Et moselig i Skt. Knuds Kirke

Moselig med hud og hår er noget, man normalt forbinder med sure, jyske moser. Imidlertid fandt man også er i udkanten af Odense i 1818. Den 16. juni dette år kunne man i Fyens Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende (i dag med det mere mundrette navn Fyns Stiftstidende) læse, at man tre dage tidligere ved tørvegravning i ”Odense Byes Mose” havde fundet Beenraden og Huden af et Menneske, hvorimod alle de øvrige Dele af et menneskeligt Legeme vare aldeles opløste. Hovedet af denne naturlige Mumie er endnu saa heelt og conserveret, at Man tydelig ser Næsen, Ørerne og enkelte Haar, ligesom og Fingerne paa den ene Haand. Ved disse Levninger, der af Benenes Proportion og Tændernes Udvisende sluttedes at have været et Fruentimmer af nogle og 20 Aars Alder, fandtes et Faareskind, hvorpaa Ulden endnu var ganske kendelig, sammensyet paa flere Steder med Tarme eller Senetraade. Rimeligviis har dette Legeme i flere Aarhundreder ligget i denne Mose, hvor Luften ikke har kunnet gjennemtrænge og forraadne de tilbageværende Levninger”.

 Moseskeletter kendes fra en række fynske moser, men det påfaldende ved dette fund var, at knogler, hud og hår var bevaret som vi kender det fra de jyske moselig fra Tollund og Grauballe. Den lokale politimester konkluderede, at liget havde ligget i mosen i flere århundreder, og det førte således ikke til nogen kriminalsag. De klædestykker og dragtdele af fåreskind, som fandtes sammen med liget, antyder, at moseliget den døde er fra sen bronzealder eller ældre jernalder som de jyske fund.

I Skt. Nikolaj Kirke i Vejle har man også anbragt et moselig – i dette tilfælde fundet i Haraldskær syd for Vejle. Netop nu ses moseliget dog på en udstilling i Kulturmuseet Spinderihallerne i Vejle. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Moseliget blev bragt til Skt. Knuds kirke, hvor det blev opbevaret i en trækiste i adelsslægten Valkendorfs kapel. Det må være denne kasse og dens indhold, som H.C. Andersen refererer til, når han i sine erindringer fra konfirmationen i domkirken i 1819 skriver om ”en Kasse, hvori gjemmes et qvindeligt Liig samt fire Katte. Sagnet fortæller, at det har været en Bispinde og hendes fire Yndlings-Katte.” Endnu i 1905 stod kisten fremme i kirken, for da blev den og de øvrige begravelser registreret af Nationalmuseet. Siden er både moselig og kiste desværre forsvundet, antagelig i forbindelse med renovering af kapellet midt i 1900-tallet.

Det valkendorfske kapel på nordsiden af domkirken. Her lå moseliget fra 1818 og mere end et århundrede frem. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Fundstedet er identisk med den for længst bortdrænede mose Roersdam, der lå, hvor der i dag er et grønt anlæg på Roesskovsvej i Bolbro. Herfra fik Odense bys befolkning drikkevand fra 1586 og frem til slutningen af 1800-tallet. I udborede trærør blev vandet ført fra mosen og ca. 2 km mod øst til vandpumper i byens centrum. En af pumperne stod på Klingenberg og dermed nærmest lige ud for det kapel, hvor moseliget lå i en trækasse. Drikkevandet fra Roersdam blev ikke renset, og det har utvivlsomt indeholdt andre uhumskheder end rester af moselig. Det var også årsagen til, at Odense som den første by i Danmark i 1853 fik et egentligt vandværk og dermed et moderne vandforsyningsvæsen.

På maleriet fra 1810 ser man Klingenberg med vandpumpen, som forsynede byen med vand fra Roersdam. I baggrunden domkirken, hvor man knap kan skimte kapellet, hvor moseliget blev placeret en halv snes år senere. Maleri af ukendt kunstner i Odense Bys Museer.

Det er selvfølgelig meget ærgerligt, at moseliget fra Roersdam nu er forsvundet – ikke mindst fordi det nærmest er sket inden for mands minde. Med moderne undersøgelsesmetoder kunne liget have givet masser af information om tidligere fynboers sundhedstilstand og levevis – for ikke at tale om beklædningen. Desværre skal vi nok ikke forvente, at der dukker et ”nyt” moselig op her på Fyn, for det sure miljø, der har været i Roersdam, ses kun i få fynske moseområder. I stedet må vi glædes over den viden, vi kan hente ud af nogle af de mange skeletter, der er fundet i fynske moser og åer – også selv om de er uden hud, hår og dragt.

 

 Hvis du vil vide mere

Henriksen, M.B. 2008: Forsvundne moselig. Skalk 2008:4, s. 8-13.

Havefund

Jeg har været arkæolog i årtier, og man skulle derfor tro, at jeg ser rigeligt med genstande fra fortiden i det daglige. Det må derfor være en erhvervsskade, at jeg ikke kan lade være med at kigge efter oldsager, når havebedene ordnes. I haven omkring tre af de fire huse, jeg har haft i tidens løb, har jeg da også fundet lerkarskår, et fragment af en flintøkse og endda et ildsted fra forskellige perioder af oldtiden. Ja, selv mine kaniner har fundet et oldtidspotteskår, som jeg tidligere har berettet om her på bloggen: http://blog.museum.odense.dk/mogens-bo-henriksen/firbenede-finder-fortidslevn/.

Heldigvis er der også andre haveejere, der har øjnene med sig under havearbejdet, og her i efteråret 2019 fik Odense Bys Museer indleveret to genstande, som er fundet på denne måde. Det første fund blev gjort af Lene Larsen i den sydøstlige del af Odense. Hun havde besøg af en anlægsgartner, der skulle anlægge et nyt bed og som med sin minigraver fjernede en del af græsplænen. I den mørke muld spottede Lene en tynd metalskive, omtrent på størrelsen med en moderne enkrone, og skiven viste sig at være en sølvmønt. Det var godt set, og det må betegnes som et ufatteligt held, at mønten ikke blev overset eller kvast af maskinens grabbe. Mønten er slået i Slagelse under Svend Estridsen (1047-74), og nær kanten sidder en lille sølvstift, som viser, at den har været forsynet med en ophængningsanordning. Der var således ikke kun tale om et betalingsmiddel, men også om et hængesmykke eller en amulet. Det var ganske almindelig praksis at anvende mønter på denne måde i den absolut sidste del af vikingetiden.

