Jernalder og byudvikling i Odenseområdet

Efterhånden som Odenseområdet gradvist fyldes ud med bebyggelse og veje, bliver det stadig sværere at forestille sig et landskab, der i alle oldtidsperioder, men måske især i jernalderen var ganske tæt beboet. Fundkortets punkter på steder, hvor der nu ses tætte hus- og vejsignaturer synes umiddelbart svære at relatere til et mønster af jernalderbopladser, spredt omkring i et landskab, hvor menneskets indgreb endnu kun var af beskeden og forbigående karakter. Ikke desto mindre er hver prik på kortet et led i en systematisk kortlægning af den aktivitet, der fandt sted i det odenseanske område mellem 500 før og ca. 1000 efter Kristi fødsel. Denne kortlægning daterer sig tilbage i 40-rne, hvor daværende museumsinspektør Erling Albrectsen indledte sin årelange og meget givtige jagt på den fynske jernalderbebyggelse^[1]. Albrectsens virksomhed baserede sig overvejende på henvendelser fra lodsejere, men med naturfredningsloven fra 1969 kom også anmeldepligten for fund af fortidsminder, og dermed også en systematisk indsats overfor det fundstof, der i stigende grad blev truet i forbindelse med vejanlæg, byudvikling og anden arealkrævende virksomhed. I 1978 tog Fyns Stiftsmuseum initiativ til at iværksætte et egentligt forebyggende kortlægnings- og undersøgelsesarbejde i de dele af Odense kommune, der var udset til fremtidige byudviklingsområder, men dette og senere foreslåede projekter nød ikke fremme fra myndighedernes side, hvad man idag dybt må beklage^[2].

Siden 1980 har det arkæologiske redningsarbejde derfor i praksis fungeret på den måde, at samtlige lokalplanforslag er blevet fremsendt til museet, hvor sagsbehandlingen har været: gennemgang af arkivmateriale om det pågældende område, om nødvendigt en markafsøgning, og i positivt fald en prøvegravning efterfulgt af en egentlig udgravning. Samme procedure har været fulgt for anlægsarbejder, projekteret af andre myndigheder: i Odenseområdet således Fyns Amtskommune, Vejdirektoratet, Dansk Olie og Naturgas A/S samt Naturgas FYN I/S^[3].

Med udgangspunkt i det planmateriale, der foreligger for området^[4], foregår der således til stadighed et arkæologisk redningsarbejde med det formål at redde så megen værdifuld information som muligt af et kildemateriale, der er under stadig reduktion.

Selvom der idag er udsigt til en snarlig afslutning på denne puslespilsopgave, er det dog allerede nu muligt at pege på tendenser i materialet og på de nye spørgsmål arbejdet har affødt.

Som eksempel herpå er udvalgt to odenseanske byudviklingsområder, hvor det antikvariske arbejde i de senere år har været særligt intensivt.

Området på fig. 1. omfatter dele af Seden og Åsum sogne og vil indenfor en kortere årrække blive opslugt af bebyggelse. Området er geomorfologisk meget veldefineret, (drumliniseret moræneflade og hedeslette)^[5], og tillader iagttagelser over valget af bebyggelsens topografiske placering indenfor en række muligheder. Beskæringen af kortudsnittet er nærmest vilkårlig og må nødvendigvis give anledning til nogle betragtninger over bebyggelsesbilledets repræsentativitet, som jeg nedenfor skal gøre rede for.

