen Nielsen.

Mønter fra Magrethe IIs regeringsperiode, fundet ved kilden. Foto: Jørgen Nielsen.

Kildevand koster knapper – rent bogstaveligt! Foto: Jørgen Nielsen.

Alternative behandlingsmetoder er populære som aldrig før, og under coronakrisen har man også hørt om diskutable midler, der kunne helbrede eller forebygge sygdommen. Kildevand sælges i stort omfang til en pris, der langt overgår prisen på postevand, men det kan utvivlsomt diskuteres, om kvaliteten følger prisen. Vandet fra Regisse Kilde kan det ikke anbefales, at man drikker af, for set i forhold til det vand vi får ud af hanen, er kvaliteten ringe. Langt op i tiden, hvor man imidlertid været vant til at drikke vand fra forurenede brønde, søer og vandløb, og i sammenligning hermed har kildevandet været langt at foretrække – også ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt.

Endnu i 2020 smider man mønter i kildebrønden. Foto: Mogens Bo Henriksen.

 

Hvis du vil vide mere

Andersen, H.C. 1837: Kun en Spillemand. København.  

Henriksen, M.B. 2003: Regisse kilde ved Frørup – om kombinationen af skriftlige, arkæologiske og hellige kilder. Nyborg – før og nu 2002, s. 3-30.

Henriksen, M.B. 2007: Mønter fra Regisse kilde på Østfyn. Nordisk Numismatisk Unions Medlemsblad nr. 1, februar 2007, s. 17-23.

Svane, S. 1984: Danske Helligkilder og Lægedomskilder. København.

Hornfiskemåned

Når rapsen blomstrer, kan man opleve passionerede lystfiskere såvel som hele familier med begrænset erfaring med stangfiskeri drage til kyster og moler i store flokke. I denne tid – fra sidst i april til ind i juni – er muligheden for at fange hornfisk størst. Netop nu kommer de lange, sølvglinsende og lynhurtige torpedoer helt ind under kysten og i fjorde i jagten på føde og for at gyde. Ofte ser man dem lege i vandet og springe helt fri af overfladen som troede de, at de var delfiner.

Selv om man kun er otte år, kan man sagtens fange hornfisk direkte fra kysten. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Hornfisk vandrer ofte i stimer, så hvis man har heldet med sig, kan man sagtens fange en håndfuld eller to inden for ganske kort tid. Det er også årsagen til, at antallet af lystfiskere ved de danske kyster eksploderer, når der meldes om de første ”næb” i Limfjorden, ved Helsingør og på Sjællands Odde. Hornfiskene er lette at fange, og når de er i det rette humør, bider de på næsten alt, men gerne på slanke, skinnende blink eller en krog med et stykke sildekød eller kyllingehjerte. Erhvervsfiskere tager dem selvfølgelig i net – men fordi fiskene kæmper så meget, er de ikke sjove at vikle ud ad maskerne.


Hornfiskene er som sølvskinnende torpedoer i vandet, og når de er kroget, kæmper de en sej kamp. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Fiskeknogler fra affaldslag på oldtidens bopladser viser, at man har landet hornfisk i årtusinder. De ældste fund er ca. 7000 år gamle og stammer fra Ertebølle-kulturens køkkenmøddinger ved Limfjorden. Hornfiskeknoglerne fra køkkenmøddingerne viser ikke kun, hvad stenalderjægerne havde på menukortet. Hornfisken betragtes også som sæsonindikator, fordi den – ligesom f.eks. makrellen – kun kunne fanges i en begrænset periode af året i modsætning til stationære fisk som fladfisk og torsk. Derfor er hornfiskebenene fra køkkenmøddingerne bevis på, at man i hvert fald opholdt sig ved kysten i maj-tidlig juni.

En bunke fiskeknogler fra en jernalderboplads ved Odense rummede også hornfiskeben. Nogle ville nok mene, at de smykker, som blev fundet ved udgravningen, var mere fascinerende. For forskeren, som skal blotlægge jernaldermenneskets liv, er det imidlertid fiskeknoglerne, der er det pure guld. Foto: Jørgen Nielsen.

Der er knyttet mange myter til hornfiskene. Det fortælles således, at man i nogle egne har landet dem i så store mængder, at de blev pløjet ned som gødning. Mange synes de er trælse at spise, fordi der er forbandet mange små og spidse ben især i brystregionen. At benene er grønne, gør næppe sagen bedre. Nogen mener, at det er fordi de er giftige, og ifølge andre fik de farven, fordi fiskene havde spist druknede soldater! Det kan dog affejes, for hornfisken spiser rejer, krebs og småfisk.

Sandheden er, at hornfisken er en ualmindelig lækker spisefisk. Da den er ret fed, tåler den både røgning og en tur på grillen. Den traditionelle tilberedning er dog vendt i mel og stegt i smør med nye kartofler og persillesovs – og helst efter grundig filetering. Det er der ingen ben i!

 

Hvis du vil vide mere

Enghoff, I.B. 1994: Fishing in Denmark during the Ertebølle Period. International Journal of Osteoarchaeology 4, s. 65-96.

