Vikingernes hjul

Dele af træbyggede vogne hørte til de mange gode ting, som tørvegravernes spader bragte for dagen i årene under anden verdenskrig. I mosetørvens fugtige og iltfattige miljø var vogndelene ofte særdeles velbevarede, og tørvegraverne genkendte dem let, fordi de på trods af betydelig ælde lignede dele af deres egne køretøjer. Derfor nåede vogndelene også jævnligt ind til museerne – og heldigvis for det.

I sommeren 1946 var et sjak i gang med at grave tørv i en mose ved Fagsted Lung nær Brahetrolleborg på Sydfyn. Her stødte de på dele af to sammensatte egehjul af en blød træsort, sandsynligvis el. Fælgene er i deres nuværende, indtørrede tilstand henholdsvis 14 og 23 cm brede, og de stammer således ikke fra samme hjul eller for den sags skyld fra samme vogn. Fra andre fund, hvor hele hjulet er bevaret, ved vi, at denne hjultype har bestået af fem eller seks fælgstykker, der var samlet af langsgående dyvler – og sådanne ses da også i disse stykker. Det er vanskeligt at beregne størrelsen på Fagsted Lung-hjulene, men i bedre bevarede fund har de en diameter på ca. 100 cm. Sammen med hjuldelene blev der fundet et lerkar og en hvæssesten, som daterer fundet til yngre vikingetid.

Det smalle hjul fra Fagsted Lung med rester af eger samt langsgående dyvler. Foto: Nermin Hasic.

Det brede hjul fra Fagsted Lung med rester af eger. Foto: Nermin Hasic.

I Rynkeby i Ringes nordlige udkant har Museum Odense udgravet en brønd med dele af helt tilsvarende fælghjul, og der består selve fælget af rødel og egerne af eg. I dette fund indgår også en velbevaret vognaksel, og i dette tilfælde kan afstanden mellem hjulene beregnes til ca. 110 cm. Det var nok standard-hjulbredden i den sene oldtid og et stykke ind i middelalderen. Brønden er dateret til 900-tallet og dermed samtidig med Fagsted Lung-fundet.

Hjulfragment fra Rynkeby med tætsiddende eger. Foto: Nermin Hasic.

Sammensatte fælghjul som dem fra de to fynske fund kendes bl.a. fra en fuldt bevaret vogn fra den rigt udstyrede norske skibsgrav fra Oseberg, dateret til 800-tallet. Vognkassen har fantastiske udskæringer og må betragtes som en pragtvogn, der har været anvendt til ceremoniel brug.

Rekonstruktion af vikingetidens enkle arbejdsvogne, som hjulene stammer fra. Efter Schovsbo 1987.

De fynske fund stammer utvivlsomt fra enkle arbejdsvogne, der blev anvendt til transport af varer og materialer. Det er anslået, at de mest solide af disse vogne kunne bære en vægt på 500 kg, når de var forspændt et par stude. Imidlertid kender vi også pragtvogne fra Danmark. I en række ofte rigt udstyrede kvindegrave fra vikingetiden indgår vogne – eller rettere dele heraf. Det er nærliggende at antage, at de gravlagte kvinder fra datidens elite blev begravet med en vogn eller et symbol herpå for at vise deres status. Måske var det vogne, som de havde fået i forbindelse med indgåelse af ægteskab og som siden skulle fragte dem sikkert til dødsriget.

Hjulformet amulet fra Munkebo. Foto: Malene Refshauge Beck.

Fund af hjulformede amuletter af bronze og sølv understreger vognens og hjulets symbolske betydning. Nogle hjulformede amuletter har helt samme udformning som træhjulene, blot med den forskel, at de kun har en diameter på knap et par cm. De hjulformede amuletter har været båret i halskæder, hvor de måske har skullet sikre den kvindelige bærers frugtbarhed samt måske beskytte hendes ufødte barn samt sikre held og lykke på rejsen. Måske har amuletterne været et fysisk symbol på Freja, der var gudinde for netop disse områder.

Hjulformet amulet fra Vinding. Foto: Malene Refshauge Beck.

Og med den fortolkning af amuletterne kan man alligevel godt sige, at vikingerne fejrede hjul!

 

 

Hvis du vil vide mere

Henriksen, M.B. 2023: Vikingevogne fra Fagsted Lung. Stavn 2023, s. 14-20.

Petersen, P.V. 2023: Wheels for Freyja’s Chariot? Wheel-shaped Pendants from the Viking Age. I: L. Gardeła, S. Bønding & P. Pentz (red.): The Norse Sorceress. Mind and Materiality in the Viking World, s. 463-478. Oxford.

Schovsbo, P.O. 1987: Oldtidens vogne i Norden. Arkæologiske undersøgelser af mose- og jordfundne vogndele af træ fra neolitikum til ældre middelalder. Bangsbomuseet.

Fortidsfløjter

Lige gyldigt hvor umusikalsk man er, er det nok kun de færreste, som kan forestille sig et liv og en hverdag uden musik i en eller anden form. Sådan har det tilsyneladende været til alle tider, for de ældste sikre musikinstrumenter er 35-40.000 år gamle benfløjter fra Centraleuropa. Dem, der fløjtede på disse instrumenter, gik også på jagt efter mammut, uldhåret næsehorn og andre istidsdyr. Også på vore breddegrader er der fundet benfløjter, om end ikke helt tilbage fra istiden.

Benfløjte fra Næsbyhoved voldsted i Odense. Foto: Museum Odense.

I Museum Odenses samling indgår flere ret ens fløjter, der er lavet af rørknogler. De fleste er mellemhånds- eller mellemfodsknogler fra får eller ged, men kraftige rørknogler fra gæs kan også være anvendt. Fløjterne er lavet ved, at man har bortskåret det meste af knoglernes ledender, og dernæst boret 3-4 tonehuller samt udskåret et blæsehul på oversiden. To af stykkerne har kun blæsehul, hvilket viser, at fløjterne kan have haft forskellige funktioner. Ingen af dem har fingerhul på undersiden. I indblæsningshullet har der været indsat en nu forsvundet kile af træ eller voks – den såkaldte blok – for at styre luftstrømmen på dens vej mod blæsehullet og tonehullerne. Bortset fra disse enkle huller er overfladen på stykkerne kun let bearbejdet, så det har næppe taget lang tid at frembringe de simple instrumenter af måltidsrester eller slagteaffald.

En af fløjterne er fundet på middelalderborgen Næsbyhoved Slot ved Odense, og den kan derfor dateres til tiden mellem ca. 1200-1550. Nogenlunde samtidige er fløjter fra en brønd ved H.C. Andersens hus og fra Skomagerstræde i Odenses bymidte. Et eksemplar fra Ørsted på Vestfyn synes at være et par århundreder yngre.