Brikkerne til dette områdes fundbillede er samlet på vidt forskellig måde. En mindre del af punkterne stammer fra lodsejerindberetninger og har således tilfældighedens karakter. Selve Lundsgårdområdets bebyggelse, hvor den klassiske lokalitet (lb. nr. 7) også var lodsejeranmeldt, er et produkt af en skærpet opmærksomhed om bopladsindikatorer i pladsens nære omgivelser, men også her har andre faktorer medvirket, således naturgasledningen Højby-Fynsværket og andet ledningsarbejde. (lb. nr. 16.) Pladserne i Seden-Bullerup-området er derimod fremkommet gennem en intensiv markafsøgning af amatørarkæologer^[6], suppleret med iagttagelser i forbindelse med spildevandsprojektet Seden-Killerup og førnævnte naturgasledning. Fundene centreret omkring Åsum skyldes dels anmeldelser fra lodsejere og andre, (lb. nr. 11,17.) dels fund forud for og under etablering af nævnte spildevandsledning (lb. nr. 14,15.) og endelig som biprodukt af undersøgelserne i forbindelse med projektet »Landsbyens opståen og udvikling« (lb. nr. 13)^[7].

Hermed er vi fremme ved et problem, der ikke blot vedrører dette og det næste udvalgte område, men er af generel karakter hvad angår udsagnskraften af et arkæologisk fundkort^[8]. Først og fremmest har afsøgningsintensiteten i området en særdeles uensartet karakter. Lakunerne mellem de tre fundkoncentrationer afspejler ikke nødvendigvis den sande forhistoriske situation, men kan ligesåvel være en funktion af en mere tilfældig eller helt manglende afsøgning. Dette spørgsmål lader sig imidlertid besvare, da hele området qua byudviklingsområde vil være underkastet en skærpet antikvarisk kontrol i de kommende år. Man kan således betragte hele det viste område som et laboratorium for begrebet numerisk repræsentativitet: et balanceret forhold mellem det fundne antal jernalderlokaliteter og det antal, der eksisterede i den oprindelige forhistoriske situation. Indtil det arkæologiske arbejde i området er afsluttet, vil fundkortet dog snarest afspejle koncentrationer af nutidig aktivitet.

Anderledes forholder det sig med fundfordelingens honorering af kravet om geografisk repræsentativitet, dvs. hvorvidt de fundne pladsers topografiske fordeling er i overensstemmelse med fordelingen i jernalderen. Her kan der i højere grad bygges på erfaringer fra andre undersøgelser på Fyn og andetsteds, som det vil fremgå af et senere kapitel.

Som nævnt er det viste kortudsnit mere eller mindre vilkårligt beskåret, skønt selvfølgelig med en skelen til de tæt bebyggede arealer vest for udsnittet (Biskorup-Vollsmose) og muligheden for at kunne vise et par tydelige koncentrationer på samme kort. Herved afskæres egentlig muligheden for at operere med et dynamisk bebyggelsesbillede med sandsynlige bebyggelses-flytninger indenfor et større, vel i reglen naturligt afgrænset bosættelses- eller ressourceområde. Dette ligger da også udenfor rammerne af denne artikel, men netop det her behandlede område er særdeles velegnet til studier af bebyggelseshistoriske forløb på grund af terrænets forholdsvis klare opdeling i potentielt beboelige områder, skabt af sidste istid^[9].

Kortet fig. 2 er udvalgt efter samme kriterier som det foregående. Også her er en byudvikling i fuld gang, og også her har de hidtidige aktiviteter i området ført til fremkomsten af et betydeligt jernaldermateriale^[10].

Fundstoffet herfra er dog i langt højere grad et produkt af redningsarkæologi i forbindelse med byggeri, vejanlæg og ledningsarbejder end tilfældet for det foregående områdes. Hovedparten er således blevet påført fundkortet indenfor det seneste årti, dvs. efter det tidspunkt, hvor Fyns Stiftsmuseum intensiverede det arkæologiske redningsarbejde^[11].

Også det her viste område er behæftet med det repræsentativitetsproblem, der berørtes under kommentarerne til Seden-Åsum-området, nemlig følgen af en uensartet fordeling af den arkæologiske indsats. Lykkeligvis vil det også for dette områdes vedkommende være muligt at følge den planlagte udbygning op med arkæologiske undersøgelser, og forhåbentlig derigennem nå frem til en fundfordeling, der nærmer sig en numerisk repræsentativitet.