Sølvmønten fra havebedet. Bemærk stiften fra den afbrudte øsken. Foto: Nermin Hasic.

Vi ved ikke, om mønten kan have indgået i en skat med andre mønter, smykker og barrer, som man ikke sjældent ser det fra denne tid – eller om den simpelthen er tabt, måske fordi ophængningsanordningen bristede. Jeg er sikker på, at det nye bed fremover bliver luget med ekstra stor opmærksomhed, så hvem ved, måske der en dag dukker mere op. Det er i øvrigt tankevækkende, at Odense Bys Museer for knap 20 år siden fik indleveret et bronzesmykke, et såkaldt ovalt skålspænde, som var fundet i en jordbunke ca. 200 m fra møntens findested. Også dette stykke er fra vikingetiden. Hele området omkring findestederne er for længst dækket af et parcelhuskvarter, som vi altså nu må antage er bygget direkte oven på en bebyggelse fra vikingetiden!

Sølvmøntens anden side. Foto: Nermin Hasic.

Årets andet havefund kommer fra Strib, hvor Bjarne Hansen havde fundet et bronzesværd i sin have. Sværdet lå i en jordbunke, der var gravet op i forbindelse med opførelsen af det hus, som Bjarne og hans kone nu bor i. På trods af, at sværdet er ca. 65 cm langt, har det kun fået en mindre skramme ved mødet med grabben. I det hele taget er det så utrolig velbevaret, at jeg sjældent har set noget lignende i mine år som arkæolog; flere steder skinner klingen med en smuk, grøn og glinsende patina. Der er tale om et såkaldt grebspidssværd, der oprindeligt har haft et skæfte af et organisk materiale, antagelig træ. Det er for længst rådnet væk, men det har efterladt et aftryk i bronzen, så man sagtens kan se, hvor stort det har været.

For- og bagside af bronzesværdet fra Strib. Foto: Niels Martner.

Sværdtypen dateres til midten af yngre bronzealder (ca. 800 f.v.t.) og dermed en tid, hvor man kun yderst sjældent nedlagde våben i gravene. Der er derfor ingen grund til at tro, at stykket stammer fra en oppløjet begravelse. Derimod nedgravede man ofte våben såvel som andre redskaber og smykker i vådområder såvel som på tør jord som offer til de højere magter, og der er god grund til at tro, at Bjarnes sværd skal tolkes som en ofring – eller måske endda kun som en del af en ofring! Det var nemlig ikke ualmindeligt, at man nedlagde to eller flere sværd sammen. For en halv snes år siden udgravede Odense Bys Museer således et offerfund med to grebspidssværd ved Røjle Klint få km fra Strib. Også i Strib må vi derfor antage, at der bliver kigget ekstra godt efter ved havearbejdet i fremtiden!

Finderen Bjarne Hansen fremviser stolt sit havefund, som er så velbevaret, at det i første omgang blev antaget for nyt. Foto: Niels Martner.

Selv om langt de fleste af de genstande, som Odense Bys Museer hvert år får indleveret, er fundet med metaldetektor, er det dejligt at se, at arkæologiinteresserede fynboer også bruger øjnene, når de færdes i haverne. Jeg vil derfor ønske alle et godt nytår med håbet om, at 2020 vil bringe endnu flere gode havefund for dagen!

Genopfindelsen af genbrug

I de senere år har genbrug fyldt mere og mere i den politiske debat, og det skyldes øget fokus på, at jordens råstoffer ikke findes i ubegrænsede mængder. Det gælder også de fossile brændstoffer, der ofte anvendes, når råvarerne skal forarbejdes til salgbare produkter. Og når disse udvindes og afbrændes, fører det til udledning af klimafjendtlige drivhusgasser. Derfor drives nutidens genbrugsbølge af en af øget klimabevidsthed – en erkendelse af, at rovdrift på klodens begrænsede ressourcer kan have fatale følger for nuværende og ikke mindst for kommende generationer.

Genbrug har eksisteret til alle tider, men ikke nødvendigvis med samme baggrund. Under begge verdenskrige iværksatte myndighederne informationskampagner for at få befolkningen til at genbruge alt fra køkkenaffald til gamle klude, papir og flasker. Baggrunden var her, at tilførslen af råvarer og brændstoffer var begrænset eller fraværende, især fordi søkrigen hindrede skibstransporter i at nå frem med råmaterialer langvejs fra. Mantraet i disse genbrugsbølger var, at affald ikke skulle betragtes som et problem, men af mangel på bedre som potentielle råvarer.

Tenvægten er lavet af et skår fra et smadret lerkar, fundet ved Ringe i en affaldskule fra yngre bronzealder (ca. 600 f.v.t.). Den er et eksempel på, at man nu og her skulle bruge råmateriale, og derfor fandt man et potteskår i den nærmeste affaldsdynge. Foto: Jens Gregers Aagaard.

Når arkæologer graver i oldtidens affaldslag – i køkkenmøddinger, affaldskuler og i de tykke lag af affald, som vi med et positiv-ord betegner som ”kulturlag” – finder man hyppigst genstande, som ikke har haft megen værdi som genbrugsmateriale. Man udnyttede råvarerne til det yderste, og gik det færdige produkt itu eller blev det helt slidt ned, blev det repareret eller omdannet til en ny, funktionel genstand. En knækket bue kunne forvandles til knivskæfte, en knækket pilespids kunne omhugges til en skindskraber med skaft, et brækket bronzesværd kunne slibes ned til en dolk – ja selv et smadret lerkar kunne omdannes til spillebrikker. Baggrunden for denne tilgang var mangfoldig. I nogle tilfælde var genstanden meget værdsat, fordi den var lavet af et råmateriale, der var begrænset adgang til, og som derfor var forbundet med status. Derfor var det naturligt at ”up-cycle” det til en ny, brugbar genstand, hvor det genbrugte råmateriale også kunne udtrykke en vis status. I andre tilfælde vurderede man velsagtens, at energien og tiden blev brugt mest fornuftigt ved at genbruge noget, der lå lige foran snuden. I stedet kunne man så investere de sparede ressourcer i at fremskaffe livsnødvendigheder som mad og varme. Det er en tilgang, som med et moderne udtryk kan betegnes som en ren og skær cost-benefit-analyse!