Fløjte fra Refsvindinge på Østfyn. Foto: Museum Odense.

En fløjte fra Refsvindinge på Østfyn minder meget om stykkerne fra Odense, men som et løsfund er den vanskelig at datere præcist. Også den kan være fra middelalderen, men den kan også være langt ældre. Ved Vesterbølle nær Aars i Vesthimmerland har man i en grav fra sen førromersk jernalder (ca. 150-1 f.Kr.) fundet en lignende fløjte, men kun med tre huller. Den var skåret ud af en knogle fra et rådyr. Måske kan den østfynske fløjte også være helt tilbage fra jernalderen.

Fløjten fra Ørsted på Vestfyn er lavet af en overarmsknogle fra en gås. Foto: Nermin Hasic.

Fløjter har man utvivlsomt også lavet af træ – f.eks. simple pilefløjter – men sådanne er naturligvis for længst gået til. Vi kender dog få heldige fund af blæseinstrumenter af træ fra jernalderen. I moser og brønde har man fundet nærmest klarinetlignende instrumenter. Disse betegnes lurer, men skal ikke forveksles med bronzealderens snoede blæseinstrumenter af bronze. De to typer af instrumenter har dog det tilfælles, at variationer i den lyd, der kan frembringes, dannes af blæserens læber.

Fløjten fra området ved H.C. Andersens hus har kun et lydhul på oversiden. Foto: Nermin Hasic.

Avancerede melodier kunne man ikke fremtrylle på disse fløjter og lurer. Det var heller ikke nødvendigt, hvis formålet var at give et klart signal under jagt og på slagmarken, eller ved hyrdens arbejde med fåreflokken. Til at skabe et enkelt lydunivers ellersom rytme- og stemningsskabere ved ritualer og processioner var de simple blæseinstrumenterne også tilstrækkeligt – måske akkompagneret af trommer som vi kender helt tilbage fra bondestenalderen.

Fløjten fra området omkring Odense Rådhus gik måske i stykker under fremstillingen. Foto: Nermin Hasic.

Vi skal helt frem til vikingetiden, før vi møder mere avancerede instrumenter som sækkepiber og lyrer i det arkæologiske materiale. Hermed opstod også et mere raffineret melodiunivers – ja, man kan sige, at nu fik piben en anden lyd.

 

 

Hvis du vil vide mere

 

Ebbesen, K. 1974: Tragtbægerkulturens trommer. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1972, s. 187-194.

Ilkjær, J. 2002: Blæsehorn. Skalk 2002:4, s. 16-17.

Jensen, X.P. 2021: Fløjtespilleren og hans hund. Skalk 2021:2, s. 18-23

Rostholm, H. & E.A. Wessberg 1998: Gjallarhorn. Skalk 1998:6, s. 5-9.

 

 

Hvordan et sving med cyklen i 1983 kom til at definere min karriere

Midt i sommerferien 1983, helt præcis tirsdag den 19. juli, var jeg på cykeltur fra hjembyen Ringe på Midtfyn for at besøg min mormor i den nærliggende landsby Espe, hvor jeg var vokset op. Lidt uden for Espe opdagede jeg, at en gravemaskine havde afgravet mulden i et ca. 5 m bredt bælte tværs gennem landskabet. Her skulle en naturgasledning finde sit sidste hvilested.

Jeg gik på det tidspunkt i gymnasiet, men var lidenskabeligt opslugt af arkæologi, så jeg tænkte straks, at gravemaskinen kunne have afdækket hidtil ukendte fortidsminder. Tanken om familiebesøg blev midlertidigt udskiftet med jagt på arkæologiske levn, da cykelruten blev forlagt fra asfaltvejen til gastracéet. Flere steder var der afdækket mørke, trækulsholdige pletter i det lyse istidsgrus – men et sted var der en særlig tæt koncentration, som fangede amatørarkæologens interesse.

Såkaldt fodbæger, som overlevede turen på ligbålet og siden næsten 2000 års ophold i jorden. Foto: Museum Odense.

Cyklen blev parkeret, og pletterne taget i nærmere øjesyn. Det vrimlede med skår af oldtidslerkar, og mellem disse lå små, hvidbrændte knoglestumper. Jeg vurderede straks, at der måtte være tale om brandgrave fra jernalderen, og at disse ville blive ødelagt, når gasledningen skulle graves ned. Op på cyklen igen og ned til mormor, hvorfra der blev telefoneret til Fyns Stiftsmuseum – nu Museum Odense – som siden skulle blive min arbejdsplads i årtier.

Lille drikkebæger. Foto: Museum Odense.

På museet forstod de straks, at vigtige fortidsminde var truet af anlægsarbejdet, og den følgende dag rykkede museumsfolkene ud for at redde indholdet i de afdækkede grave. Over et par dage blev der undersøgt en snes brandgrave – altså grave, hvor liget er brændt – og heldigvis fik jeg lov til at være med. Sammen med resterne af de afdøde havde man begravet lerkar samt redskaber af jern – og som noget meget usædvanligt et sværd og to lansespidser. Den hellige arkæologiske ild var nu for alvor tændt i gymnasieeleven!

Artikel fra Fyns Amts Avis om fundet af Espe Nord-gravpladsen i juli 1983.

Lerkar med fin stregornamentik. Kun dele af karret var lagt i graven. Foto: Museum Odense.

Museet udarbejdede en grundig rapport over fundene fra jernaldergravpladsen, og den blev studeret nøjere end skolebøgerne efter ferien. Dernæst – og sammen med en lige så arkæologiinteresseret kammerat – blev jagten nu indledt på den boplads, som måtte høre til gravpladsen. Den blev da også fundet nogle år senere ved afsøgninger af en mark nogle hundrede meter borte.

Lansespids, sammenbøjet før nedlægning i graven. Foto: Museum Odense.

 

Halvmåneformet jernkniv til skindarbejde. Foto: Museum Odense.

Espe Nord, som gravpladsen kom til at hedde, blev ved at kredse i mine tanker, og da jeg siden begyndte på arkæologistudiet blev der som ansat på museet i Odense mulighed for at vende tilbage til stedet og undersøge grave, som lå uden for gastracéet. Efter flere kampagner lykkedes det at afdække hele gravpladsen, som har indeholdt mindst 57 grave fra ca. 500 f.Kr.-ca. 100 e.Kr. Det kunne konkluderes, at der var tale om en familiegravplads gennem ca. 600 år, og at i gravpladsens sidste generationer var tre mænd begravet med deres våben. Andre havde fået personligt udstyr eller redskaber med i graven – og alle skår af lerkar eller hele lerkar.

Arkæologistuderende Mogens Bo Henriksen på udgravning på Espe Nord-gravpladsen 1990. Foto: Charlotta Lindblom.