Når dette er konstateret, er det nærliggende at se på de præliminære resultater der allerede nu kan uddrages af materialet:

Fundenes kronologiske fordeling

For Seden-Åsum-områdets vedkommende ses en dateringsmæssig spredning fra tidligste førromersk jernalder (Ib. nr. 13 og 15) til vikingetid (lb. nr. 17), uden at man dog dermed kan tale om et kontinuert forløb. Som for Fyn som helhed er den senere del af førromersk jernalder godt repræsenteret^[12], men bemærkelsesværdig er indslaget af yngre romertid, (lb. nr. 1,3, 7, 8,16.) der hvad angår bopladser endnu ikke er særligt hyppigt forekommende på Fyn^[13]. Det er muligt, at fænomenet skal tilskrives den omstændighed, at Lundsgårdundersøgelsen med dens fund af to huse fra perioden har skærpet opmærksomheden om de normalt sparsomme indikationer på yngre romertid. Pladsen lb. nr. 3 er et resultat bogstaveligt talt af en finkæmning af et begrænset område: her fandtes ved rekognoscering blot tre mindre randskår samt et ornamenteret sideskår til datering af en lokalitet, hvor der i efteråret 1987 ved udgravning blev påvist massive bebyggelsesspor i undergrunden.

Testområdet i Odenses sydøstlige udkant, 15 km² stort, opviser en forholdsvis tæt fundfordeling i områdets nordlige del, dvs. den del der på nuværende tidspunkt enten er udbygget eller er under udbygning. Den kronologiske fordeling er imidlertid her noget forskellig fra Seden-Åsum-feltets. Her er den før-romerske bebyggelse i overtal, et fænomen der som nævnt er alment gældende for Fyn, og som i al fald er helt udtalt for det nordøstfynske område^[14]. Hvad angår fundtilvæksten for hele det fynske område mellem 1972-83 gælder det, at bopladser fra den senere del af førromersk jernalder udgør i alt 43% af samtlige registrerede bopladser fra ældre jernalder, dvs. inklusive den ikke ubetydelige andel af pladser, hvis datering ikke har kunnet præciseres nærmere end blot ældre jernalder^[15].

På sporet af den yngre jernalder

Som dokumentation for de to udvalgte områders status af testområder, er det værd at bemærke, at der netop i disse områder er gjort fund fra de afsnit af jernalderen, det hidtil har været vanskeligst at erkende ved konventionel markafsøgning. Som allerede nævnt er bopladser fra yngre romertid langt mere fåtallige end de foregående århundreders bebyggelser, men værre bliver det i den efterfølgende germanske jernalder med den »ganske generende fundmangel«^[16]. Faktisk er der dog netop i Odenseområdet høstet erfaringer med hensyn til den måde, bopladserne manifesterer sig på i markoverfladen såvel som under pløjelaget. Det er både tankevækkende og lidt foruroligende at måtte fastslå, at måden disse pladser giver sig tilkende på, radikalt adskiller sig fra den, der ellers karakteriserer førromersk og ældre romersk jernalders tilstedeværelse: tætte skårbestrøninger, der i reglen er ledsaget af tydelige partier af mørk, trækulsfarvet jord i pløjezonen.

Bopladserne fra tiden efter ældre romertid er derimod langt mere fordækte. Med Lundsgårdpladsen som eneste undtagelse skulle man faktisk helt frem til 1984 før det lykkedes at finde en fynsk boplads med hustomter. Ser man endvidere bort fra bopladsen ved Gudme, der i kraft af utroligt rige metalfund havde markeret sig med al atypisk tydelighed^[17], er det Odense-området, der metodisk set har bidraget mest til at løse op for problemet yngre romertid-germanertid: Ved Højme blev der i forbindelse med en naturgasledning udgravet en særdeles velbevaret boplads fra mellem 200-500 e. Kr. Her afdækkedes blandt andet dele af to hustomter (Fig. 6.) Overfladeindikationerne var stykker af hvidbrændt flint!^[18].