Tenvægt lavet af et skår fra en gryde af klæbersten, fundet i et affaldslag fra vikingetiden (ca. 900 e.v.t.) ved Ejby Mølle. Selv om man lige så vel kunne have lavet tenvægten af et skår fra et lokalt produceret lerkar, valgte man et kasseret skår af en stenart, som var importeret fra Norge. Dermed fik tenvægten også et eksotisk skær og dermed karakter af et statusobjekt. Foto: Jørgen Nielsen.

Alle steder og til alle tider har mennesket praktiseret genbrug. Selv om man nogle gange fornemmer, at aktørerne i de politiske debatter mener, at de har ”opfundet” genbrug som et middel til at løse klodens råstof- og miljøproblemer, er det altså ikke tilfældet. Nutidens genbrugstanke er ganske enkelt et udtryk for – ja genbrug! Glædelig jul til alle!

 

Julenissen har flettet en stjerne af en side fra et prøvetryk til Odense Bys Museers genudgivelse af en af H.C. Andersens billedbøger. Andersen ville have elsket denne stjerne, for han var selv en ivrig genbruger af materialer til sine decoupager. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Arkæologisk viden skaber adventsdekoration

I anledning af den begyndende julemåned bad arkæologens hustru ham om at lave en base til årets adventsdekoration. Der skulle være plads til fire lys, så uden at tænke nøjere over konsekvenserne, fandt han et stykke solidt moseeg på værkstedet. God idé, sagde hustruen, og arkæologen begyndte møjsommeligt at arbejde sig gennem det mange hundrede år gamle træstykke, hvis tykkelse skulle reduceres med et par cm, hvis det ikke skulle ligne en amputeret jernbanesvelle. Det viste sig, at hverken høvl eller stemmejern rigtigt kunne tage spåner af det stenhårde ved, og så var gode råd dyre.

Det var med kerneøkser som denne, at Ertebøllerne udhulede deres stammebåde. Fundet ved Svanninge på Sydfyn. Foto: Jørgen Nielsen.

Nu kom arkæologen i tanke om nogle fund fra en stenalderboplads, som er udgravet ved Agernæs på Nordfyn. Bopladsen er fra Ertebøllekulturen (ca. 4500 f.Kr.), og i affaldslagene fandtes masser af hugspåner fra fremstilling af stammebåde. Dem havde man udhulet ved at hugge furer med 25-30 cm afstand på tværs af store lindestammer. Bagefter kunne man fjerne blokken mellem furererne ved at afspalt få cm tykke spåner med en flintøkse og måske med kiler. Således fik man effektivt og præcist arbejdet sig ned gennem den store stamme, uden risiko for at hugge forkert, og resultatet var, at man kunne lave op til næsten 10 m lange stammebåde med kun få cm tykke sider.

De tværgående riller er savet og afspaltningen af de mellemliggende blokke er påbegyndt. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Adskillige timer senere er fladen poleret op og klar til montering af lys. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Arkæologen tænkte nu, at den viden også måtte kunne anvendes ved fremstillingen af adventsdekorationen. Først blev der afsat en streg, der markerede den ønskede tykkelse på træklodsen, og dernæst blev der fra oversiden savet tværgående riller ned til stregen. Ved anvendelse af ”Ertebøllernes” teknik, men dog med et moderne stemmejern af stål, kunne de mellemliggende blokke nu forsigtigt afspaltes, uden at spånerne gik for langt eller fordybt. Da stregen var nået over hele stykket, var fladen overraskende jævn og manglede bare afpudsning. Her blev en moderne pudsemaskine selvfølgelig taget i brug, og snart fremstod fladen spejlblank. Slutteligt var det bare at montere de fire adventslys. Glædelig december, og sig så ikke, at man ikke kan bruge arkæologisk viden til noget praktisk!

Første lys i dekorationen er tændt. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Hvis du vil vide mere

Jæger, A. 1998: Blandingsgods. Skalk 1998, nr. 1, s. 11-14.

Jernalderguder af bronze

I november 2019 fandt amatørarkæologen Benny Pennerup en lille bronzemand med sin metaldetektor på en mark på det sydlige Midtfyn. Her ligger et stort bopladsområde, hvor Benny i årenes løb har fundet hundreder af genstande fra yngre bronzealder og frem til middelalderen – men den lille bronzefyr er nu noget helt særligt. Figurer af mennesker og dyr fra oldtiden har altid en særlig udstråling, og det har den nyfundne statuette da også. Og så er den særligt sjov, fordi den er en del af en hel ”familie” af bronzefigurer af især fynsk herkomst.

Den midfynske bronzemand med de store øjne og den markante næse. Foto: Nermin Hasic.

Den 6,7 cm høje figur er nøgen og står med let spredte ben og med afslutningen af armene uden tydeligt markerede hænder hvilende på hofterne. Taljen er slank og skuldrene brede. Knæene er let bøjet og vristene næsten strakte som når man står let på tå. Det giver en lidt akavet, tilbagelænet kropsholdning. På bagsiden går furen mellem ballerne helt op til nakken, idet halsen kun er svagt markeret. Hovedet er forholdsvis stort og plumpt med store ører og en markant næse. Øjenhulerne er dybe, og munden markeret med en lige streg. Der ses hverken markering af hår eller skæg, ligesom der ikke er nogen indikation af kønnet. Ansigtets udtryk er dog mere maskulint end feminint, så lad os antage, at vi har at gøre med en mand.