Enghoff, I.B. 1999: Fishing in the Baltic Region from the 5th century BC to the 16th century AD: Evidence from Fish Bones. Archaeofauna 8, s. 41-85.

Gotfredsen, A.B., M.B. Henriksen, J. Kveiborg & K.G. Therkelsen: Fjordfiskere, strandjægere, håndværkere og handelsmænd i jernalderens Seden. Fynske Minder 2009, s. 77-112.

Harpunen fra Helnæs

Da Lars Friis Olsen for et par uger siden, som så ofte før, gik tur med sin hund langs stranden på vestsiden af Helnæs, var blikket som sædvanligt rettet mod strandbreddens mange sten. Her vidste han, at man kunne være heldig at finde vandrullede oldsager fra stenalderen – eller måske et stykke rav. Det var dog ikke nogen af disse ting, der fangede opmærksomheden denne dag, men derimod en mørk brun genstand med kraftige takker i begge sider. Var det en spydspids, en nål til at bøde garn – eller noget helt tredje? Heldigvis var nysgerrigheden efter et svar så stor, at billeder straks blev lagt på Facebook, hvorefter flere amatørarkæologer omgående ”pingede” museumsinspektøren. Og hans øjne trillede nærmest ud af hovedet, for det var virkelig et sjældent fund, Lars havde gjort.

Helnæs-harpunens forside. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Lars havde fundet en såkaldt toradet harpun – dvs. den har to rækker af modhagere – og så er dens afslutning bagtil skjold- eller hjerteformet. Harpuner med disse karakteristika kendes der ca. halvanden håndfuld af fra hele Danmark, og ingen af disse er fundet på Fyn. Det nyfundne stykke er 12,9 cm langt, og det er lavet af et stykke, der er udspaltet af en kraftig rørknogle, antagelig en skinnebensknogle fra elg eller kronhjort. Selv om overfladen er grundigt poleret, ses stadig spor af de flintredskaber, som man i sin tid har anvendt til at tilskære harpunen.

Og bagsiden. Bemærk de langsgående furer, der er lavet med et flintredskab.

Alle de toradede harpuner fra Danmark er løsfund som Helnæs-harpunen, men flere er tidsfæstet ved hjælp af kulstof 14-metoden – og med en alder på ca. 12.000 år er de fra slutningen af istiden og tiden umiddelbart herefter. I Nordtyskland, nærmere betegnet i Hamburg-området, har man fundet tilsvarende harpuner på bopladser fra den såkaldte Ahrensburg-kultur. De nordtyske bopladser er samtidige med de danske fund. Det samme viser enkelte andre løsfund fra denne tid. Ved Arreskov Sø og ved Løgeskov på Sydfyn samt i det område, hvor Odense Havn nu ligger, er der fundet slagvåben, der er lavet af rengevir. Disse er lavet af rentak, og to er sikkert tidsfæstet vha. kulstof 14-dateringer til Ahrensburg-kulturens tid. En pilespids af flint fra Sydlangeland stammer utvivlsomt også fra denne kulturgruppe.

Den stolte finder med Helnæs-harpunen på findestedet. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Egentlige bopladser kender vi imidlertid fra Sydsjælland, Lolland og Sønderjylland, men i ingen af disse tilfælde er der bevaret knoglemateriale. Derfor er det ”nye” fund fra Helnæs vigtigt, fordi det – sammen med de andre løsfund – viser, at Ahrensburg-kulturens jægergrupper i det mindste strejfede rundt i det fynske landskab. Faktisk kan man ikke tale om Fyn, når vi er tilbage ved istidens slutning, for det nuværende fynske landskab var en del af et større landområde, der strakte sig helt til Englands nuværende vestkyst. Gik man mod nord for at søge til kysten, skulle man langt op i Nordjylland. Når harpunen blev fundet på en strandbred, skyldes det derfor ikke, at den er mistet under sæljagt. Den er derimod endt flyttet til stranden fra det sted, hvor den blev efterladt omkring istidens slutning.

Enradet harpun med skjoldformet basis fra Ejby Mose. Foto: Nermin Hasic.

I opklaringen af, hvor harpunen kommer fra, kan man starte med at kigge på dens overflade. Den viser, at den har ligget godt beskyttet i et iltfattigt, kalkrigt miljø, og der kan ikke være tvivl om, at det har været på bunden af en af de søer, som fandtes overalt i senistidens landskab. Her er den næppe endt ved et tilfælde, men snarere fordi den er gået tabt under jagt. På de nordtyske bopladser fra Ahrensburg-kulturen er der fundet knogler fra rensdyr, og de ser ud til at være nedlagt med harpuner, der har ramt dyrene skråt oppefra. Da man ikke kunne sidde på ”Hochsitz” i senistiden, al den stund, at der ikke var nogle træer, må vi antage, at dyrene blev harpuneret, når de var i vand. Ren er – ganske som elg, der også hørte til datidens jagtvildt – en glimrende svømmer, og de søger gerne i vand, hvis de føler sig truet. Det har man utvivlsomt udnyttet, for fik man først omringet en svømmende ren, var det som at skyde siddende ænder. Antagelig har man haft skindkanoer til at foretage jagten fra.

Rentakslagvåben fra Løgeskov. Foto: Nermin Hasic.