Forud for omlægningen af Assensvejen vest for Bellinge observerede museets medarbejdere lidt vest for Lettebækken enkelte jernalderskår samt områder med mørkfarvet jord. Iagttagelsen førte til udgravningen af Fyns hidtil største boplads fra de savnede århundreder! I alt 11 langhuse blev afdækket indenfor gravefeltet på ca. 180 × 35 meter (landevejstracéets bredde!). Fundmængden oversteg ikke mere end en snes lerkarskår.

Da naturgasledningen Højby-Fynsværket blev rekognosceret i foråret 1985 fandt Rigsantikvarens medarbejder syd for Lundsgård en større mængde hvidbrændt flint samt større pletter med mørk jord (lb. nr. 16). Den efterfølgende udgravning viste, at man (lb. nr. 16) her stod overfor et bopladsområde, der var samtidigt med yngre romertidsdelen af den klassiske Lundsgårdplads. Også her var fundmaterialet til at rumme i en enkelt plastpose.

Katalogets lb. nr. 3, umiddelbart vest for Bullerup, blev som nævnt fundet efter usædvanlig grundig finkæmning af et areal, der ellers leverede rigelige stenalderindikationer, – og brændt flint i mængde. Fænomenet kunne nemt være blevet tolket som spor efter udpløjede dysser eller jættestuer, hvor brændt flint er et karakteristikum, hvis altså ikke et enkelt ornamenteret skår havde peget på sen yngre romertid!

Ved udgravningen af denne boplads kunne det iagttages, at der i flere stolpehuller var et nedre lag af brændt flint iblandet trækulsholdig jord. Et enkelt anlæg synes endog at være en form for mile eller ovn til fremstilling af brændt flint. Med de mængder, der har kunnet konstateres i pløjelaget over bopladser af endog god bevaringsgrad som Højme og Lundsgård, er det nærliggende at forestille sig materialet brændt flint anvendt ved de dele af husbyggeriet, der senere forsvinder ved pløjning, måske som drænlag i en form for syld nederst i de ellers lerbeklaskede og tilsyneladende faskinflettede vægge.

Som de nævnte odenseanske pladser viser, synes det som om der for fremtiden bør eksperimenteres med prøvegravninger på steder med få, svage og før i tiden fravalgte overfladeobservationer som brændt flint og svage mørkfarvninger af markoverfladen.

Med andre ord kunne noget tyde på, at bebyggelsen fra de manglende århundreder faktisk er tilstede i alle jernalderområder, men at lokaliseringen af dem ikke kan ske ud fra de kendetegn, man almindeligvis anvender ved udpegningen af en lokalitet fra førromersk og ældre romersk jernalder.

For god ordens skyld kan det nævnes, at pladserne lb. nr. 12, 17 og 19 i Odenses sydøstområde er fundet under vilkår som de ovennævnte.

Forklaringen på fænomenet skal efter al sandsynlighed søges i en omlægning af landbruget, der har medført, at alt affald, herunder også iblandede lerkarskår, er blevet spredt ud som gødskning på markerne, i skarp modsætning til tidligere, hvor alle former for affald hobede sig op i og omkring selve bebyggelsen, – et fænomen der i høj grad har lettet arkæologernes arbejde med at finde den ældre jernalders bopladser^[19].

Pladsen Blangstedgård (lb. nr. 10.) i Odenses sydøstområde bør i den forbindelse nævnes som en af de stadig utroligt få bopladslevn fra overgangen mellem ældre og yngre germanertid, i årstal omkring 550 e. Kr.^[20]. Fundet skyldtes en anmeldelse fra amatørgruppen i Odense SØ, der havde observeret et kulturlag med lerkarskår i en kloakeringsgrøft. Trods en omfattende fladeafdækning lykkedes det ikke her at finde sikre huskonstruktioner, men placeringen i kanten af et rekreativt areal sikrer formentlig, at mulighederne for fremtidige undersøgelser af lokaliteten ikke er udtømte.

