Vikingetidens befolkningskoncentration?

– Når arkæologien trækker på andre og senere kilder

Af Peder Dam. Geograf, historiker og museumsinspektør

Arkæologiske udgravninger giver hele tiden ny viden om fortidens landskaber, samfund og mennesker. Men der er også områder, hvor arkæologien alene har svært ved at give fyldestgørende svar og derfor trækker på viden om andre kulturer, andre faggruppers viden, rekonstruktioner samt senere, historiske kilder.

Hvad var befolkningskoncentrationen i vikingetiden fx? Hvor i Danmark boede der mange folk, og hvor boede der kun få? Arkæologer har gennem de sidste årtiers mange udgravninger af bopladser et billede af dette, men det er stadigt svært at konkretisere de relative, regionale befolkningskoncentrationer i landet som helhed ud fra de arkæologiske observationer alene. I stedet kan man forsøge at kombinere ens viden med senere kilder i håb om, at det minder lidt om de tidligere forhold i fx vikingetiden, og man kan trække på kilder fra andre fag i håb om, at disse indirekte kilder kan bidrage til besvarelse af spørgsmålet. Det hele vurderes selvfølgelig løbende ud fra ens arkæologiske viden, for alle kilderne, og alle metoderne har større eller mindre problemstillinger. I det følgende vil vi ”bladre” igennem fem kort længere og længere tilbage i tid. Hvert af kortene er farvelagt i fem farver, hvor de mest grønne områder viser den (potentielt) højeste befolkningstæthed.

Befolkningstæthed 1787

Kort 1

Kort 1: Den ældste fyldestgørende folketælling er fra 1787, og befolkningstætheden vises her efter antal personer pr. km2 for hvert af sognene. Den største problemstilling ved brug af dette kort i denne sammenhæng er selvfølgelig, at det er så sen en kilde, men desuden er sognene ikke ideelle til sådanne kortlægninger. Der kan være store forskelle fra den ene del af sognet (fx ved en større kirkelandsby) til fx dele af sognet med meget skov, overdrev og spredt bebyggelse. Der er også forskellige kildemæssige problemstillinger ved folketællingerne i denne periode, men det er i denne sammenhæng af minimal betydning. Data er indtastet af Jørgen Rydén Rømer i forbindelse med forskningsprojektet Agrar2000 og kortlagt på baggrund af www.digdag.dk.

Jordens dyrkningsværdi 1688

Kort 2

Kort 2: Da langt, langt hovedparten af befolkningen direkte eller indirekte ernærede sig af landbrug, kan jordens samlede dyrkningsværdi være en god indirekte kilde til, hvor mange folk der kunne bo i hvert af områderne. Den bedste, ældre kilde til dette er Christian d. 5. matrikel, der blev færdiggjort i 1688. Her er fordelen desuden, at oplysningerne er tilgængelige på ejerlavsniveau, hvilket er langt mere detaljeret end sognene som i det første kort. De mere spredte ressourcer (og lavere befolkningstal) i dødislandskaber, skovområder og de kuperede områder på Fyn omkring Vissenbjerg, De Sydfynske Alper og nord for Svendborg er derfor her tydeligere end på kort baseret på sogne. Købstæderne 1688 er markeret med sorte prikker, da kortet selvfølgelig ikke kan sige noget om købstadsbefolkningerne. Kilde: Dam & Jakobsen 2008.

Sogneareal 1660

Kort 3

Kort 3: Sognegrænserne menes at være blevet fastlagt omkring 1100 i forbindelse med indførelsen af ”tiende”, der var den afgift, som bønderne og andre skulle give til Kirken. De ældste nogenlunde sikre grænser er dog fra 1660, da den nye enevælde med en stærk, central administration opbyggede et større burokrati, der efterhånden gav en lang række skriftlige kilder om grænserforløbene. Der er sket grænseændringer mellem 1100 og 1660 (Jakobsen 2015) og nedlægelser af kirker, primært lige efter reformationen (Møller 1997: 34), men vi har ikke et fyldelstgørende indblik i det. Generelt var sognene små i tæt bebyggede områder, fx på de gode landbrugsjorde på morænesletter, mens sognene var større, hvor folk boede mere spredt, fx i hede- og skovegne. Men der er også mange undtagelser, og kortet fremstår ”spraglet” med flere afvigelser end alle de øvrige kort. Det skal sandsynligvis ses ud fra af, at en række lokale forhold og forskellige magtforhold også skal inddrages for at forstå etableringen af sognestrukturen. Kortlagt på baggrund af www.digdag.dk.

Andel af ældre bebyggelsesnavne

Kort 4

Kort 4: Der findes ikke nogle større grupper af bebyggelsesnavne, der kun er fra vikingetiden, men kortet her viser andelen af landsby- og enkeltgårdsnavne fra den foregående periode, i overvejende grad fra germansk jernalder (ca. 400-750 e.Kr.). De mest talrige ældre stednavnetyper er dem, som ender på –lev, –løse, –hēm, –sted, –ing og –ung. Bemærk, at kortet i høj grad viser de samme geografiske mønstre som de ovenstående kort med høje koncentrationer på morænesletterne og lavere koncentrationer i skov- og hedeegne. Kortet er udarbejdet ved at udregne gennemsnit inden for 10 kilometer, og overgangene mellem høj- og lavkoncentrationer fremstår derfor glidende uden, at det umiddelbart er muligt at tegne skarpe grænser. Kilde: Dam 2015, Jørgensen 2008 og http://danmarksstednavne.navneforskning.ku.dk/.