Gravenes indhold blev virkelig nærstuderet, og der opdagede jeg en mængde variationer, som pirrede nysgerrigheden yderligere. Efter grundige litteraturstudier kunne det konstateres, at variationerne kunne genfindes på en lang række andre gravpladser i Fyn såvel som resten af landet. Det gav anledning til en række spørgsmål: Hvorfor var solide jernredskaber deformerede før gravlæggelsen, var det sket på ligbålet eller efter kremeringen? Hvorfor var nogle lerkar kun repræsenteret med enkelte skår og ikke af hele karret? Hvor var de døde brændt, hvordan var det foregået, hvor meget træ skulle der til for at kremere et lig? Hvorfor havde man anlagt gravpladsen lige her – og hvordan var gravpladsens relation til bopladsen? Disse og mange andre problemstillinger forsøgte jeg at dykke dybere ned i under mine studieår på Århus Universitet, og specialeafhandlingen fra 1995 kom da også til at handle om jernalderens grave. I årenes løb blev der skrevet en række småartikler, der bl.a. tog udgangspunkt i fundene fra Espe Nord-gravpladsen, og i 2009 blev det til et omfattende bogværk om fynske gravfund fra jernalderen. Der indgik fundene fra Espe også!

Enægget hugsværd, som blev bøjet sammen efter at det havde været på ligbålet. Foto: Museum Odense.

Lansespids med indlægninger i form af en pileformet figur, halvmåne, cirkel og swastika. Foto: Museum Odense.

I 2016 indleverede jeg en ph.d.-afhandling til Københavns Universitet med titlen ”Bålets betydning. Ligbrænding i Danmarks oldtid belyst ved arkæologiske fund og ligbrændingseksperimenter.” Her sammenfattede jeg resultaterne af mere end 30 års intensive studier i oldtidens brandgrave og ligbrænding. Afhandlingen var baseret på detaljerede studier af hundredvis af især fynske gravfund, men også på eksperimenter med kremering af svinekroppe. Disse forsøg tog udgangspunkt i spørgsmål, som var affødt af undersøgelsen af brandgravenes indhold – og det hele startede med gravene fra Espe Nord!

Eksperiment med kremering af en svinekrop som led i de studier, der var affødt af undersøgelserne af Espe Nord-gravpladsen. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Livet er fyldt af tilfældigheder, og det er spøjst at tænke på, at flere årtiers opslugthed af oldtidens brandgrave og ligbrændingsskik startede lige i det øjeblik for 40 somre siden, da jeg drejede cyklen fra asfaltvejen og ind i en grøft i en midtfynsk kornmark!

 

Hvis du vil vide mere

Henriksen, Mogens Bo 2009:  Brudager Mark – en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Bind 1-2. Fynske Jernaldergrave bd. 6, 1-2. Fynske Studier 22. Odense. 844 sider.

Henriksen, Mogens Bo 2015: Kenotafer, ødelagte grave eller ofringer? Deponeringer og andre aktiviteter på ældre jernalders gravpladser. I: P. Foss & N. Algreen Møller (red.): De dødes landskab. Grav og gravskik i ældre jernalder i Danmark. Beretning fra et colloquium i Ribe 19.-20. marts 2013. Arkæologiske Skrifter 13, s. 183-214. København.

Henriksen, Mogens Bo 2019: Opslugt af bål. – et forskningsprojekt om oldtidens ligbrændingspraksis. Årbogen Odense Bys Museer 2019, s. 74-87.

BEGRAVET MERE END ÉN GANG

”Hvil i fred”, står der på mange gravsten på nutidens kirkegårde. Hensigten med begravelsen er således, at den dødes krop skal blive til ”støv” og ligge uforstyrret til Dommedag. Historien viser imidlertid mange eksempler på, at den døde kan være gravet op – for igen at blive begravet – og nogle tilfælde er det endda sket flere gange. Vi arkæologer åbner jo også fortidens grave og tager skeletterne op – ikke for at genbegrave dem, men for at studere dem i detaljer. At det ikke altid har været sådan, bringes der nogle eksempler på i det følgende.

Pryddyssen, som blev rejst over lerkarret med de brændte menneskeknogler fra Bregnebjerg-gravpladsen. Foto: Mogens Bo Henriksen

I 1930erne undersøgte skolelærer Alfred Pedersen en jernaldergravplads på bakken Bregnebjerg ved Sønder Højrup mellem Ringe og Odense. Også i dette tilfælde blev de brændte knogler af de afdøde genbegravet, men først blev de samlet sammen og lagt ned i en glaseret lerkrukke. Den blev gravet ned på bakkens top, og herover blev rejst et monument i form af en lille stendysse. Den poetisk anlagte lærer skrev et digt, som blev mejslet ind i dyssens overligger, hvor man stadig kan læse den.

Lærer Pedersens digt på Bregnebjerg-gravpladsens pryddysse. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Ved en skov ved Gammel Brydegård på Sydvestfyn ligger en velbevaret gravhøj. I 1961 kunne en feriegæst ikke modstå fristelsen til at sætte skovlen i højen, og nær toppen fandtes et lerkar, der var dækket af en flad sten. I karret lå brændte ben og lidt bronze – der var altså tale om en urnegrav fra yngre bronzealder. Lerkarret blev indleveret til Nationalmuseet, mens benene blev genbegravet i en urtepotte! Knap 15 år senere blev denne gravet op på initiativ af Museum Odense og højen retableret. Herefter kunne knoglerne så bestemmes af en antropolog: De stammer fra en voksen person, antagelig en mand. Nu hviler knoglerne trygt på retsmedicinsk institut i København!

En af Nationalmuseets genbegravede bensamlinger på Bregentved-gravpladsen. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Da Museum Odense omkring 1990 undersøgte en jernaldergravplads på gården Bregentved nær Ringe Sø, blev der afdækket flere områder med store mængder af brændte menneskeknogler. Mellem disse lå gravgods som glasperler, bronzesmykker og terninger, der var lavet af ben. Først senere blev vi klar over, at vi ikke stod overfor en særlig variation af jernalderens grave, men derimod spor af kolleger, der havde gravet på stedet 70 år tidligere. I 1912 undersøgte Nationalmuseet nemlig dele af gravpladsen og fandt en mængde velbevarede urnegrave. Det var kun urnerne selv og deres indhold af gravgods, man var interesseret i. Urnernes indhold af rester af den gravlagte blev tømt ned i udgravningsfeltet, men desværre gik det så stærkt, at man overså en del af gravudstyret! Det er en ringe trøst, at vi kunne finde det senere, for i dag kan vi ikke knytte genstandene til specifikke grave.

Bronzefibula, overset ved Nationalmuseets udgravning på Bregentved-gravpladsen. Foto: Jørgen Nielsen.