På denne video kan du komme hele vejen rundt om bronzemanden fra Hillerslev. Video: Iben Sveistrup Hansen.  https://www.youtube.com/watch?v=WznBKllAVGo&feature=youtu.be

Fra det nuværende danske område kendes ca. 15 beslægtede bronzefigurer, og hovedparten er fundet på Fyn – og kun på øens sydøstlige del. De deler en række karakteristika; f.eks. har flere andre også strakte vriste og lidt bøjede knæ. Flere er som den nyfundne uden tydelig angivelse af kønnet, men dog med et maskulint udtryk. Den nærmeste slægtning til det nyfundne stykke er fundet få km borte, og man fristes næsten til at tro, at de kommer fra samme værksted. Hvor Bennys bronzemand har en fure i ryggen, er manden fra nabosognet til gengæld helt hulrygget, som det også ses på flere andre statuetter. I et langt tidsperspektiv er det vanskeligt at afkode betydningen af kropsholdningen og den hule ryg, men eftersom det er elementer, der ses gentagne gange, må de have en særlig betydning.

Bronzemand fra Højby ved Odense. Han er noget større og mere detaljeret i sit udtryk end mange af de andre danske bronzemænd. Foto: Jørgen Nielsen.

Statuetternes stil viser, at de tilhører tiden omkring 500 e.v.t. – altså germansk jernalder – og der er ikke tvivl om, at de er fremstillet i det nuværende Danmark, måske endda på den sydøstlige del af Fyn, hvor de fleste er fundet. I det samme landskab er der fundet flere statuetter af romersk herkomst, og det er slet ikke umuligt, at det er herfra, at inspirationen til de hjemligt fremstillede figurer er kommet (se tidligere blogopslag om en romersk statuette fra Odense: http://blog.museum.odense.dk/mogens-bo-henriksen/apollon-fra-astrupvej/).

Højbymandens ansigt med grydehår, overskæg og mandlig kløft i hagen. Foto: Jørgen Nielsen.

Men hvad brugte man statuetterne? Udtrykker kropsholdningen mon, at figurerne forestiller dansere eller akrobater som dem, vi ser afbildet på det korte guldhorn? Og viser den hule ryg, at mændene tilhørte ”de underjordiske” og at de var beslægtede med de hulryggede elverpiger, som var decideret upålidelige? Eller afspejler de snarere lokale guder, hvis navne og særlige evner for længst er gået i glemmebogen?

For Højbyfigurens vedkommende er man ikke i tvivl om kønsbestemmelsen! Foto: Jørgen Nielsen.

Det er tankevækkende, at de romerske såvel som de lokalt fremstillede statuetter især er fremkommet i og i oplandet til jernalderens absolutte rigdomscenter i Gudme. Det var fra dette økonomiske, politiske og religiøse kraftcenter, at man havde kontakter til Romerriget. Via disse kontakter fik man adgang til romernes råvarer og luksusgenstande – men samtidig fik man også kendskab til romersk kultur. På nogle områder efterlignede man romersk kultur; f.eks. lærte germanerne at spille med terning, drikke vin, afveje i faste måleenheder. I andre tilfælde praktiserede man nærmere en fortolkning af aspekter af romersk kultur, og måske er det i det lys man skal se de hjemligt producerede bronzestatuetter.

 

Hvis du vil vide mere

Henriksen, M.B. 2008: “Højby-manden”. – en bronzefigur fra jernalderen. Højby Nyt nr. 4, juni 2008, s. 18. http://hbnyt.dk/Indlaeg_fra_bladet/Hojbymanden.pdf

Thrane, H. 1976: Fynske broncemennesker fra jernalderen. Fynske Minder 1975, s. 7-22.

Thrane, H. 2005: Romerske og germanske småfigurer. In: T. Capelle & C. Fischer (eds.): Ragnarok. Odins Verden, s. 33-40. Silkeborg.

Thrane, H. 2008: Metal figurines from Denmark and Sweden in the Roman and Migration Periods. I: B. Gediga & W. Piotrowski (red.): Sztuka Pradziejowa i Wczesnośredniowieczna jako Źródŀo Histryczne, pp. 257-266. Biskupin-Wrocław.

 

På Nationalmuseets hjemmesider kan man se billeder af en række fynske bronzestatuetter:

 

Espe-manden: https://samlinger.natmus.dk/DO/asset/3113

Bregnebjerg-manden https://samlinger.natmus.dk/DO/asset/5209

Køng-manden: https://samlinger.natmus.dk/DO/asset/5216

Slipshavn-manden: https://samlinger.natmus.dk/DO/asset/3547

Gislev-manden: https://samlinger.natmus.dk/DO/asset/4379

”Odense”-manden: https://samlinger.natmus.dk/DO/asset/3652

Gudme-manden: https://samlinger.natmus.dk/DO/asset/4312

Køng-manden: https://samlinger.natmus.dk/DO/asset/5216

Gudme-området: https://samlinger.natmus.dk/DO/asset/4583

 

Udvalg af statuetter fra hele landet:  https://samlinger.natmus.dk/DO/asset/1226

 

Havtorn – fra pionérplante til hypet fødevare

I dag kan man dårligt besøge en god restaurant, uden at få havtorn på tallerken eller i glas. Besøger man turistshops og gårdbutikker ved den jyske vestkyst – eller kigger på helsebutikkernes hylder – mødes man af alt fra marmelade til helbredende eliksirer med havtorn. Det er ikke mindst det nye nordiske køkkens fokus på lokale råvarer, der er årsagen til ”opfindelsen” af havtorn som fødevare. Som arkæolog er det imidlertid svært at få øje på ”det nye” ved havtorn, for planten har groet her i måske 15.000 år.

Havtornens frugter angives at være de mest C-vitamin-rige i den danske flora. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Havtorn med det latinske navn Hippophaë rhamnoides er en busk, der kan optage kvælstof fra luften, og derfor kan den gro på meget mager, men gerne kalkrig jordbund. Derfor – og godt hjulpet af fugle, der spredte frugtkernerne – indvandrede planten til de nuværende danske landskaber, så snart iskappen var smeltet bort i slutningen af sidste istid.

Havtorn er meget tolerant overfor kulde og blæst, og derfor ses den nu især udbredt langs den jyske vestkyst, men også som pionérplanter i forladte grusgrave over store dele af landet. Da busken har mange og meget stride torne, bides grenene ikke ned af græssende dyr, og derfor kan der dannes regulære og helt uigennemtrængelige kratbevoksninger. På grund af disse egenskaber har havtorn været anvendt i bekæmpelse af sandflugt på Vestkysten, og nogle steder er busken plantet i hegn og vildtremiser, da fuglevildt er glade for frugterne. Det er mennesker også – og det har de nok altid været!