Hvis man skal forsøge at rekonstruere harpunens biografi, skal vi altså tænke os tilbage til et åbent landskab med mange søer. På en bakketop – måske en af de højdepunkter, der ligger på den sydlige del af Helnæs – sidder en gruppe jægere og spejder efter rensdyr. De ved, at dyrene kommer trækkende her forbi i store flokke i efteråret på vej mod mildere klima mod syd. Jægerne rejser sig, laver larm, og får jaget et par dyr ud i en sø, der ligger i det flade landskab vest for nutidens Helnæs. En harpun på træskaft bliver kastet mod et rensdyr, men jægeren rammer forbi, og harpunen forsvinder i det iskolde vand og indlejres i mudder på bunden. Ingen rensdyrkølle i denne omgang! Da istiden for alvor slipper sit tag i landet, stiger temperaturen drastisk, og den iskappe, som er bundet ved polerne, begynder at smelte og verdenshavene stiger drastisk. Mange tusinde år efter den mislykkede jagt bliver Fyn skabt, da havet trænger ned og danner nutidens bælter og Det sydfynske Øhav. Landskabet vest for nutidens Helnæs ”druknede” også i verdenshavet, og mange søer, bl.a. det ca. 20 m dybe søbassin, der udgør bunden i den sydlige del af Lillebælt, blev overskyllet af saltvand.

Sådan har situationen været i 7000-8000 år, og undervejs har storme flyttet rundt på havbundens sand og sten. Antagelig en gang i vinteren 2019-20 har havet gnavet sig ned i de gamle søaflejringer, og harpunen så dagens lys for første gang i 12.000 år. Højvande og bølger transporterede forsigtigt harpunspidsen ind på stranden, hvor den mirakuløst undgik at blive knust mellem forstrandens store sten. Og det næste mirakel indtraf, da Lars Friis Olsen gik en tur med sin hund og fik øje på harpunen mellem tang og pinde. Det var vist det bedste påskeæg, han nogensinde har fået!

 

Hvis du vil vide mere

Henriksen, M.B. 1996: Den ældste jægerstenalder på Fyn. I: J. Holm, H. Jørgensen & J. Raun (red.): Harja 1971-1996, s. 108-135. Odense.

Petersen, P.V. 2009: Stortandede harpuner – og jagt på hjortevildt til vands. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 2005, s. 43-54.

Stensager, A.O. 2006: Odense Kanal – et af Danmarks ældste fund. Fynske Minder 2006, s. 125-133.

Aaris-Sørensen, K. 2016: Danmarks pattedyr fra Istid til Nutid. København.

Rosmarin – en af vore ældste krydderurter?

Rosmarin forbinder vi i høj grad med Middelhavskøkkenet, og krydderurten har for alvor vundet indpas i de nordiske køkkener i forlængelse af charterturismen i 60erne og 70erne. Rosmarin er en stedsegrøn halvbusk, og dens nåle bruges især til retter med svin, kylling, lam og kartofler – eller til at give smag til olie og eddike. Dertil kan de lyseblå og velsmagende blomster også tilføje kager og desserter et friskt pift og visuel elegance.

Rosmarinplanten har bløde nåle med en nærmest sølvskinnende underside. Nålene er helt fedtede af de æteriske olier, der giver den karakteristiske, kamferagtige smag og duft. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Rosmarin har imidlertid været kendt herhjemme også før masseturismens tid, og som det er tilfældet med mange andre planter, er det ofte middelalderens urtekyndige munke, der tilskrives æren for, at den er kommet til landet. Det er måske ikke helt rigtigt, for et arkæologisk fund viser, at det kan være langt tidligere, vi lærte at krydre lammekøllen med duske af rosmarin.

Rosmarin i blomst i slutningen af april. Foto: Mogens Bo Henriksen.

I romersk og germansk jernalder var det populært at have forskellige former for hule hængesmykker hængende i en kæde om halsen. Hængesmykkerne kunne have form af en pære, en spand, et kræmmerhus, en taske eller en kapsel – og en samlebetegnelse for disse er berlokker. De kunne fremstilles af bronze, jern, sølv eller guld og kunne afspejle særdeles avanceret metalhåndværk.

Spandformede berlokker af jern fra gravplads ved Ferritslev. Foto: Jørgen Nielsen.

Fælles for de forskellige former for hule hængesmykker var, at de kunne anvendes som beholder for en begrænset mængde af materiale, der kunne afgive duft. Fra Polen kendes fund af berlokker med planterester og spor af animalsk fedt, der kunne fastholde æteriske olier fra planteresterne – helt som vi kender det fra senere tiders hovedvandsæg med indhold af æteriske olier. Herhjemme har man utvivlsomt brugt berlokkerne på en lignende måde, for et spandformet eksemplar fra en jernaldergrav på lokaliteten Nørreknold i Himmerland rummede hår og et blad fra græs. Af særlig interesse i denne forbindelse er dog et fund fra Kasseedorf-gravpladsen i den østlige del af Holsten og dermed umiddelbart syd for den dansk/tyske grænse. I en grav fra tiden omkring 300 fandtes flere nåle af rosmarin i en spandformet berlok. Den afdøde blev således gravlagt med sin lille ”parfumebeholder”.