Benterning, som ikke blev fundet ved Nationalmuseets gravning på Bregentved-gravpladsen. Foto: Jørgen Nielsen.

Under grusgravning omkring 1905 i bakken Bøgebjerg på den vestlige del af Tåsinge fandtes to urner. Nænsomt blev de taget op og bragt til lokalhistorikeren Sørens Lolks ejendom, Vejlegården, en halv km mod syd. Her blev de placeret i en trækasse, som blev begravet i haven, og en ”pryddysse” blev opført herover. Heldigvis nedskrev Søren Lolk historien i sin dagbog, der i 1970erne blev nærstuderet af lokale amatørarkæologer. Efter aftale med Museum Odense lavede de nu en omhyggelig undersøgelse af pryddyssen for at se, om historien holdt vand – og minsandten om de ikke fandt de formuldede rester af trækassen. Mellem træsmulerne fandtes de to urner, den ene i skår, som det også var tilfældet ved den første fremgravning, men den anden endnu hel trods genbegravelsen. Urnerne blev bragt til museet, hvor det intakte kar forsigtigt blev tømt. Udover knogler af et ca. 6-årigt barn indeholdt urnen en bronzenål. Denne og karrenes form viser, at gravene er fra yngre bronzealder (ca. 800 f.Kr.).

Foto af Vejlegården 1950. Pryddyssen med de to bronzealderurner ses nederst til højre i havens græsplæne. Foto: Sylvest Jensen Luftfoto; Det Kgl. Bibliotek.

De to bronzealderurner fra pryddyssen på Vejlegården. Fra Thrane 2004.

Bronzenålen fra den intakte urne fra pryddyssen. Foto: Museum Odense.

Når vi arkæologer i dag undersøger begravelser fra oldtid og middelalder, er vi meget omhyggelige med at registrere, indsamle og bevare rester af den gravlagte. Det har selvfølgelig baggrund i etiske overvejelser, men formålet er ikke, at de menneskelige rester skal genbegraves, som det stadig praktiseres i en række lande. Knogler, tænder, hår og andre rester af afdøde er nemlig en særdeles vigtig kilde til at få viden om fortidens leveforhold, sygdom, slægtsforhold, dødsårsager, kost og meget mere. Man kan blot nævne den viden, som analyser af grundstoffer i Egtved-pigens hår eller moseligenes maveindhold har givet om livet i bronze- og jernalder. Eller vikingeskelettet fra Otterup, som ved hjælp af DNA-analyser pludselig blev i familie med et skelet fra en vikingegrav i Oxford – og Koelbjerg-kvinden der blev til Koelbjerg-manden!

Derfor er det også meget ærgerligt at tænke på, at man indtil starten af 1900-tallet ofte genbegravede eller kasserede skeletter og især brændte menneskeknogler fra arkæologiske udgravninger. Meget vigtige data er gået tabt på den måde. Adskillige moselig med det enorme videnskabelige potentiale, som de indeholder, er også mistet, når man i tidligere tider gav de gamle hedninge en god, kristen begravelse på nærmeste kirkegård. Det var således det, der skete med et moselig med hud, hår og dragt fra Roesskov ved Odense (se tidligere blogopslag herom: https://blog.museumodense.dk/mogens-bo-henriksen/et-moselig-i-skt-knuds-kirke/).

Genbegravelserne af skeletterne skete først og fremmest, fordi man ikke mente, man kunne hente væsentlig ny viden ud af de gamle ben. I dag har er den fysiske antropologi udviklet betydeligt, og dette kombineret med mange nye analysemetoder gør, at vi i dag betragter fortidens skeletter som en af de væsentligste kilder til ny viden ved arkæologiske udgravninger. Når vi ikke genbegraver skeletterne, skyldes det, at vi også har erkendt, at man med fremtidige analysemetoder vil kunne hente endnu mere viden fra materialet. Og den viden kan ikke kun bruges til at få dybere indsigt i fortidens mennesker og leveforhold. Analyser af oldtidens og middelalderens skeletter kan også give viden, som kan anvendes i nutidens medicinske forskning. På den måde kan studier af forfædrenes ben bidrage til forståelse af nutidens sygdomme og udvikling af behandlinger af disse.

Hvis du vil vide mere

Albrectsen, E. 1956: Fynske jernaldergrave bd. II. Ældre romersk jernalder. København. (s. 63ff om Bregnebjerg).

Henriksen, M.B. 2008: Forsvundne moselig. Skalk 2008:4, s. 8-13 (om moselig i Skt. Knuds kirke).

Henriksen, M.B. 2015: Kenotafer, ødelagte grave eller ofringer? Deponeringer og andre aktiviteter på ældre jernalders gravpladser. I: P. Foss & N. Algreen Møller (red.): De dødes landskab. Grav og gravskik i ældre jernalder i Danmark. Beretning fra et colloquium i Ribe 19.-20. marts 2013. Arkæologiske Skrifter 13, s. 183-214. København. (s. 186ff om Bregentved).

Jensen, V. 1977: Sådan gjorde vi på Tåsinge. Harja 1977, s. 2-5. (om Bøgebjerg/Vejlegården).

Thrane, H. 2004: Fyns Yngre Broncealdergrave, bind 1-2. Fynske Studier 20. Odense. (s. 49 om Gammel Brydegård, s. 296 om Bøgebjerg/Vejlegården).

Wienberg, J. 2007: Kanon og glemsel. Arkæologiens mindesmærker. Kuml 2007, s. 237–282. (s. 267f om Bregnebjerg).

Den ældste afbildning af fynboer?

Stenalderens jægere og fiskere dekorerede gerne overflader på smykker, redskaber og våben med fint indskårne eller indborede mønstre. Nu og da har de også afbildet dyr – i nogle tilfælde endda udskåret i rav. Derimod var de særdeles karrige med at afbilde deres medmennesker, og når det skete, havde personskildringerne stiliseret eller symbolsk karakter. Måske var der ligefrem tabuisering forbundet med at gengive mennesker i naturalistiske fremstillinger?

Ravsmykke i Nationalmuseets samling med stiliseret menneskefigur. Efter Müller 1896.

I Museum Odenses samling indgår et af de sjældne eksempler på afbildninger af mennesker fra jægerstenalderen. Afbildningerne findes på et spatelformet redskab af ben, som har indgået i museets samling siden midten af 1800-tallet. Dengang var man desværre ikke altid omhyggelig med at få nedskrevet oplysninger om genstandenes proveniens, så vi ved faktisk ikke, hvor redskabet er fundet – men antager dog, at det er på Fyn.

Foto af den spatelformede bendolk. Bemærk den oprindelige sorte belægning i hullerne, især på stykkets bagside. I nogle huller ses hvidt stof – som er mel fra et gammelt forsøg med at fremhæve ornamentikken! Foto: Nermin Hasic.