Bebyggelsen i terrænet

Selvom redningsarkæologien i sagens natur ofte giver fragmentariske informationer, er der forhold ved jernaldersamfundet, der lader sig aflæse blot ud fra en registrering af selve fundstederne, nemlig baggrunden for valget af placering i terrænet.

Forsøger man at udskille de faktorer, der har været afgørende for valget af bosted: jordbundstype, naturlige dræningsforhold i form af terrænhældning, adgangen til vand og eng etc., vil man for de fynske jernalderbopladsers vedkommende erfare, at der ikke kan udpeges et samspil af afgørende terrænkarakteristika, således som det synes godtgjort for øens sene broncealderbebyggelse^[21].

Selvom der indenfor de to udvalgte Odenseområder findes ganske varierede terræn- og jordbundstyper^[22], er der trods alt her ikke tale om samme kontrastrigdom som f.eks. i Thy eller de sønderjyske marskegne, hvor det i langt højere grad synes muligt at udpege præferencer ved valget af bopladsernes beliggenhed^[23]. Fra Schleswig-Holstein foreligger en række iagttagelser fra landskabstyper, der i højere grad kan sammenlignes med fynske forhold, men de tilsyneladende entydige resultater herfra stemmer ikke overens med det fynske jernaldermateriale^[24].

Set udfra det fynske bopladsstof får man indtrykket af, at jernaldersamfundet havde udviklet en erhvervsform, der i meget høj grad var uafhængig af bestemte topografiske elementer, og som kunne tilpasses næsten samtlige de vidt forskelligartede fynske landskabsformer og jordbundstyper. En markant undtagelse herfra er det udstrakte dødisområde vest for Odenseregionen, i geologien kendt under begrebet Vissenbjergområdet^[25]. Dette område har ikke i mindste måde haft del i fundtilvæksten siden Albrectsens oversigt fra 1971.

Et enkelt udvælgelseskriterium kan man dog påvise, nemlig kravet om adgang til engarealer og dermed fodringsressourcer. Netop i de to udvalgte Odenseområder og i landskabet øst og nordøst herfor er det muligt at se en klar korrelation mellem tidligere våd- eller engområder og beliggenheden af jernalderbopladser. Herved fremtræder et mønster af bebyggelser langs randen af de nordvest-sydøst-orienterede moræneflader og hedesletteøer, der karakteriserer dette landskab^[26]. Iagttagelserne støttes af en undersøgelse, der med udgangspunkt i jysk materiale synes at vise, at forholdet mellem engstørrelsen og antallet af høveder har været i størrelsesordenen 1 stk. kvæg pr. 4-6 ha. eng, der har skullet dække behovet for kreaturfodring med hø vinteren igennem^[27]. Ved jyske bopladsundersøgelser er påvist en kvægbestand pr. gård på mellem 10-15 stk.^[28], hvilket klart understreger behovet for græsressourcer. Spørgsmålet er så blot, om det generelle billede af jernaldersamfundet, med en overvejende kvægbaseret økonomi, direkte kan overføres på fynske forhold? Dette billede er skabt på grundlag af data fra jyske bopladsundersøgelser, og med de selv i vore dage helt åbenbare forskelle i forholdet kvægbrug/agerbrug mellem Øerne og det nordlige og vestlige Jylland, er det vel næppe utænkeligt, at der også i jernalderen har været forskelle i brugsmønstret.

Med Odensearkæologiens karakter af punktundersøgelser, er det nok desværre ikke her vi skal finde svaret på dette spørgsmål. Hertil må man afvente muligheden for at totaludgrave en fynsk jernalderbosættelse beliggende på typisk god tung fynsk jord.