Bronzehalsring med spandformede berlokker af bronze fra Vimose. Foto: Nationalmuseet/Pia Brejnholt.

Den kraftigt kamferagtigt duftende og i folkemedicinen vidt udbredte plante har sin oprindelse i det østlige Middelhavsområde, og den kan næppe have været dyrket så højt mod nord i århundrederne efter vor tidsregnings begyndelse. Antagelig er rosmarinnålene fra Kasseedorf kommet herop sammen med den store strøm af mønter, våben samt glas- og bronzekar, som nåede frem til germanerne gennem kontakter med Romerriget. Vi kender enkelte andre eksempler på, at dele af eksotiske planter kom hertil fra Middelhavsområdet. Ved Stålmosegård nær Roskilde fandtes således frø af planten blærenød, og i den berømte Blidegn-grav på Sydfyn fremkom kogleskel fra pinje. Det kræver helt særlige bevaringsforhold for, at plantedele kan klare næsten 2000 års ophold i jorden. Derfor kan vi ikke udelukke, at rosmarin og andre sydeuropæiske krydderurter nåede herop i større mængder, end vi får indtryk af i de arkæologiske fund. Det kan således ikke udelukkes, at romerne ikke bare lærte os at drikke vin, men tillige at krydre maden med rosmarin, salvie, timian og andre af de krydderurter, som vi normalt forbinder med Middelhavskøkkenet.

PS: Hvis du er blevet lækkersulten af at læse dette opslag, finder du et link til en vegetarisk ret med rosmarin herunder.

 

Læs mere

Articus, R. 2004: Das Urnengräberfeld von Kasseedorf, Lkr. Ostholstein. Die Entwicklung des südöstlichen Schleswig-Holstein während der jüngeren römischen Kaiserzeit. Rahden. (s. 92f; s. 217).

Brøndegaard, V.J. 1979: Folk og Flora. Dansk Etnobotanik 1 (s. 132ff). København.

Henriksen, M.B. 2009: Brudager Mark – en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Bind 1, s. 131ff. Fynske Jernaldergrave bd. 6, 1-2. Fynske Studier 22. Odense.

Se også et tidligere opslag på arkæologens blog om Duftende hængesmykker: http://blog.museum.odense.dk/mogens-bo-henriksen/duftende-haengesmykker/

Opskrift på pasta med rosmarin og citron:

https://ilfornaio.dk/opskrifter/pasta-citron-rosmarin/

 

Den nyttige brændenælde

”Jeg foretrækker ukrudt frem for krudt”, skrev nationalskjalden Benny Andersen i digtet Skvalderkål Blues. Deri kan man kun give ham ret, og nogle typer af ukrudt kan ligefrem være at foretrække frem for andre. Jeg synes for eksempel, at brændenælden er en ukrudtsplante, der alt for hyppigt ringeagtes, selv om den har mange gode kvaliteter. Således er nælden jo basisføde for smukke sommerfugle! Selv bruger jeg de fuldvoksne planter til super kvælstofholdig og meget ildelugtende grøntgødning til brug i have og drivhus. Dertil er nælden en vigtig ingrediens, når vi fynboer skal skabe røg til fremstilling af rygeost, til brændenældete eller når spejderne skal koge den klassiske brændenældesuppe. Imidlertid foretrækker jeg at bruge de spæde blade netop her i det tidligste forår til en stuvning – eller endnu bedre til hjemmelavet pasta med masser af vitaminer og mineraler. Før der præsenteres en opskrift til brændenældepasta, skal vi dog lige dvæle lidt ved brændenældens andre anvendelsesmuligheder.

Brændenælden indvandrede til vore breddegrader, så snart der var noget at slå rødder i. Pollen og frø fra nælden findes således i tørvelag, der er aflejret helt tilbage i slutningen af istiden. Planten er meget glad for kvælstof, og derfor fik den især stor udbredelse, da vi blev bønder for ca. 6000 år siden. Menneskers og dyrs næringsrige efterladenskaber var det rene guf for brændenælden – kig selv i en hestefold og bemærk, at der hvor hestene klatter hyppigst, står nælderne i tætte bevoksninger.

Hvor brændenælden gror, er der godt med næring i jorden. Her er det oven på et sted, hvor der 23 år tidligere blev kremeret en gris i forbindelse med et arkæologisk eksperiment. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Tidligt fandt man ud af, at nældens stærke fibre kunne anvendes til reb, men også til tekstil. Da en bronzealderpræst blev stedt til hvile i gravhøjen Lusehøj på Sydvestfyn omkring 800 f.v.t. fik han således et stykke fint, vævet nældestof med sig i graven – og det stof var ovenikøbet importeret fra den sydlige del af nutidens Østrig. Herhjemme har man dog også lavet nældestof, for i flere tilfælde er bundter af nælde og hør fundet sammen i brønde, hvor man har lagt plantestænglerne i blød for at frigøre fibrene til tekstilproduktion.

En håndfuld hør- og nældestængler, der blev fundet på bunden af en jernalderbrønd ved Seden. Bemærk, hvor velbevarede de enkelte strå er, selv om de er 1500 år gamle. Foto: Mogens Bo Henriksen.