På den forblæste Rubjerg Knude i Vendsyssel danner havtornebuske et sammenhængende tæppe helt frem til klitfoden – Danmarks største havtornekrat. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Således har havtorn utvivlsomt været på spisekortet, da renjægere strejfede rundt i tundralandskabet for ca. 14.000 år siden. I et landskab uden mange spiselige planter, har de meget C-vitaminrige frugter fungeret som regulære vitaminpiller, der var et godt supplement til spidstegt ren og dalrype! Senere har man anvendt dem til fremstilling af vin og marmelade, men plukningen er stærkt besværet af tornene – samt af, at bærrene nærmest eksploderer, når man trykker på dem.

Rengevir fra Villestofte nord for Odense. Da dette prægtige dyr gik og græssede på kanten af Stavidsådalen for ca. 14.000 år siden, var det utvivlsomt i et landskab med masser af havtornebuske. Foto: Jens Gregers Aagaard.

De modne frugter er syrlige, lidt snaskede i konsistensen og egentlig ikke særligt velsmagende. Jeg har endnu også til gode at få serveret en gele, marmelade, yoghurt eller andet med autentisk havtornesmag, som begejstrer smagsløgene. Der er imidlertid én undtagelse, og det er, når havtornens bær anvendes som smagsgiver i kryddersnaps! Bærrene plukkes, når de er fuldmodne. Hvis man vil undgå for mange stiksår fra tornene, kan man forsigtigt klippe en enkelt gren af busken, lægge den i fryseren, og når bærrene er frosne, slås de let af. Herefter trækker de i vodka 2-3 måneder, før essensen filtreres gennem et kaffefilter og fortyndes efter smag. Den gyldne drik vinder ved lagring, for så får den en karakteristisk mild smag, der kan minde lidt om den græske brandy Metaxa. Skål – og nyd smagen af efterår – eller måske af sensommer på tundraen.

 

Hvis du vil vide mere

Brøndegård, V.J. 1979: Folk og flora. Dansk etnobotanik 3 (s. 31f). København.

Jørgensen, H. & F. Rune 2015: Træer og buske i Danmark. København: Gyldendal.

Bronzealderbålfærd ved Bellinge

I foråret 2019 udgravede arkæologer fra Odense Bys Museer en nedpløjet gravhøj ved Bellinge syd for Odense. Højen viste sig at være opført over et ca. 7 kvadratmeter stort lag af trækul, og heri fandtes stumper af brændte knogler fra et menneske. Jorden under og omkring bållaget bar præg af varmepåvirkning, og der var således ikke tvivl om, at lagets massive indhold af trækul stammede fra et bål, der havde brændt på stedet. Og så er det nærliggende at tro, at bålet brændte her for at kremere en person en gang i oldtiden.

Bållaget under udgravning. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Ligbrænding har været særdeles udbredt i Danmarks oldtid, og det gælder ikke mindst i yngre bronzealder, hvor vi antager, at dette anlæg er fra. I forhold til de tusinder af grave, hvor vi har fundet kremerede fynboer, er sikre ligbrændingssteder meget sjældne. Netop fra tiden omkring 800 f.v.t. kendes flere ligbrændingssteder fra den sydlige del af Fyn, Langeland og øerne syd for Sjælland samt Bornholm. Karakteristisk for disse anlæg er, at de blev dækket af en høj, kort tid efter, at kremeringen havde fundet sted, og det er årsagen til, at lagene har kunnet bevares frem til i dag.

Den tilspidsede aftegning er aftryk af en af støttepælene i ligbålet – nu fyldt med trækul. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Bellinge-bållaget blev udgravet meget omhyggeligt, og i laget fandtes spor af ni pæle, der dannede en rektangulær figur på ca. 145×55 cm. Pæleaftrykkene var spidse nedadtil, så der var tale om tilspidsede pæle, der havde været hamret ned i den oprindelige overflade. Under kremeringen brændte pælene over ved jordoverfladen, og med tiden rådnede pælespidserne bort og dele af bållaget sank ned i hullet. I et forskningsprojekt, hvor fortidens ligbrændingsprocesser er undersøgt, har det vist sig, at nedbankede pæle udgør en vigtig støtte for bålopstablingen i den første fase, da opstablingen ellers kan risikere at kollapse – og liget falde ud af bålet!

Ved udgravningen fandtes kun var meget få stumper af brændte knogler i bållaget, men hvis det var et helt lig, der var blevet brændt på stedet, skulle man forvente, at der lå det meste af et par kilo benstumper. Lignende iagttagelser er gjort i andre ligbrændingssteder, og vi må derfor konstatere, at de efterlevende var meget omhyggelige med at sortere bållaget, da bålet var brændt ud. Iagttagelserne modsvares af, at urnegravene fra yngre bronzealder indeholder store mængder af brændte knogler – men det er faktisk ikke er tilfældet i alle dele af oldtiden.

Bållaget blev spulet gennem et finmasket net fora at bjærge indholdet af trækul, brændte knogler og andre rester fra ligbrændingen. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Bortset fra en opløst bronzegenstand indeholdt bållaget ikke genstande, der kan betegnes som gravgods – desværre – for det er jo dette udstyr, vi kan bruge til at tidsfæste anlægget præcist og til at vurdere afdødes køn og sociale status. Til gengæld har den omhyggelige udgravning givet os et sjældent detaljeret indblik i en ligfærd i tiden omkring 800 f.v.t. Lad os prøve at se, hvad der skete:

2700 år gamle trækulsstykker trækker ikke overskrifter i aviserne som ”sensationelle fund”. De kan imidlertid give meget information, som man ikke kan trække ud af selv den største guldklump! Foto: Mogens Bo Henriksen.