Registrerede fortidsminder fra vikingetiden

Kort 5

Kort 5: Den eneste landsdækkende registrant af arkæologiske fund og fortidsminder er Slots- og Kulturstyrelsens database Fund & Fortidsminder. Den indeholder i skrivende stund 297.066 anlægsregistreringer, hvoraf 3.534 er dateret til vikingetiden (750-1066 e.Kr.). Dataene har flere problemstillinger, bl.a. i forhold til forskellige registreringspraktiser over tid, fra museum til museum og praksis i dag. Desuden vil kortet dels afspejle, hvor har været meget aktivitet i vikingetiden, og dels hvor der har været meget detektoraktivitet og mange udgravninger, fx omkring udbygninger af vor tids større byer. Således kunne man jo godt gætte på, at den højere fundkoncentration fra vikingetiden omkring Ribe skal ses ud fra en faktisk højere aktivitet i vikingetiden i dette område, mens den højere fundkoncentration fra vikingetiden omkring Esbjerg nok nærmere skal ses ud fra en højere detektor- og arkæologisk aktivitet i forbindelse med udbygningen af landets femte største by. Dette kan da også underbygges af de ovenstående kort.

Samlet vurdering af vikingetidens befolkningskoncentration

Hvert af kortene har således deres problemstillinger, men det interessante er, at der er langt flere ligheder end forskelle mellem de fem kort. Alt tyder derfor på, at der ligesom i 1600- og 1700-tallet var relativt højere bebyggelses- og befolkningskoncentration på morænesletter i vikingetiden, mens den var lavere i de kuperede skovegne og i de sandede og hededominerede jyske egne. Der var selvfølgeligt kommet flere folk til i alle egnene i 1600- og 1700-tallet, men de relative egnsforskelle har stor kontinuitet tilbage i tid.

Der er dog også forskelle mellem kortene, hvoraf nogle skal ses i lyset af dataenes kildemæssige og/eller metodiske problemstillinger, mens andre forskelle skal tolkes som større og egentlige ændringer i bebyggelseslandskabet. Det måske tydeligste og måske mindst overraskende eksempel på en egn, der forskydes fra relativ lav befolkningskoncentration i vikingetid til høj befolkningskoncentration i 1600-/1700-tallet er områderne omkring København, inklusive Amager, dele af Vestegnen og kystlinjen nord for hovedstaden.

Det sidste kort herunder viser en sammenfatning af alle observationer, hvor landets befolkningskoncentration i vikingetiden er inddelt i henholdsvis høj, middel og lav. Det er dermed relative områdeklassifikationer, der i denne sammenhæng ikke siger noget direkte om antallet af personer pr. km2. Grænserne er tegnet med ”rund hånd”, og særligt i dele af de mere sandede områder i Vest- og Nordjylland har det været svært. Årsagen er sandsynligvis, at de mere eller mindre spredte engområder har været afgørende for landbruget, og disse grupperer sig ikke i større landskabsområder som fx morænesletterne og dødisområderne på Fyn. Mange områder synes at ligge i grænseområdet mellem lav og middel befolkningskoncentration. Desuden er der kun dårlige kilder til områderne ramt af sandflugt i vikingetiden og middelalderen. Arkæologien ligger her i høj grad gemt under klitterne, stednavne forsvandt før de skriftlige kilder blev talrige og de senere kilder som fx Christian 5.s matrikel viser situationen efter, at sandet havde bredt sig. Jeg har valgt at sætte de senere sandflugtsramte områder til lav befolkningskoncentration, men reelt ved vi ikke meget om forholdene her i vikingetiden. Endelig ser jeg lidt blandede resultater for dele af den sydlige del af Østjylland samt i Sydsjælland, men det er dog tydeligt, at det er skiftende mellem høj og middel befolkningskoncentration. Til sammenligning har opgaven for Fyn trods alt været lettere. Her fremstår forskellen mellem morænesletterne og dødislandskaberne / andre kuperede områder tydelig i såvel vikingetid og 1600-/1700-tallet.

Kort 6

Kort 6: Samlet vurdering af vikingetidens befolkningskoncentration tegnet med ”rund hånd”. Det vil sige, at kortet ikke er detaljeret nok til at fastslå, at præcist den og den bebyggelseslokalitet havde en bestemt befolkningskoncentration. Kortet forsøger kun at vise de generelle befolkningskoncentrationer i større områder vurderet ud fra de tilgængelige data. Som jeg har været inde på et par gange, så er det særligt nødvendigt at kende noget til landbohistorie og noget til naturgeografi for at forstå de regionale variationer i vikingetidens befolkningskoncentrationer. Men det må være i et evt. andet indlæg, at der kan gås mere i dybden med dette.

 

Litteratur og kilder:

Dam, Peder 2015: Bebyggelser og stednavnetyper. Navnestudier 44. Museum Tusculanum.

Dam, Peder & Jakobsen, Johnny Grandjean Gøgsig 2008: Historisk-geografisk atlas. Det Kongelige Danske Geografiske Selskab.

Jakobsen, Johnny Grandjean Gøgsig 2015: ”Rekonstruktion af middelalderens sognegrænse. Overvejelser baseret på casestudies fra Nordvestsjælland og Falster”. I Navne og skel – Skellet mellem navne. NORNA-förlaget

Jørgensen, Bent 2000: Danske stednavne. Gyldendal.

Rømer, Jørgen Rydén 20002: Indtastning af folketællingen 1787. Upubliceret.

http://danmarksstednavne.navneforskning.ku.dk/.

www.digdag.dk

http://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Download/

Om Mikael Manøe Bjerregaard