Nødarkæologien vil selvsagt altid være beskæftiget med dele af helheder, og kan umiddelbart virke tilfældig og uden bagvedliggende forskningsstrategi: Fortidsminderne undersøges i den rækkefølge den moderne byudvikling bestemmer og i den udstrækning de berøres af anlægsarbejder. Når dertil kommer, at der under markoverfladen kan gemme sig andet og mere eller mindre end hvad der var synligt på markoverfladen, – arkæologiens uafvendelige vilkår, kan arkæologisk kortlægning mange gange forekomme som planløs og spredt fægtning. Uden at ville gøre en dyd af en nødvendighed er det imidlertid ikke svært at finde argumenter for fortsat at opretholde et nødarkæologisk beredskab: Først og fremmest bør man betragte enhver forhistorisk lokalitet som del af en ressource, der ikke kan forny sig. – Lidt i sammenligning med fossilt brændsel! Hver gang et fortidsminde ødelægges ved jordarbejde, går der en smule information tabt, muligvis endda vigtig og ny information, der kunne bringe arkæologien et hanefjed videre.

Herudover kan man, som tidligere nævnt, betragte nødarkæologien i byudviklingsområder som laboratorier, – som testområder, der giver mulighed for at stille spørgsmål og få svar på de problemer man tumler med i rene forskningssammenhænge^[29], f.eks. problemerne med at erkende yngre jernalders bebyggelse, for nu blot at nævne en enkelt problemstilling. Jernalderarkæologien i Odenseområdet er et ganske godt eksempel på, at det kan nytte at fortsætte det møjsommelige og langvarige arbejde med at få samlet alle brikkerne i det arkæologiske puslespil.

Katalog

Katalog over jernalderfund indenfor kortudsnittet fig. 1, omfattende dele af Seden og Åsum sogne.

Jernalderfund indenfor kortudsnittet fig. 2, omfattende dele af Odense købstad og Fraugde sogn.

