Hen over foråret og sommeren 2019 foretog Odense Bys Museer en større arkæologisk udgravning i Tietgenbyen sydøst for Odense. Forud for udgravningen var der registreret bebyggelsesspor fra sten- og bronzealder samt ældre jernalder på arealet. Udgravningen af bebyggelsessporene opfyldte alle forventninger og vil fremadrettet kunne udfylde flere huller i vores viden om den tidlige bebyggelsesudvikling på Fyn. Men som det vil fremgå af de kommende linjer blev der også gjort andre, mindst lige så spændende fund på arealet.
På den sydlige del af udgravningen blev der nemlig, som en ekstra bonus, fundet en gravplads med 24 jordfæstegrave fra vikingetid (se figur 1). Gravpladsen har dækket et område på mindst en hektar, hvor gravene lå relativt spredt, med en tydelig afgrænsning mod øst og nord.
Figur 1: Placering af vikingetidsgravene på udgravningen sydøst for Odense på en renset udgravningsplan. Bemærk den tydelige afgrænsning af gravpladsen mod nord og øst. Mod vest og syd kan det ikke udelukkes, at der kan have ligget flere grave. Centralt er graven med de bevarede skeletter af en mand og hans hund markeret (se nedenfor). Kort: Jakob Bonde, Odense Bys Museer.
Bevaringsforholdene i gravene var stærkt varierende, hvilket blandt andet skyldes, at de var anlagt i meget forskellig dybde og med en meget varieret konstruktion. I de dybest funderede grave kunne det gravlagte individ i nogle tilfælde anes som en mørkfarvet skygge centralt på gravbunden, og i enkelte tilfælde med næsten helt formuldede knogler eller tandemalje bevaret (se figur 2-3), mens der i lavere grave ikke kunne ses spor af de afdøde.
I én grav var bevaringsforholdene så gode, at hele skelettet fra en gravlagt mand lå tilbage. I fodenden af denne grav lå der desuden et fuldt bevaret hundeskelet fra en hund, der har måttet følge sin herre i døden (figur 4-5). Graven var centralt placeret på gravpladsen og havde en markant kammerkonstruktion, der adskilte sig klart fra de øvrige grave på lokaliteten. Uden om denne grav konstateredes en bred zone, hvor der ikke fandtes grave og det ser ud til, at den gravlagte skal ses som en central person i gravpladsens indre struktur – en placering, der efter al sandsynlighed afspejler den afdødes position i levende live.
Figur 2: Bevarede kistespor fra bundlaget i en af gravene. Centralt i graven ses spidsen af en forrustet jernkniv, der stikker frem fra jordbalken. Kistesporene fra den få cm tynde plankekiste ses tydeligt som mørke striber i den gule jord. Foto: Jakob Bonde, Odense Bys Museer.
Figur 3: I nogle af gravene kunne de helt formuldede rester af den gravlagte iagttages. Som oftest var det kun de store lemmeknogler og tandemaljen, der kunne iagttages. Foto: Kirsten Prangsgaard, Odense Bys Museer.
Figur 4: Kun i én af gravene var skelettet fra den gravlagte bevaret. I dette tilfælde var der tale om en ældre mand, der var begravet i en kammergrav med sin hund i fodenden og enkelte gravgaver – blandt andet en kniv og en hvæssesten. Foto: Mikael Manøe Bjerregaard, Odense Bys Museer.
Figur 5: Skelettet af hunden, der lå i fodenden ved den gravlagte mand. Foto: Mikael Manøe Bjerregaard, Odense Bys Museer.
I flere grave, men langt fra alle, blev der fundet personlige genstande som knive, hvæssesten samt perler af glas og bjergkrystal, som de afdøde har fået med sig som gravgaver. I én af gravene fandtes desuden et fornemt dragtsmykke af fremmed herkomst (figur 6) og et lille flettet guldvedhæng. I en anden grav fandtes et lille fragment af en guldtråd, der nok har været vævet ind i en fornem dragt (figur 7). Guld og bjergkrystal har bestemt ikke været allemandseje i vikingetiden og fundene vidner om, at en del af de gravlagte personer har haft en vis status i samfundet.
Figur 6. Smykke under konservering. Ca. 5 cm i diameter. Der er tale om en slags dåsefibel med bagside af kobberlegering og forside af fint flettet filigran af sølvtråde. I åbningerne ses to blå glasperler og øverst i billedet skimtes to meget små grønne glasperler bag sølvtrådene.