På en jævn terrænflade nord for nutidens Bellige – og antagelig blot et par hundrede meter fra bebyggelsen – samledes en gruppe mennesker for at sige farvel til et vigtigt medlem af slægten. Vedkommende blev anbragt på en opstabling af brændsel med en udstrækning på ca. 3×2 m. Liget blev antagelig placeret oven på bålopstablingen, så man kunne følge kroppens henfald, og for at sikre, at det hele ikke skred ud, blev brændslet stabiliseret med ni nedbankede pæle. Efter 7-9 timer var bålet helt brændt ned, men først næste dag var det så afkølet, at man kunne påbegynde en sortering for at finde de hvidbrændte skeletrester. Med et dyreskind viftede man i bållaget, så de lette aske- og trækulspartikler blev ”blæst” væk, mens de tungere knoglerester lå tilbage. Dem kunne man let samle sammen og putte i et lerkar – en urne. De nu noget spredte bållag blev straks dækket af græstørv i mange lag, således at man til sidst havde skabt en gravhøj med en diameter på ca. 23 m. Denne blev omgivet af en fodkrans af store sten. Urnen med de brændte ben anbragte man i gravhøjen et stykke over bållaget. På et senere tidspunkt, måske en gang i 1800-tallet, gravede man et hul i højens centrum, utvivlsomt på jagt efter oldsager, som kunne sælges. Man ramte urnen med de brændte ben, som man ikke tog notits af, og gravede ned gennem bållaget uden at finde noget værdifuldt. Til gengæld fik gravrøverne ødelagt en del af de sammenhænge, som kunne have givet os vigtig viden, bl.a. om afdødes køn og alder.

Omtrent sådan kan ligbrændingsprocessen ved Bellinge have taget sig ud. Billedet stammer fra et forsøg med forhistorisk ligbrænding, hvor en gris dog repræsenterede et menneskelig. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Udgravningen af ligbrændingsstedet har allerede afsløret mange detaljer om bronzealderens begravelseshandlinger, og forhåbentlig kan kommende analyser af trækullet give os endnu mere viden. Valgte man brændslet ud fra, hvad der var lettest tilgængeligt i lokalområdet, eller udsøgte man bestemte træsorter, som man tillagde en særlig betydning for afdødes overgang fra de levendes til de dødes rige? Selv om udgravningen for længst er afsluttet, er det først nu, vi for alvor kan begynde at afdække nogle af hemmelighederne fra Bellinges bronzealder.

 

Hvis du vil vide mere

 

Henriksen, M.B. 2019: Opslugt af bål. – et forskningsprojekt om oldtidens ligbrændingspraksis. Årbogen Odense Bys Museer 2019, s. 74-87.

Henriksen, M.B. 2019: Experimental cremations – can they help us to understand prehistoric cremation graves? I:  A. Cieśliński & B. Kontny (red.): Interacting Barbarians. Contacts, Exchange and   Migrations in the First Millennium AD. Neue Studien zur Sachsenforschung Band 9, s. 289-296. Warszawa.

Madsen, C. & H. Thrane 1992: Udgravninger af sydfynske gravhøje fra yngre broncealder. Fynske Minder 1992, s. 23- 42. Odense.

Bly – fortidens vidundermiddel og nutidens miljøproblem

Når amatørarkæologer afsøger pløjemarker rundt omkring i Danmark med deres metaldetektor, finder de masser af smelteklumper af bly, og nu og da dukker der også egentlige genstande af bly op fra mulden. Genstandene kan vi ofte datere ud fra form og evt. indskrift eller ornamentik, mens smelteklumper, barrer og andre genstande uden særlige kendetegn kun bredt kan henføres til det lange tidsrum, hvor man har importeret bly til Danmark.

De ældste fund af bly på vore breddegrader kan dateres til ældre bronzealder (ca. 1300 f.v.t.). På en række bronzesværd fra Egtvedpigens tid er grebet udfyldt med bly. Det gjorde man for at afbalancere sværdet, når det skulle svinges over en fjende. Fundene fra bronze- og jernalder er ikke mange, men med de store værkstedspladser fra vikingetiden bliver bly mere almindeligt. Nu var der tydeligvis tale om en stor og systematisk import, og blyet blev anvendt i en lang række funktioner, f.eks. som vægtlodder og spillebrikker. På grund af metallets lave smeltetemperatur og bløde konsistens blev bly også anvendt til at lave modeller. Modellerne blev brugt til at lave aftryk i ler, der blev brændt til forme, som så kunne anvendes til at støbe smykker, beslag, redskaber mv. i serieproduktion.

Del af blymodel til fremstilling af smykker i såkaldt Borrestil. Stykket er fundet ved Nyborg og dateres til vikingetid. Foto: Jørgen Nielsen. 

I middelalderen blev bly udbredt som aldrig før, og det må tilskrives en betydelig sølvminedrift i Mellem- og Sydeuropa. Bly var et biprodukt af denne minedrift, og det har utvivlsomt haft betydning for metallets pris. Når arkæologerne graver i affaldslag fra middelalderen, findes blyaffald i hvert fald ofte i større mængder. Det gælder især nær kirker, hvor bly bl.a. blev brugt til tagplader, men også til religiøse objekter som relikvieskrin og ampuller til helligt vand. En voksende gruppe af detektorfund er de såkaldte blyamuletter, altså blyplader, hvori man har indridset tekster, ofte i form af besværgelser. Som segl på dokumenter samt på klæderuller og andre handelsvarer kunne blygenstande med oplysning om varens ophav nå langt omkring – og disse genstande er en uvurderlig kilde til belysning af middelalderens handelsveje. Et vist blytilskud fik man også, hvis man anvendte sminke med blyhvidt, hvis man drak vand fra trærør, der var samlet med blymuffer eller anvendte bordtøj, der var belagt med blyglasur. Velbekomme – det var tung kost!

Klinkeprop til reparation af hul i lerkar. Detektorfund fra Sydvestfyn. Foto: Nermin Hasic.

Helt op i nyere tid har bly fundet udstrakt anvendelse som lodder i urværker, i håndværksfunktioner og ved fiskeri. Mange fund af sammenbankede blyklumper med en kærv rundt langs kanten, såkaldte klinkepropper, viser, at man gerne reparerede et ødelagt lerkar ved at fladhamre en blyklump i hullet. Skulle en jernstang fastgøres i en sten, f.eks. på en trappe, foregik det også ved at fylde hullet med smeltet bly. Jo, i fortiden var bly, hvad lim og spartelmasse er for os i dag – og så en masse andre ting på samme tid. Det var et let tilgængeligt og billigt altmuligtmiddel, som desværre har vist sig at påvirke mennesker og miljø meget negativt.