I 1800-tallet, men igen så sent som under verdenskrigene, har der været indsamlet og dyrket brændenælder til tekstil- og rebproduktion i Danmark. Med den fokus, der i dag er på udnyttelse af den vilde flora, er det nærliggende, at brændenældens status snart vil ændre sig, således, at man ikke bare betragter den som ukrudt, men derimod som en plante med masser af krudt i!

Helt spæde skud af brændenælde – lige til at plukke. Tag en saks og en kop med – så kan du klippe nældebladene ned i koppen og hælde dem op i en skål. Foto: Mogens Bo Henriksen.

 

Opskrift på brændenældepasta

Hjemmelavet pasta til ca. 4 personer: 3 æg, 1 æggeblomme, 1 tsk. Olivenolie, lidt salt, et par solide nævefulde brændenældeblade, 1 del durummel og 1 del hvedemel – mængden afhænger af æggenes størrelse. Bland de tørre ingredienser på en fast bordplade. Lav et hul midt i bunken, og heri hældes æg, olivenolie og de dampede brændenældeblade, som hakkes med en kniv. De våde ingredienser piskes ind i melet med en gaffel, og efterfølgende æltes det hele med hænderne til en smidig dej. Dækkes af et fugtigt viskestykke og hviler ca. 30 min. Hvis dejen bliver lidt for tør, kan den fugtes med lidt vand. Herefter rulles dejen ud i mindre portioner til plader, som køres gennem en pastamaskine. Hvis man ikke har en sådan, rulles dejen endnu tyndere og skæres i smalle strimler (hvis man ønsker båndpasta) med en klejnespore. Den friske pasta koges ca. 3 min. i godt saltet og spilkogende vand. Du har nu en sund, nærende, velsmagende og knaldgrøn pasta – og mindre ukrudt i haven!

Læs mere om arkæologiske fund af fibre og tekstil af nælde og hør fra Fyn – og om brændenælden som kulturplante

 

Brøndegaard, V.J. 1979: Folk og Flora. Dansk Etnobotanik 2 (opslag: Nælde, side 92ff). København.

Frei, K.M., U. Mannering & H. Thrane 2015: Textiles on the Move: The Provenance of a Late Bronze Age Nettle Textile from Lusehøj, Denmark. I: P. Suchowska-Ducke, S.S. Reiter & H. Vandkilde (red.): Forging Identities. The Mobility of Culture in Bronze Age Europe. Report from a Marie Curie Project 2009-2012 with Concluding Conference at Aarhus University, Moesgaard 2012. Volume 2. BAR International Series 2772, s. 55-62. Oxford.

Gotfredsen, A.B., M.B. Henriksen, J. Kveiborg & K.G. Therkelsen: Fjordfiskere, strandjægere, håndværkere og handelsmænd i jernalderens Seden. Fynske Minder 2009, s. 77-112.

 

En vikings pensionsopsparing

At finde en skat må være enhver detektormands drøm. Der er da heller ingen tvivl om, at Alex Johansen var ovenud begejstret, da han kontaktede Odense Bys Museer for at oplyse, at han med sin detektor havde lokaliseret en sølvskat fra vikingetiden på en mark nær Søndersø på Nordfyn. I første omgang havde han fundet spredte stumper af sølvmønter i markoverfladen – og ved systematisk afsøgning lykkedes det at lokalisere en samlet nedlægning, som de spredtliggende stumper var pløjet ud fra. Da amatørarkæologer selvfølgelig ikke selv må foretage en udgravning, blev museet kontaktet – og vi rykkede ud næste dag.

Herefter fulgte to hektiske dage i marken, for når man er så heldig at lokalisere en uforstyrret skat, er det vigtigt at få så mange oplysninger ud af fundet som muligt. Kan der ses spor af stolper, sten eller andre former for markering omkring nedlægningsstedet? Kan det afgøres, om skatten har været nedlagt i en beholder, f.eks. et lerkar eller et træskrin? Ingen af disse ting kunne iagttages i marken, og derfor kunne arbejdet koncentreres om at tage skatten op. En sådan udgravning kræver virkelig tålmodighed og at man ikke fristes til bare at ”flå” tingene op fra jorden, for så kan værdifulde oplysninger også gå tabt.

Koncentrationen af sølvgenstande er afgrænset. Jordvæggen i baggrunden viser, at toppen af nedlægningen er lige under bunden af pløjelaget.

Stump af snoet sølvhalsring i toppen af skatten.

Udgravningen viste, at der under et niveau, hvor plovjernet har rodet rundt, lå sølvgenstande over et areal på ca. 75×35 cm. Stumper af ringe og mønter strittede op fra den afrensede flade, og vi kunne hurtigt se, at det var nødvendigt at tage skatten op i en blok – et præparat, som arkæologerne betegner det – for at undersøge detaljer under mere beskyttede forhold på museet.

Klumpen med skatten er viklet ind i gips og klar til optagning.

Omkring 75 kg jord, gips – og sølv! – løftes op fra udgravningsfeltet.