Benredskabet er spatelformet og 16,1 cm langt med let asymmetrisk omrids. Det er skåret ud af en kraftig rørknogle, sikkert fra en kronhjort. Store dele af knoglens naturlige overflade har langsgående ridser, der viser, at det er skrabet glat med et flækkeredskab. Bagenden har en let konkav indskæring, og tæt herved ses en gennemboring. I den modsatte ende mødes de to langsider i en afrundet od. Kanten langs den rette langside er afrundet, mens kanten langs den skrå langside er mere skarp og har karakter af en egentlig æg.

Langs redskabets skarpe længdekant ses slidspor, som har berørt en del af ornamentikken, og det viser, at der ikke bare er tale om en kunstgenstand, men et brugsredskab. Lignende redskaber kendes fra store dele af jægerstenalderen, og det er foreslået, at der er tale om knive, der har været anvendt til at flå skind af dyrekroppe. Min egen erfaring med pelsning af dyr taler ikke mod en sådan tolkning. På moderne flåknive af stål genfinder man da også redskabets afrundede od, der modvirker perforering af skindet under flåningen.

Tegning af det ornamenterede benredskab fra Sophus Müllers første fremlæggelse af stykket fra 1896. Når man sammenligner med fotografiet, er det tydeligt, at der er tale om en meget præcis gengivelse.

Det er imidlertid udsmykningen på de to bredsider, der gør stykket særlig interessant. Ornamentikken dækker begge bredsider på nær et 5-5,5 cm langt område ned mod odden, hvor overfladen er helt glatskrabet. Udsmykningen er konsekvent og præcist udført med grupper af små, ensartede, koniske borehuller, utvivlsomt lavet med en sylespids flintflække.

Figurerne på den ene side forestiller fem personer på række, de fire med armene hævet over hovedet. En af dem har en 8-tals-formet, tværstillet udvidelse på overkroppen, hvilket den femte person også har – denne har til gengæld ingen arme eller hoved! Kan disse udvidelser på kroppen mon være – og da store – bryster, således at disse figurer forestiller kvinder? Er de tre bagerste figurer så mænd? De fire bagerste figurer ser ud til at have to sæt ben, men hvad det hele skal betyde, er vanskeligt at forstå. Personernes fremtræden kan tydes som om de deltager i et optog eller en dansescene.

På den anden side er der figurer, som er vanskeligere at afkode, men det er foreslået, at de forestiller en person med en geviropsats på hovedet samt en hund og fugle. En entydig udredning af motivet er dog vanskelig at give, men måske forestiller det en jagtscene.

I mange af de indborede huller sidder rester af et sort materiale. Der kan være tale om beg, som har været anvendt til at fremhæve motivet mod benvævets oprindeligt lyst gule farve. Noget lignende ser man også af og til på jægerstenalderens ravsmykker. Det var altså vigtigt, at motivet skulle være synligt for andre end ejeren.

Den berømte kølle af en urokseknogle fra Ryemarksgård på Sjælland. Også på dette stykke ses et optog med personer – måske både mænd og gravide kvinder. Foto: Lennart Larsen, Nationalmuseet.

Som nævnt kendes lignende bendolke fra store dele af jægerstenalderen, men kun få med beslægtet ornamentik, fremstillet med boreteknik. Disse ser ud til at høre til den allersidste del af jægerstenalderen, Ertebøllekulturen, og det gælder sikkert også stykket i Museum Odenses samling. Det er dermed 6-7000 år gammelt, og hvis antagelsen om, at bendolken, er fundet på Fyn er korrekt, kan vi stå overfor den ældst kendte afbildning af fynboer.

 

Hvis du vil vide mere

Brinch Petersen, E. (i tryk): Lots of dots. I: Publikation fra konferencen: International & Interdisciplinary Conference “Mesolithic Art – Abstraction, Decoration, Messages”, Halle (Saale), Germany, 19th -21 September 2019. (i tryk, forventet udgivelse 2023).

Henriksen, M.B. To ornamenterede pragtstykker. Fynboer & Arkæologi 2023, nr. 1, s. 18-22.

Müller, S. 1896. Nye stenalders Former. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1896, s. 303-419.

Et glasbæger af ler

I århundrederne efter vor tidsregnings begyndelse havde de germanske folkeslag, der bl.a. boede i det område, vi nu kalder Danmark, tætte kontakter til romerske håndværkere og handelsmænd. På værksteder hele vejen langs Limes – det enorme romerske riges nordgrænse – lå glaspusterier og værksteder, der fremstillede kar af bronze. Glasbægre, glasperler, bronzekar mv. var eftertragtede luksusvarer og højstatussymboler her mod nord, og varerne blev da også givet som alliancegaver til individer eller persongrupper, som romerne og deres nære allierede tæt uden for rigets grænse, ønskede at stå på god fod med.

Lerbægeret fra en sydvestfynsk jernaldergrav er 8,8 cm højt. Det har skønsmæssigt rummet knap 2 deciliter, så det har nok været overkommeligt at tømme det i ét drag Foto: Nermin Hasic.

Fra gravfund i nutidens Danmark ved vi, at eftertragtede romerske luksusvarer nåede herop i ret stort antal, men her blev de fortrinsvis cirkuleret blandt samfundets elite. På denne måde kunne eliten signalere deres internationale forbindelser og kendskab til romersk skik og brug. Den brede befolkning, der boede uden for datidens kraftcentre som f.eks. Gudme på Sydøstfyn, Himlingøje på Sydøstsjælland og Sorte Muld på Bornholm, måtte misundelige se til, mens fyrsten og hans hird med deres masseproducerede drikkeudstyr efterlignede romerske orgier. Fint skulle det være!

Et sydøsteuropæisk glasbæger og en hjemlig kopi i ler – begge fra Sejlflodgravpladsen i Nordjylland. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Selv om man ikke havde en social position, der tillod en at få fingrene i et romersk drikkebæger, kunne man sagtens sende et signal om, at man kendte til bægrenes funktion og særlige symbolik. Ved at omsætte en fremmed form og dekoration i et lokalkendt materiale og fremstillingsteknik var man lidt ”med på moden” – eller i hvert fald flashede man, at man kendte til tidens modetrends.

Det er i hvert fald den bedste forklaring vi kan give på nogle af de i øvrigt ikke særligt talrige lokalt fremstillede lerkar, der klart efterligner, kopierer – eller er inspireret af – samtidige glas- og metalkar fra Romerriget eller fra egnene nord for Sortehavet – nutidens Ukraine. Særligt tydeligt er det med et spidsbundet lerbæger, der er fundet i en grav fra 4. årh. ved Alenbækhuse nær Glamsbjerg på Sydvestfyn.