I den femtårnede kirke i Kalundborg har man lappet et hul i bunden af døbefonten med en ordentlig slat smeltet bly. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Vil du vide mere?

Anspach, B. 2010: Die Bleifunde von Haithabu. Studien zu Haithabu und Füsing. Wachholtz

Feveile, C. 2000: Klinkpropper – klinkning af tyndvæggede lerkar fra middelalder (?) og nyere tid. Mark og Montre 2000.

Pedersen, U. 2015: Leadworking in Viking-Age Norway. Viking Worlds: Things, Spaces and Movement.

Pelikaner i Danmark – nu og før

Omkring Sankt Hans 2019 bragte medierne historien om en hvid pelikan, der var spottet ved Filsø i Vestjylland og senere ved Vejlerne i Nordjylland. Når det kunne blive så stor en historie, skyldes det ikke kun agurketiden, men at pelikanernes nærmeste naturlige levesteder findes i Sydøsteuropa. Hvis det blæser meget – en halv pelikan fristes man til at sige – kan fuglene forvilde sig ud af deres naturlige leveområder, ligesom ungfugle kan søge langt omkring i jagten på et nyt sted at slå sig ned. Det sidste må være årsagen til årets besøg i det jyske, for Dansk Ornitologisk Forening har oplyst, at gæsten var en unge fra 2018.

Medierne beskrev iagttagelserne som en ornitologisk sensation, eftersom vilde pelikaner ikke tidligere skulle være set i Danmark. Det var imidlertid en and! Vel at mærke en avisand – for i stenalderen kunne man også møde pelikaner ved danske kyster, for der kendes ca. en halv snes fund af knogler fra krøltoppet pelikan i affaldslag på bopladser fra jægerstenalderens Ertebøllekultur og bondestenalderens Tragtbægerkultur. Lokalt kendes pelikanknogler fra Troldebjerg på Sydlangeland og Tybrind Vig på Vestfyn. Selv om fundene henføres til perioder, hvor gennemsnitstemperaturen var lidt højere end nu, er der god grund til at antage, at også stenalderpelikanerne var på afveje fra levesteder under sydligere himmelstrøg.

Hvis man vil tæt på en pelikan, må man en tur i Odense Zoo, hvor de har rosa pelikaner. Denne underart lever i Central- og Østafrika, men har mange træk tilfælles med den krøltoppede og den hvide pelikan. Foto: Liva Henriksen Horsnæs.

Pelikanerne kan have et vingefang på mere end 3,5 m, så deres tilstedeværelse har naturligvis også påkaldt sig opmærksomhed, når de slog sig ned i et område med gode fiskemuligheder for ca. 6000 år siden. En overarmsknogle fra Tybrind Vig-bopladsen har tydelige snitmærker, der dokumenterer, at stenalderjægerne ikke kun betragtede den flyvende gæst med ornitologens nysgerrighed. Med en kropsstørrelse som en god gås, der nok kunne mætte nogle munde, kunne stenalderjægerne ikke tillade sig at være kræsne, så fuglen endte på madbordet sammen med skarv, svane, trane og andet godt fra luften.

Fra tiden efter ca. 3500 f.v.t. kendes ingen fund af pelikanknogler fra Danmark. Den mest sandsynlige årsag til dette er, at et generelt fald i gennemsnitstemperaturen betød, at pelikanerne ikke længere nåede så langt væk fra deres naturlige ynglesteder. At det så sker nu igen, er måske et udtryk for globale klimaforandringer.

Urne fra grav 1349 på Møllegårdsmarken. I dette tilfælde er der ikke meget tvivl om den ornitologiske bestemmelse af den afbildede fugl. Foto: Odense Bys Museer.

Først næsten 4000 år senere end de yngste knoglefund finder vi igen ”spor” af pelikaner i det arkæologiske materiale, men nu har fundene en helt anden karakter. På den sydøstfynske jernaldergravplads Møllegårdsmarken er der fundet tre lerkar – eller rettere urner, der rummede de kremerede rester af døde mennesker. Lerkarrenes yderside er dekoreret med omløbende friser i ophøjet relief med næsten ensartede fuglebilleder i indtil ni eksemplarer. Fuglene er afbildet med en stor, skråskraveret krop, fremadrettede ben, høj hals, der afsluttes med et hoved med tydeligt markeret øje – og ikke mindst et langt, kraftigt og nedadvendt næb. Der kan næppe være tvivl om, at fuglefriserne afbilder pelikaner. På et fjerde lerkar ses langt mere enkelt indridsede fuglebilleder, som også, men dog med større forbehold, kan tolkes som pelikaner. De fire lerkar, der er lavet i tiden omkring 300 og dermed i den periode, der betegnes yngre romersk jernalder, er unikke i det danske materiale. Derimod kendes lerkar med beslægtede friser i relief fra det nordtyske område, hvortil fynboerne havde tætte kontakter i disse århundreder. De fire sydøstfynske lerkar behøver derfor ikke at være et udtryk for, at pelikaner forlod Romerriget for at besøge de sydøstfynske strande i jagt på fisk; det kan lige så vel være lerkarrene, der kom hertil som led i udveksling af varer eller personer. De tre kar med plastiske friser er så ens i udførelsen, at de må antages at stamme fra samme håndværker. Man fristes til at tro, at de mere simpelt udførte fuglefigurer på det fjerde kar er en lokal efterligning af de fremmede lerkar – og fugle.

Urne fra grav 208 på Møllegårdsmarken. Fuglefiguren på dette kar afviger fra de tre andre og kan kun med forbehold tolkes som en pelikan. Foto: Odense Bys Museer.