Jordklumpen med skatten blev derfor omviklet med plastfolie og støbt ind i gips, og dernæst kunne en plade skubbes ind under præparatet. Så kunne pladen løftes op, sættes ind i museumsbilen og køres tilbage til museet. Her vil præparatet i første omgang blive røntgenfotograferet, så det kan afsløres, hvor meget der skjuler sig i jorden – og dernæst følger en forsigtig udgravning under beskyttede forhold. Indtil dette sker, kender vi selvfølgelig ikke skattens samlede indhold, men de først fremkomne genstande giver dog mulighed for at give en kort præsentation.

Armring med påsiddende fingerring – en såkaldt løkkeknudering. Løkkeknuden er antagelig et symbol på samhørighed og troskab.

Armring med to fingerringe af løkkeknude-typen. Ringen er bevidst trykket sammen før nedlægning i jorden.

Indtil nu er optaget to hele armringe, hvorpå sidder henholdsvis en og to fingerringe. De store ringe er trykket sammen som man ofte ser det i vikingetidens sølvskatte. Mindst en tilsvarende ring sidder endnu i jorden. Flere små, afhuggede sølvstykker stammer fra halsringe, der er lavet af valsede sølvstænger, mens andre stumper stammer fra tynde, snoede ringe. Et enkelt afklippet stykke stammer fra en halskæde, der er lavet af flettede sølvtråde. Skatten omfatter også enkelte stykker ornamenteret sølvblik, der kan stamme fra hængesmykker – men det kan først afklares, når de er afrenset.

Arabisk sølvmønt, såkaldt dirhem. Flere af mønterne var klippet i mindre stykker – datidens ”skillemønt”.

Væsentligt for dateringen af skatten er hele og fragmenterede mønter, og kan optælles minimum 25 mønter, men det samlede tal er snarest en del flere. Så vidt det kan ses, er der i alle tilfælde tale om arabiske mønter, såkaldte dirhems, der er kommet her til Skandinavien i forbindelse med vikingernes omfattende handel via de russiske flodsystemer.

Dirhem med små hak i kanten. Vikingerne var bange for at blive snydt, så de skar lige i kanten af sølvmønterne for at sikre, at de var massive og ægte.

Mønterne og smykkernes udformning viser, at skatten er sammensat og antagelig nedlagt i tiden omkring 900. Fra denne tid kender vi en del skatte, også fra Fyn, men mange af dem er fremkommet for lang tid siden ved markarbejde. Derfor mangler vi detaljerede oplysninger om omstændighederne ved nedlægningen. Det er derfor en stor videnskabelig gevinst med det nye nordfynske fund, der kan give en masse ny viden om disse forhold.

Ituklippede halsringe og andre smykker kunne også fungere som ”småpenge” i vikingetidens handel.

Der er dog ingen tvivl om, at skatten må have repræsenteret en formue i vikingetiden. Måske er der tale om en storbondes opsparing fra et slidsomt liv i mark og stald – eller måske stammer sølvet fra handels- og plyndringstogter – vi ved det ikke. Nok så påtrængende er spørgsmålet om, hvorfor man har gravet skatten ned – og især hvorfor man ikke har hentet den igen!

Under udgravningen blev det klart, at der ca. 25 fra nedlægningsstedet findes en ikke tidligere registreret, men helt nedpløjet storstensgrav, sikkert en dysse. Den er ganske vist 4500 år ældre end sølvskatten, og som sådan er der ingen direkte sammenhæng mellem de to fortidsminder. Det er alligevel nærliggende at tro, at man har gravet sølvet ned på netop dette sted, fordi storstensgraven lå her i forvejen. Var det mon fordi der lå et vikingehus ved siden af den allerede dengang oldgamle gravhøj, var det fordi man tilbad dem, der var begravet i højen, eller skyldes det, at højen gjorde det let at genfinde nedlægningsstedet?

Disse og mange, mange andre spørgsmål kan vi først få svar på, når præparatet er udgravet og forskellige analyser tilendebragt. Indtil da må vi væbne os med tålmodighed. At beherske den disciplin er for en arkæolog lige så vigtigt som at kunne håndtere en skovl og en graveske!

Saksens kraft

En saks findes vist i alle danske hjem – sikkert i mange forskellige former, der hver især er tiltænkt en bestemt funktion. Saksen er således ikke et redskab, man tillægger nogen særlig betydning – bortset fra, når man skal bruge den og den er væk! Sakse kan nok være dyre, men ikke i samme prisklasse som f.eks. mønstersmedede japanske knive, der hænger til skue i en del moderne køkkener. Sådan har det dog ikke altid været, for i oldtiden kunne saksen være et redskab, man forbandt med betydelig status og som kunne rumme symbolske betydninger.

Man bliver lidt overrasket over, hvor mange sakse der gemmer sig i skuffer og skabe i et helt almindeligt hjem. Bemærk den lille ”oldtidskarsesaks”! Foto: Mogens Bo Henriksen.

På vore breddegrader dukkede saksen op i førromersk jernalder – omkring 100 f.v.t. De første sakse bestod af to separate blade, der var hæftet sammen øverst. Typen, der næppe har været særlig funktionel, kendes især fra overklassens mandsgrave i Vendsyssel, men på Fyn er der også fundet to eksemplarer. Hurtigt blev de toleddede sakse afløst af den langt mere funktionelle bøjlesaks, der er smedet af ét stykke jern. Den form holdt sig gennem resten af oldtiden og langt ind i historisk tid.