En pokal af ler fra en midtfynsk jernaldergrav. Inspirationen til formen skal søges blandt luksuriøse romerske sølvbægre. Foto: Jørgen Nielsen.

I 2.-5. årh. kom ret betydelige mængder af luksusvarer til Fyn fra Romerrigets grænseegne, men også fra Sortehavsegnene. Antagelig passerede hovedmængden af disse varer, der udover glas- og bronzekar, også omfattede statuetter, råmetaller, glasperler samt sølv- og guldmønter, gennem datidens økonomiske, politiske og religiøse kraftcenter ved Lundeborg og Gudme. Herfra blev et udvalg af statusgenstandene viderefordelt fra Gudmes elite til deres nære allierede i baglandet, særligt til områderne omkring Ringe og Odense.

Andre dele af Fyn, især den vestlige og sydlige del, fik ikke i samme omfang andel i de fremmede luksusvarer. Det var ikke fordi disse egne var ubeboede, langt fra, for vi kender talrige bo- og gravpladser herfra, og det den sydvestfynske Alenbækhuse-gravplads et godt eksempel på. Der er heller ingen tvivl om, at man havde kontakt til og sikkert stod i et tæt forhold til det regionale rigdomscenter i Gudme. En andel i deres eksotiske glas- og bronzekar fik man altså ikke.

Romerske sølvpokaler fra Valløby på Stevns. Det var former som disse, lokale keramikere efterlignede. Foto: John Lee, Nationalmuseet.

Selv om man ikke havde adgang til elitens luksusvarer af metal og glas, kunne man godt signalere, at man kendte til disse statusobjekter – og måske til de ritualer, der fulgte med brugen af dem. Måske er det forklaringen på, at en sydvestfynsk pottemager omkring år 400 omsatte en kendt og meget eksotisk form på et glasbæger til lokale råvarer og teknikker. Måske var pottemageren en kvinde, der var tilgiftet fra et område, hvor hun havde set de koniske glasbægre i brug. Eller måske har en mand, som havde været på handels- eller krigstogt til sydøstlige egne og der mødt den fremmede bægerform, fået lavet en efterligning hos den lokale pottemager ved hjemkomsten.

Om det er den ene, anden eller tredje forklaring, der er årsagen til Alenbækhuse-bægrets fremstilling, får vi aldrig opklaret, så i stedet må vi nøjes med at fascineres over karrets særegne form og udtryk på samme måde som ejerens fæller givet har gjort det for 1600 år siden.

 

Hvis du vil vide mere

Hegewisch, M. 2005: Germanische Adaptionen römischer Importgefäβe. Bericht der Römisch-Germanischen Kommission. Band 86, s. 197-348.

Henriksen, M.B. 2009: Brudager Mark – en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Fynske Jernaldergrave bd. 6,1-2. Fynske Studier 22. Odense (om romersk jernalder og især periodens gravfund på Fyn).

Henriksen, M.B. 2022: Et glas af ler fra jernalderens Alenbækhuse. Tilforn 2022, s, 11-17.

Stidsing, E. 2008: Imitationer af frankiske glasdrikkebægre fra yngre jernalder. Årbog Kulturhistorisk Museum Randers 2008, s. 30-37.

Et moderne middelaldersværd

Som arkæolog bliver man præsenteret for mange spøjse genstand gennem år og dag, når private ringer og fortæller om deres fund. Det, der lyder som noget helt ordinært, kan vise sig at være fantastisk – og omvendt kan det, der umiddelbart forekommer at være et arkæologisk scoop vise sig at være en fuser. I sidstnævnte tilfælde kan genstanden dog alligevel have en stor fortælleværdi – ikke mindst for finderen.

Støbejernssværdet fra den nordfynske gravhøj

En oktoberdag ringede museumsinspektørens telefon og en mandsstemme meddelte, at han sad med et sværd, der var fundet i en gravhøj på Nordfyn. Sværdet var fundet, da drenge legede på højen for ca. 30 år siden – så meddeleren var noget brødbetynget over, at museet først blev kontaktet nu, for han vidste, at noget sådan burde man aflevere. Drengene skulle have stukket armen ind i et hul i højen og dernæst have trukket det intakte sværd ud – det lød næsten for godt til at være sandt. Det viste sig da også at være tilfældet!

Detalje af grebet på sværdet – alt er støbt ud i ét, herunder pyntenitterne!

Der blev aftalt et møde med personen bag stemmen, og han mødte op på museet med en plastiksæk, der tydeligvis indeholdt en større genstand. Ud af en sæk til genbrugsmaterialer trak han dernæst et sværd, der umiskendeligt lignede et enhåndssværd fra ældre middelalder – men noget var galt. Straks da museumsinpektøren fik det i hånden, kunne det mærkes, at vægten var ”forkert”, ligesom klinge og greb, herunder udsmykning, var lavet ud i ét og i samme materiale. Et let slag med en kno på klinge og greb viste da også, at stykket var hult, og små huller afslørede, at der var tale om støbegods.

Støbning af jern begyndte man først på efter middelalderen – og sværd blev ikke støbt, de blev smedet! En støbt klinge ville smadres, første gang den ramte en ridders rustning. Der måtte derfor være tale om en genstand, der var fremstillet længe efter, at formen var gået ud af mode – og med henblik på pynt og ikke praktisk brug.

Jerndolk, antagelig fra Voss’ jernstøberi i vejle. Foto: Lars Jacobsen.

Da interessen for fortiden voksede i befolkningen sidst i 1800-tallet og starten af 1900-tallet, blev ornamenter og former fra oldtid og middelalder populære ved udsmykning af kunsthåndværk. Idérige fabrikanter fandt på at anvende moderne teknologi til at lave alt fra komfurer til brevknive, der var prydet i oldnordiske stilarter. Især blev det populært at massefremstille genstande ved støbning i jern, og bl.a. jernstøberiet Voss i Vejle var leveringsdygtig i sådanne produkter.

Fæsteknappen på jerndolken – på ægte bronzealderdolke er denne knop altid sirligt ornamenteret. Foto: Lars Jacobsen.

Indimellem endte de ”falske oldsager” i jorden – hvor de senere er fundet ved mark- og havearbejde, for så at finde vej til museerne. Materiale, fremstillingsteknik og sammenblanding af stilarter, der ikke sjældent involverer blanding af bronzealderens spiralornamentik og vikingetidens runer, viser dog straks, at der er tale om moderne genstande.

Til denne gruppe hører utvivlsomt ”middelaldersværdet” fra den nordfynske gravhøj, og historien bag er sikkert den, at et par drenge har taget et prydsværd med ud for at lege kriger – og så har det været nærliggende at skjule sig i eller bag en storstensgrav. Her gemte man måske sværdet – hvorfor det ikke blev hentet igen, kan man jo kun gisne om. Men lige netop der har det falske middelaldersværd jo i grunden meget tilfælles med mange ægte genstande fra oldtid og middelalder.