Noter

1. ^ Erling Andersen: Fyns Bebyggelse i den ældre jernalder. Aarb. Nord. Oldk. Hist. 1946. Samme: Den ældre jernalders bebyggelse på Fyn. Kuml. 1970. (1971).
2. ^ Torben Grøngaard Jeppesen: Odense kommunes udbygning og arkæologien, -en rapport udarbejdet af Fyns Stiftsmu-seum. Marts 1978.
3. ^ Kim Beck Danielsen: Den fynske motorvej 1954-1985. Udg. af Vejdirektoratet, Fyns Amtskommune og Odense Kommune. Odense 1985. p. 37-39. Danmarks længste udgravning. Arkæologi på naturgassens vej 1979-86. Udg. af Nationalmuseet og de danske naturgasselskaber. Kbh. 1987. p. 199-234.
4. ^ Tidsfølgeplan for Odense kommune 1987-91. bl.a.
5. ^ Per Smed: Studier over den fynske øgruppes glaciale landskabsformer. Medd. fra Dansk Geologisk Forening. Bd. 15 Hft. 1 København 1962 p. 4-8.56.
6. ^ Amatørarkæologigruppen Odense Nordøst, der består af 8 personer.
7. ^ Torben Grøngaard Jeppesen: Middelalderlandsbyens opståen. Fynske Studier XI. Odense 1981.
8. ^ Jørgen A. Jacobsen: Fyns jernalderstatus. Hikuin 10.1984. Århus 1984 p. 21-22.
9. ^ Som note 5.
10. ^ Tidsfølgeplan for Odense kommune. 1987-91. Område 4 p. 1-49.
11. ^ Amatørarkæologigruppen Odense Sydøst, der består af 5 personer, har i stor udstrækning fulgt igangværende anlægsarbejder og meddelt iagttagelser herfra til Fyns Stiftsmuseum.
12. ^ Jacobsen 1984 p. 18.
13. ^ Albrectsen 1971 p. 139-141. Jacobsen 1984 p. 21.
14. ^ Utrykt opgave ved Institut for Forhist. Arkæologi, Aarhus Universitet, udarbejdet af stud. mag. Rune Lykke Simonsen 1982. Jacobsen 1984 p. 19.
15. ^ Jacobsen 1984 p. 18-19.
16. ^ Albrectsen 1971 p. 129.
17. ^ Jørgen A. Jacobsen, Claus Madsen og Henrik Thrane: Nye fynske husfund fra yngre jernalder. Fynske Minder 1984. p. 8.
18. ^ Som note 17.
19. ^ Jacobsen 1984 p. 23.
20. ^ Stig Jensen: Et grubehus fra Darum. Bidrag til keramikudviklingen gennem 6. årh. e. kr. Kuml 1985. Århus 1984 p. 119.
21. ^ Nils M. Jensen: Broncealderens bopladsmønster på Sydvestfyn. I: Diakrone bebyggelsesundersøgelser. Skrifter fra Historisk Institut, Odense Universitet Nr. 34. Udg. af Henrik Thrane. Odense 1987 p. 37-48.
22. ^ Smed 1962 p. 4-8. 56 samt Tavle 1. Samme: Det fynske landskab p. 14-15. Brenderup 1978.
23. ^ Stig Jensen: Byhøjene i Thy og aspekter af samfundsudviklingen i ældre jernalder. MIV nr. 6. Viborg 1976 p. 1 fT. Samme: Ribeegnen gennem 10.000 år. -et bebyggelseshistorisk projekt. Mark og Montre 1984. Esbjerg 1984 p. 12 ff.
24. ^ Herbert Jankuhn: Klima, Besiedlung und Wirtschaft der älteren Eisenzeit im westlichen Ostseebecken. Archaeologia Geographica 1-3. Neumünster 1952 p. 28 ff. Samme: Archäologie und Geschichte. Vorträge und Aufsätze. Berlin 1976. p. 238-40. Michael Müller-Wille: Bebyggelsesarkæologiske undersøgelser i Kosel. Kr. Rendsburg-Eckernförde. I: Skrifter fra Hist. Inst. Odense Univ. Nr. 34 Udg. af Henrik Thrane. Odense 1987 p. 66-77.
25. ^ Smed 1962 p. 37 ff.
26. ^ Henrik Thrane m.fi.: Fra boplads til bispeby. Odense til 1559. Odense Bys Historie. Odense 1982 p. 78.
27. ^ Bodil Lewis: Overbygård og Nørre Fjand. En analyse af nogle jernalderlandsbyers tilliggender og økonomi. Kuml 1985. Århus 1984 p. 137.
28. ^ Bl.a.: Steen Hvass: Hodde, et vestjysk landsbysamfund fra ældre jernalder. København 1985 p. 181.
29. ^ Henrik Thrane: Arkæologisk strategi og taktik på Fyn 1972-85. I: Skrifter fra Historisk Institut, Odense Universitet, nr. 34. Udg. af Henrik Thrane. Odense 1987. p. 89-90.
    Samme: Fra stolpehuller til modeller, et forsøg på diskussionsindledning I: Fra jernalder til middelalder. Skrifter fra Historisk Institut, Odense Universitet. Nr. 27. Udg. af Henrik Thrane. Odense 1979. p. 179 ff.
30. ^ Erling Andersen: Fynske jernaldergrave V Odense 1973 p. 44.
31. ^ Albrectsen 1947 p. 6 ff.
32. ^ Henrik Thrane: Lysglimt fra en mørk tid. To jernalderspænder fra Åsum Enggård. Fynske Minder 1973. Odense 1973. p. 19-28.
33. ^ Grøngaard Jeppesen 1981. p. 53.
34. ^ Grøngaard Jeppesen 1981. p. 98-100.