Fyns ældste saks er fundet på en jernalderboplads ved Ringe. Saksen har bestået af to skær, der var hæftet sammen øverst på grebet. Mon det er de toleddede sakse, der ligger til grund for den engelske betegnelse ”a pair of scissors”. Foto: Jørgen Nielsen.

Bøjlesaksene er især fundet i rigt udstyrede mandsgrave, og hyppigt sammen med våben. Skal man forestille sig krigere, der havde saksen som ekstra våben på slagmarken? Næppe. Våbengravene fra denne tid kan også indeholde andre former for værktøj og redskaber – f.eks. smedeværktøj eller saddelmagerens karakteristiske læderknive med buet æg. Det må udtrykke en elitegruppes behov for at signalere, at de, udover at være våbenføre, også havde tilknytning til et bestemt håndværk eller erhverv. Mon ikke saksene symboliserer, at deres ejere var succesfulde fåreholdere?

Kort før vor tidsregnings begyndelse blev denne type bøjlesaks introduceret. Denne er fundet i en mandsgrav på en gravplads ved Brudager på Sydøstfyn. Foto: Jørgen Nielsen.

Enkelte kvinder fra datidens overklasse kunne blive begravet med sirligt udsmykkede bronzesakse, hvis funktionalitet ikke har været nær så god som jernsaksene. Derimod har deres symbolværdi været større – det var kun elitens kvinder, der fik dem med i graven. Mon ikke bronzesaksene er et statussymbol for en gruppe af kvinder, der havde overskud til at beskæftige sig med finere tekstilhåndværk i stedet for storproduktion af ”hverdagstøj”?

Stor og kraftig bøjlesaks, lavet af tre sammennittede stykker. Sammen med en tilsvarende er den fundet på gravpladsen Møllegårdsmarken ved Gudme. Den sammennittede type kendes ikke fra andre fund. Begge sakse er bevidst ødelagt som et led i begravelsesritualerne. Foto: Jørgen Nielsen.

I 2.-6. årh. blev miniaturesakse med længder ned til under 3 cm hyppigt medgivet som gravgave over store dele af Europa. Saksene kunne være udført som meget fint håndværk i jern, bronze, sølv eller endog guld, og i mange tilfælde er saksene så små, at en praktisk funktion kan udelukkes. Miniaturesaksene må – ligesom andre miniatureredskaber – tolkes som amuletter, der rummede en symbolik, som ikke er let at tyde på 1500 års afstand. Disse miniaturesakse synes dog ikke rigtigt at være slået igennem nord for Østersøen.

I vikingetiden skete der en mindre udvikling i bøjlesaksens udvikling. Man fandt ud af, at fjederkraften i bøjlen blev øget, hvis man afsluttede grebet i en cirkulær udvidelse. Siden dette fremskridt har bøjlesaksenes form ikke ændret sig væsentligt.

Bøjlesaks med udvidet greb. Fra vikingetidsboplads ved Ejby Mølle nær Odense. Foto: Jørgen Nielsen.

Krydsbladede sakse som dem, vi bruger mest i dag, er en opfindelse, der kan tilskrives romerne, men til vore breddegrader synes formen først at være nået sidst i middelalderen eller endda senere. Her har typen så udviklet sig til de mange, mange former og størrelser, som vi har i skuffer og skabe i dag.

Fåresaks fra 1800-tallet. Nogle fåreholdere foretrækker stadig at bruge dette redskab, når ulden skal af dyrene. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Helt op mod vores tid har saksen spillet en rolle i forbindelse med den overtro, der var knyttet til død og begravelse. Man kunne således placere en saks på eller ved et lig forud for begravelsen, hvis man ville hindre, at afdøde gik igen. Saksens effekt kunne forstærkes, hvis redskabet blev bukket som et kors. Hvis en kvinde døde under graviditeten, kunne hun blive gravlagt med en saks, der var tiltænkt til at kunne anvendes til at overklippe navlestrengen og måske til at hindre, at de gravlagte gik igen. Alt dette ved vi fra folketroen, men at man også handlede herefter, viser et fund fra kirkegården ved domkirken i Odense. Her lå en kvinde med et uforløst foster begravet, og i kisten var anbragt en saks, nåle, en flaske med vand og et par mønter. Den yngste mønt var fra 1722, så i hvert fald så længe har man haft en tro på saksens særlige kraft på Fyn.

Saks, nåle, mønt og flaske med vand fra grav på kirkegården ved Skt. Knuds Kirke i Odense. Foto: Jørgen Nielsen.

 

Hvis du vil vide mere

Beilke-Voigt, I. 1998: Frühgeschichtliche Miniaturobjekte mit Amulettcharakter zwischen Britischen Inseln und Schwarzem Meer. Universitätsforschungen zur prähistorischen Archäologie. Band 51. Bonn.

Henriksen, M.B. 2009: Brudager Mark – en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Bind 1, s. 175 ff. Fynske Jernaldergrave bd. 6, 1-2. Fynske Studier 22. Odense.