 

Hvis du vil vide mere

Johansen, E. 1983: “Til Pryd i alle de nordiske Hjem”. Omkring den ‘oldnordiske stil’. Købstadsmuseet “Den gamle By”. Årbog 1983, s. 71-104

Ritzau, M. 1993: Oldnordisk Dragestil – en epoke hos Voss. Vejle Amts Årbog 1993, s. 11-26.

At drikke til pas

I 1880 modtog Museum Odense et skåret glasbæger, som var fundet ved udgravning af grunden til byens nye rådhus på Flakhaven. Giveren var arkitekt Niels J.E. Schwanenflügel, der var tilsynsførende på det prestigefyldte og fremmedartede nybyggeri i middelalderbyens absolutte centrum.

Glassets randparti er let skåret, og det er brudt i to stykker. Oprindeligt har det været knap 25 cm højt. Kummen er let konisk og den solide fod har form som en flad keglestub. Glasset har en gennemsigtig, lys grønlig farve, og den afspejler mineralindholdet i de råvarer, som glasset er lavet af. På kummens yderside ses to steder en i spiral omløbende, blå og riflet glastråd. Disse kaldes rigler – og på middelnedertysk for pas. Glassets form er velkendt fra renæssancen – 1500-1600-årene.

Det skårede pasglas fra Flakhaven i Odense. Glasset kan ses i udstillingen ”Byens Liv” på Museum Odense, Møntergården. Foto: Museum Odense.

Renæssancens drikkekultur foreskrev, at man i én omgang skulle drikke den mængde øl, der var mellem to pas – og heraf kommer ganske enkelt udtrykket ”at drikke til pas”. I øvrigt foreskrev reglerne også, at hvis man ikke ramte mærket, måtte man tømme endnu en pokal. Selv om renæssancens øl næppe havde en høj alkoholprocent, kan man sagtens forestille sig, at resultatet af for mange missere var, at man blev – ja, utilpas!

Kopi af Odense-glasset. Foto: Museum Odense.

Med vores viden om alkoholens skadelige påvirkning af kroppen kan man nok mene, at denne destruktive form for ølindtag var tåbelig. Imidlertid svarer den jo vældig godt til nutidens druklege som ølstafet og beer pong – der er således intet nyt under solen!

Til gengæld er en central del af renæssancens drikkekultur i samfundets højere kredse (heldigvis) tabt i tidens løb – nemlig knusning af glasset, når man havde skålet og tømt det. Det er givet årsagen til, at der blev indkøbt hele 35.000 glas til Christian IVs kroning i 1596. Lokalt i Odense var forbruget af glas i de kongelige kredse også stort. Således bestilte Dronning Christine, der boede på Næsbyhoved Slot til sin død i 1521, flere gange store forsyninger af glas. Det er derfor fristende at tænke, at det skårede glas fra Flakhaven, der ligger få ølslurke fra dronning Christines grav i domkirken, ligefrem kan stamme fra en af disse lejligheder.

 

Hvis du vil vide mere

Hansson, M., J. Kock & J. Vellev (red.): Renæssanceglas i Norden. Hikuin 37. Århus.

Hoff, A. 2018: Den danske vinhistorie. Nydelsesmidlernes Danmarkshistorie bind 4. Århus.

Nielsen, J.N. 2015: Glargårde. Dansk glasfremstilling i renæssancen. Nordjyllands Historiske Museum.

Sode, T. 2005: Til pas. Skalk 2005:3, s. 12-17.

Små huller med stor betydning

Bronzealderens helleristninger blev især udført på store klippeflader, men i landskaber uden klipper brugte man løse blokke til at hugge tegn og billeder i. Den mest almindelige form for helleristninger er såkaldte skåltegn, små halvkugleformede gruber med en diameter på 2-10 cm og en dybde fra få mm til flere cm. Skåltegnene kan være ru med tydelige huggespor – eller de kan være efterslebet og helt glatte i bunden.

Jordløse-stenen. Det er vanskeligt at se skåltegnene før opmaling. I mørke med skrålys står de imidlertid knivskarpt frem. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Egentlige helleristningsbilleder dukker sjældent op uden for Bornholm, men nu og da får museerne oplysninger om fund af sten med et eller få skåltegn – og en sjælden gang sten med flere gruber. Det var derfor helt usædvanligt, da Odense Bys Museer modtog billeder af en sten, hvis overflade så ud til at være helt dækket af skåltegn. Stenen var fundet sammen med andre store sten ved nedgravning af en elledning på en ejendom ved Jordløse på Sydvestfyn. Det var et rent tilfælde, at ejeren opdagede skåltegnene og dermed reddede et vigtigt fortidsminde.

Museumsinspektør Michael Borre Lundø er i færd med at opmale skåltegnene med kridt. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Skåltegnene er indhugget på en ca. 145x95x55 cm stor blok af gnejs. Stenen har nærmest dråbeformet omrids og en jævn overflade på ca. 85×45 cm. På denne flade er der indhugget ikke mindre end 60 skåltegn. De enkelte huller er 4-6 cm i diameter og indtil 1,5 cm dybe. De har ru bund med tydelige knusemærker fra den kvartsitsten, som blev brugt til at hugge fordybningerne. Et par af de dybere huller er skrå i forhold til stenens overflade – men dog lodret i forhold til stenens nuværende leje. Det kan indikere, at den måde, som stenen ligger på nu, svarer til den oprindelige. Det samlede billede, som skåltegnene danner, er nærmest ovalt med tendens til buede linjeforløb og mindre grupperinger. Skåltegnene synes dog ikke at danne nogle egentlige motiver, som det kendes fra andre sten.

Skåltegnene efter opmaling med kridt. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Vi kender mere end 1000 skålsten fra Danmark, heraf ganske mange fra Fyn. Sten med mere end få håndfulde skåltegn er imidlertid meget sjældne, og derfor er Jordløse-stenen ekstra interessant. Selv om vi har et stort materiale at trække på, er skålstenenes egentlige funktion lidt af et mysterium. Nogen praktisk anvendelse kan de næppe have haft. Deres brug skal snarere søges i det religiøse univers, som spillede så stor en rolle i bronzealderen. Om det var skåltegnene selv, om det var det stenmel, man borede og huggede ud fra dem – eller om det var selve fremstillingsprocessen, der var det centrale, ved man ikke. Fra nyere tids folketro ved vi dog, at man har brugt skålgruberne til at ofre madvarer i, og derfor er det ikke utænkeligt, at bl.a. Jordløse-stenen kan have fungeret som et lille alter.