I middelalderens billedkunst, bl.a. på en række kalkmalerier, møder vi pelikanen igen, og afbildningernes stiliserede karakter viser, at strejfende pelikaner næppe var et almindeligt syn i Skandinavien på denne tid. I det kristne billedunivers symboliserer pelikanen Jesu selvopofrelse for menneskeslægten, idet man længe har antaget, at fuglen plukkede sit eget brystkød for at fodre ungerne med det. Man har antagelig fejltolket de voksne fugles statur og bevægelser med hals og næb, når de gylper halvfordøjet fiskefangst op for at proppe det i de umættelige ungers svælg. Det er i øvrigt denne symbolik – som altså bunder på en fejlantagelse – der er årsagen til, at de danske bloddonorer bruger pelikanen som symbol.

Var det mon netop det store næb, der inspirerede jernalderens folk til at afbilde pelikanen? Kan man forestille sig, at pelikanen blev opfattet som en hjælper, der i sit rummelige næb skulle transportere afdødes sjæl til en anden verden? At rummeligheden i pelikanens næb er nærmest uendelig, ved vi jo allerede fra Rasmus Klump-bøgerne, hvor det ikke er småting, man kan hive ud af Pelles næb.

 

Hvis du vil vide mere

Albrectsen, E. 1971a: Fynske jernaldergrave bd. IV,1. Tekst. Odense.

Albrectsen, E. 1971b: Fynske jernaldergrave bd. IV,2. Tavler. Odense.

Aaris-Sørensen, K. 1988: Danmarks forhistoriske dyreverden. Fra Istid til Vikingetid. København. (s. 185).

Hatting, T. 1963: On Subfossil finds of Dalmatian Pelican (Pelecanus crispus Bruch.) from Denmark. Videnskabelige Meddelelser fra Dansk naturhistorisk Forening, Bind 125, s. 337-351. København.

Lassen, T.T. 2013: Human and animal bones from Tybrind Vig. Analysis of material from a burial and settlement. I: S.H. Andersen: Tybrind Vig. Surbmerged Mesolithic settlements in Denmark. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter vol. 77. Gylling. (s. 470).

www.kalkmalerier.dk (søgeord: Pelikan)

https://bloddonor.dk/pelikanen/ (pelikanen som symbol for Bloddonorerne i Danmark)

Bedstefars sabel førte mig ind i Danmarkshistorien

På væggen på mit kontor hænger en bajonet, som jeg arvede fra min farfar, da han døde 89 år gammel i 1987. Farfar havde arvet den fra sin far, som igen havde arvet den efter sin far, Niels Henriksen, der døde i 1906 i en alder af 86 år. I min farfars otte første leveår boede han sammen med Niels Henriksen, der var på aftægt på sin egen gård i Gestelev på Midtfyn. Det var før daginstitutionernes tid, så lille Christian var overladt til bedstefaderens selskab, mens forældrene drev gården. Af bedstefaderen lærte han at spille ”tavl” – brætspillet som vi i dag kender som mølle. Og samtidig fik han historier fra et liv, der strakte sig langt tilbage i 1800-tallets bondesamfund – og ikke mindst hørte han beretninger om de slesvigske krige. Det var den første af disse, der var årsagen til, at Niels Henriksen havde bajonetten, og i øvrigt tre medaljer, som kan kaste lidt lys over, hvorfor vi overhovedet har ”sablen” i familien.

Bedstefars ”sabel” er i virkeligheden en bajonet, som var beregnet til at sætte på den danske hærs forladere. Bajonettens længde viser dog, at den også blev båret som sidevåben.

Netop i dag er den ene medalje særlig aktuel; det er et sølvkors, der blev lavet i 1874 som erindring om 25-årsdagen for udfaldet fra fæstningen i Fredericia natten til 6. juli 1849. Det var et afgørende slag i den første slesvigske krig, der således fandt sted i dag for præcis 170 år siden.

”Bedstefars medaljer. Det er sølvkorset til højre, som Niels Henriksen fik for deltagelse i slaget ved Fredericia. Sølvsløjfen markerer deltagelse i slaget ved Isted 25. juli 1850. Erindringsmedaljen i midten blev – efter ansøgning – givet til deltagere i treårskrigen.

I starten af juli 1849 var Fredericia omringet af omkring 22.000 slesvig-holstenske tropper, og inde i fæstningsbyen var et omtrent tilsvarende antal danske mænd – herunder min tipoldefar Niels Henriksen. I Rigsarkivet har jeg fundet ud af, at han indgik i 2. forstærkningsjægerkorps. Dette korps fik, under ledelse af generalmajor C.F. Moltke, en afgørende betydning i det dristige udfald fra fæstningen den 6. juli, da det erobrede en vigtig skanse fra fjenden. Det skete i øvrigt, efter at den danske general Rye var faldet i et tidligere forsøg på at nedkæmpe stillingen. Måske var bedstefar med i denne afgørende batalje, og hvem ved, om bajonetten var i brug i hårde nærkampe?

Min tipoldefar, gårdejer Niels Henriksen fra Gestelev. Selv om han døde 60 år før jeg blev født, har jeg hørt mange historier om ham fra min farfar. Overleverede familiehistorier lever i generationer!

Niels Henriksens krigsindsats var dog ikke slut, for i 1850 kaldte landet igen til tjeneste, og han deltog i slaget ved Isted, som den lille sølvsløjfe viser. En genindkaldelse i 1851 førte ikke til aktiv kamptjeneste, og bedstefar kunne nu – som det fremgår af soldaterpapirerne i øvrigt uden at være såret – vende hjem til den gård, som han drev, indtil den gik i arv til sønnen.

Disse for Danmarkshistoriens gang så vigtige episoder føles som en uendelig fjern fortid. Men da historierne om Niels Henriksens deltagelse i krigen blev fortalt til mig med farfar som det eneste mellemled 130 år efter begivenhederne fandt sted, føltes det nærværende. Havde bedstefar dog bare fortalt flere detaljer til farfar – og han efterfølgende til mig – mens vi sad ved tavlbrædtet! Netop de overbragte historier om bedstefar og ”sablen” var en stærkt medvirkende årsag til, at jeg helt fra de tidlige barneår blev grebet af den gode fortælling og historie, som siden blev mit levebrød. Selv om jeg i sagens natur aldrig har mødt bedstefar, har jeg meget at takke ham for. Jeg sender ham derfor tit en venlig tanke, når blikket falder på bajonetten, medaljerne og den lidt brysk udseende herre med bowlerhatten på min kontorvæg.