Jernalderens hundeofre

Hunden er menneskets bedste ven, siger vi, og i hver fald er det det husdyr, der har fulgt mennesket længst. De første spor efter tamhunde i Danmark er mere end 10.000 år gamle, så antagelig har Fidos forfædre fulgtes med nogle af de første generationer af jægere, der kom til vore breddegrader. Fra at være en betydelig hjælp på jagten efter føden, udviklede den firbenede sig med tiden også til at være vagthund, hyrdehund, partner i kamp og ikke mindst et statussymbol for eliten. At hunden i ældre jernalder tillige indgik i offerhandlinger, viser flere fund fra fynske moser og vandløb.

Skeletter af jernalderhunde er bl.a. fundet i Lindved Å ved Højby, i et mosehul i Åløkkeskoven i den nordlige del af Odense samt to steder i Hygind Bæk på Vestfyn. På et af fundstederne ved Hygind endte mindst 12 hunde – og snarest flere – deres liv i vandet. I alle tilfælde er der tale om store, kraftigt byggede dyr. Tænderne er nedslidte, så hundene havde en høj alder, da de endte i vandet. Der er ingen sikre spor af vold på knoglerne, så vi ved ikke, hvordan de kom af dage – men måske blev de stranguleret, som det også kendes fra nogle moselig.

Et hundekranium på vej op over vandoverfladen i Hygind Bæk – efter at have været druknet i 2000 år. Foto: Morten Fischer Mortensen.

Hundekranierne fra Hygind er utroligt velbevarede trods de mange år i det våde element. Foto: Helle Deichmann.

Sammen med hundeskeletterne er der fundet store mængder af knogler fra tamdyr, især kvæg og får, men også enkelte fra hest. Der er imidlertid tale om yngre individer, og i modsætning til de hele hundeskeletter, er de andre arter kun repræsenteret ved udskæringer fra kødfulde dele af kroppen. I et par tilfælde er der også fundet knogler af hundens bedste ven, mennesket. Blandt knoglerne er der fundet skår af lerkar, der i nogle tilfælde viser spor efter ildpåvirkning. Sammen med kulstof 14-dateringer viser lerkarskårenes form og udsmykning, at dyrene endte i vandet omkring vor tidsregnings begyndelse.

Hygind-hundene havde meget kraftige tænder. Foto: Nermin Hasic.

Fundene fra moser og åer har slet ikke karakter af husholdningsaffald, som vi kender det fra samtidige affaldskuler på bopladserne. Derimod er det sandsynligt, at der er tale om produkter, der stammer fra religiøse handlinger, som ikke nødvendigvis fandt sted i direkte tilknytning til nedlægningsstedet. Måske blev hundene dræbt som led i ritualer, der blev praktiseret ved fester, hvor man tillige tilberedte og indtog kød fra kvæg, får og hest – og hvor mennesker også kunne indgå i offerhandlingerne. Det udstyr, som man anvendte til ritualerne, f.eks. kogekarrene, blev betragtet som ”forurenede” og blev efterfølgende nedsænket i vandet sammen med måltidsrester og de hele hundekroppe.

Hundekranium fra Lindved Å. Bemærk de store kindtænder. Foto: Nermin Hasic.

Vi fornemmer, at der har været tale om frugtbarhedsritualer, men præcis hvilken rolle hunden spillede her, er vanskeligt at gennemskue. I flere religioner betragtes hunden som et dyr med særlige egenskaber, bl.a. kunne den hjælpe den døde til dødsriget og fungere som vagthund ved indgangen hertil. Og i keltisk religion har hunden særlig tilknytning til vand og kult i forbindelse med kilder, der jo netop også kan betragtes som en indgang til det underjordiske. Måske skal vi se på de fynske fund med dette i baghovedet.

Det er tankevækkende, at hundeofringerne netop stammer fra en tid, hvor vi i det arkæologiske materiale kan se, at man begyndte at fremavle flere hunderacer – fra små skødehunde til store kamphunde. Måske fik hunden større eller anderledes betydning i århundrederne omkring vor tidsregnings begyndelse? Det antyder i hvert fald fundene fra moserne – og ikke mindst fra gravene, hvor hundene også dukker op på omtrent samme tidspunkt.

Hundene fra de fynske offerfund var store, kraftige dyr som Broholmeren Tyrk. Den tilhørte Frederik VII, og han havde så nært et forhold til dyret, at den blev udstoppet og nu kan ses på Møntergården. Foto: Ole Lund Jensen.

Hvis du vil vide mere

Gotfredsen, A.B. m.fl. 2017: Animal Sacrifices and Deposits in Inhumation Graves of the Roman Iron Age in Zealand and Funen, Eastern Denmark. Wealth and Prestige 2. Studier i Astronomi – Nyere Tid – Arkæologi Vol. IV, 2017 (s. 191ff). Gylling.

Hatting, T. 1999: Husdyrenes tidligste historie. Odense. (s. 21ff).

Nielsen M.H., M.B. Lundø & K.G. Therkelsen 2011: Den ældre jernalder på Fyn. Fyn i fortiden, bind 1. Odense Bys Museer.

Aaris-Sørensen, K. 1988: Danmarks forhistoriske dyreverden. Fra Istid til Vikingetid. (s. 157ff). København.