Denne skålsten blev fundet på Helnæs i 2007. De 34 skåltegn danner flere parallelle rækker. Måske afbilder de bronzealderens kultpladser, hvor man ofte finder bål organiseret i lignende rækker. Foto: Jørgen Nielsen.

Jordløse-stenen blev fundet i udkanten af en boplads fra yngre bronzealder og ca. 200 m fra den store bronzealdergravhøj Gisselhøj. Fundstedet er en lavning i terrænet, og netop lavninger (og højdedrag) har spillet en central rolle i bronzealderens religiøse praksis. Derfor kan vi ikke udelukke, at skålstenen og de andre store sten, som den blev fundet sammen med, har udgjort en samlet konstruktion. De kan have været centrum i et helligsted, hvor beboerne fra den nærliggende boplads samledes til religiøse ceremonier, som kunne bestå i, at man ofrede mad, drikke, blod mv. i de små gruber, mens man påkaldt sig højere magters gunst.

De arkæologiske fund fra bronzealderen viser indiskutabelt, at solen var centrum for datidens religiøse ceremonier. Tænk bare på Solvognen! Måske skal skåltegnene også betragtes som små solsymboler. Lad os derfor håbe, at fundet af skålstenen fra Jordløse varsler, at vi får en dejlig, solrig sommer.

God sommer!

 

Hvis du vil vide mere

Glob, P.V. 1969: Helleristninger i Danmark. Aarhus.

Nielsen, M.H. 2008: Skaghorn-stenen. En skålsten fra bronzealderen. Fynske Minder 2008, s. 145-157.

Svenstrup, J. & I.I. Dahl 2013: Skåltegn og bægermærker på Sydvestfyn. Feltarbejde og forsøg med hugning. Hvidbjørns rejser X. Ravnerock.

 

Økser i Odense Å

I januar 2021 fik Odense Bys Museer indleveret to økseblade af jern. Dem havde Jesper Carstensen fundet i sand, der var opgravet fra Odense Å ved Dalum. Sandbunkerne var opgravet fra åen, da man havde fjernet faunaspærringer omkring det sted, der på ældre kort benævnes Dalum Bro. På Brauns prospekt over Odense og omegn fra 1593 ser man en solidt bygget plankebro, som krydser åen på et sted, hvor bredderne ligger forholdsvis tæt på hinanden. Denne passage var et vigtigt knudepunkt for rejsende fra Odense mod øens sydlige del – og omvendt.

Vandstandssænkningen i Odense Å afslørede et par stenkonstruktioner, der antagelig er rester af fundamenter til tidligere brooverføringer. Foto: Jacob Tue Christensen.

 

Øksernes størrelse og form viser, at der er tale om kraftige tømrerøkser, der har været anvendt til træfældning og tilhugning af tømmer. Dalum-økserne kan bredt dateres til den ældre del af middelalderen, ca. 1100-1300. Det ene eksemplar har en meget nær parallel i en økse, der er fundet på Grathe Hede i Midtjylland. Her antages øksen – sammen med mange andre – at være mistet i forbindelse med slaget mellem Svend og Valdemar den Store i 1157. Det er således ikke utænkeligt, at de to økser fra åen er samtidige med de ældste faser af Dalum Kloster, der antages at være anlagt omkring 1200.

Kraftig tømrerøkse med rester af træskaftet. 21 cm lang. Vægt: 1500 gram. Vægt: Nermin Hasic.

 

Kraftig tømrerøkse med rester af træskaft siddende i skafthul.22 cm lang og 1303 gram tung. Foto: Nermin Hasic.Da man uddybede Odense Å mellem Klaregadebroen og den nu nedlagte Munke Mølle i Odense centrum i 1908 fandt man fire økseblade. Tre eksemplarer var arbejdsøkser fra ældre middelalder, og to af disse har også paralleller blandt økserne fra Grathe Hede. Yderlige fandtes en pragtøkse med messingindlægninger – en såkaldt bjergmandsøkse – fra en senere del af middelalderen. Denne har ikke været til praktisk arbejdsbrug, men snarere et værdighedssymbol.

Røntgenfoto af de to øksers smalsider. Bemærk rester af skaftet i den øverste. Selv om økserne ser velbevarede ud, kan man godt fornemme, at dele af overfladen er opløst. Før de endte i åen, har de således været endnu tungere. Foto: Jannie Amsgaard Ebsen.

Vi får aldrig klarhed over, hvordan økserne endte i vandet ved to af de centrale overfartssteder over Odense Å. Den helt enkle forklaring kunne være, at uheldige (eller klodsede?) tømrere mistede deres vigtigste redskaber, da tømmeret til broerne eller til mølleanlæggene skulle tilpasses. Man kan i så fald forestille sig de eder og forbandelser, der har lydt, da de dyrebare redskaber forsvandt med et kæmpe plump i det mørke åvand.

Tre af de fire økser, der er fundet i Odense Å ved Klaregadebroen i midten af byen. Foto: Nermin Hasic.

Det kan dog ikke udelukkes, at der også kan være en anden forklaring. I hedensk tid var passagen af større vandløb ingen spøg, og i det hele taget var overgangssteder i landskabet forbundet med utryghed og overtro. Her bevægede man sig fra det kendte og nogenlunde trygge til det ukendte og potentielt farlige, og det var lige gyldigt, om man sejlede ud på havet, gik over en dørtærskel eller passerede en å. Talrige fund af smykker, våben og redskaber fra vandløb og andre vådområder viser, at man i oldtiden løb har givet ofre for at sikre god kontakt til de højere magter og dermed deres beskyttelse ved passager. Denne praksis forsvandt ikke som et støvfnug for et vindpust ved kristendommens indførelse i sen vikingetid. Over hele landet er der fundet en mængde middelalderlige våben, men også redskaber og smykker, i søer, moser og endda i havet. Ganske mange af disse er fremkommet i tilknytning til broer og vadesteder, som det er tilfældet med de to fynske fund.

Det er vanskeligt at forklare alle disse fund udelukkende som et resultat af uheld og tilfældige tab. En del af dem kan antages at afspejle ældgamle ritualer, hvis oprindelse i hedenske offerskikke, man for længst havde glemt, når man kastede en økse i åen eller et sværd i søen.

Hvis du vil vide mere

Henriksen, M.B. 2022: Nye og gamle fund fra Dalums middelalder. Dalum-Hjallese Lokalhistoriske Forening. Årsskrift 2021, s. 10-16.

Liebgott, N.K. 1976: Middelalderens våben. København. (her afbildes paralleller til økserne fra Odense Å – og side 20 bjergmandsøksen fra Klaregadebroen).

Lund, J. 2004: Våben i vand. Om deponeringer i vikingetiden. Kuml 2004, s. 197-228.