Figur 7: Et udvalg af fund fra flere af gravenes bundlag. Her fandtes både perler af glas og af bjergkrystal, samt enkelte guldgenstande. Guldtråden fra den fornemme dragt var for lille til at kunne gengives på billedet. Foto: Nermin Hasic, Odense Bys Museer.
Gravformerne var som sagt meget varierede. Enkelte grave var kun få cm dybe, mens andre bestod af mere massive konstruktioner med bevarede spor efter trækister og dybder på op til 50-60 cm (se bl.a. figur 2 og 4). To grave skilte sig ud ved en mere ekstraordinær konstruktion. Det drejer sig om førnævnte kammergrav med det helt bevarede skelet samt en grav med kammerspor, hvor selve kisten sandsynligvis har bestået af en lille båd eller et trug af træ.
Figur 8. Den østlige gruppe af grave med markering af plankeindhegningen, der afskærmer tre/fire af gravene mod øst og syd.
Med enkelte undtagelser var gravene var orienteret omtrent NNØ-SSV og kunne overordnet set opdeles i en østlig og en vestlig gruppe (figur 1). Den østlige gruppe bestod af 10 grave beliggende relativt samlet i et ustruktureret nord-vestgående rækkeforløb (figur 8). Med lidt god vilje kan gravene i dette område opdeles i flere små klynger på 3 til 4-5 grave, der måske repræsenterer familiemæssige eller andre relationer. Denne formodning underbygges af de bevarede stolpehuller fra et bredt plankehegn, der delvist omkranser tre af gravene i den østlige gravgruppe. Her kan der næppe være tvivl om, at de gravlagte personer har haft en relation, der har været vigtig for de efterladte at markere (se figur 8-10). At én af de tre grave er af en beskeden længde, der antyder, at der kan være tale om en barnegrav, understreger yderligere tanken om et familiegravsted. Hertil kommer, at der i oven den ene af de to grave med voksenstørrelse muligvis er anlagt en lille barnegrav med en størrelse på 120×50 cm.
Figur 9: Et af stolpehullerne fra plankehegnet som den så ud i overfalden af det gule undergrundsler. Foto: Bente Bech, Odense Bys Museer.
Figur 10: Et af stolpehullerne fra plankehegnet, som det så ud i profil. Det fremgår tydeligt at hegnet på trods af de tydelige stolpespor var meget dårligt bevaret. Foto: Bente Bech, Odense Bys Museer.
Den vestlige gruppe af grave ligger mere spredt, men dog med en vis symmetri omkring gravpladsens bedst bevarede og dybest funderede grav (se figur 1). Enkelte klynger i gravenes placering kan med lidt god vilje udskilles, og det vil fremadrettet blive et fokuspunkt, at kortlægge gravpladsens indre struktur ud fra gravenes indbyrdes placering, konstruktion og fundindhold. Det kan således nævnes, at der synes at være en tendens til at de rigeste grave er placeret i gravpladsens periferi, ligesom der som nævnt synes at kunne udskilles mulige ”familieklynger” på gravpladsen. Ydermere antyder den ofte ensartede afstand mellem gravene, at nogle af dem må have været synlige eller markerede på overfladen.
Endelig er det et påfaldende element på gravpladsen, at den kan opdeles i to separate grupper adskilt af en 40 meter bred ”gravløs” zone (se figur 1). Hvordan denne zone skal opfattes og hvad den repræsenterer, kan selvsagt ikke afgøres med sikkerhed. En mulig tolkning er, at begravelserne blev anlagt omkring et nu forsvundet vejforløb, der har fungeret som en naturlig opdeling af gravpladsen. En indikation på, at dette rent faktisk kan have været tilfældet, sås ved en tidligere udgravning ca 100 meter mod syd. Her blev der i forbindelse med udgravning af en bronzealderhøj registreret et delvist bevaret vejforløb, der peger direkte op mod den ”gravløse” zone på nærværende gravplads. Er denne tolkning korrekt, vil det også kunne forklare, hvorfor hovedparten af gravene er anlagt med længdeorientering nord-syd, da de i givet fald ville være beliggende parallelt med vejforløbet. Det understreger desuden, at gravpladsens indre struktur må være et resultat af en på forhånd fastlagt strategi.
Hvor de gravlagte personer har boet i levende live fortæller nærværende udgravning desværre intet om. Der har ikke kunnet registreres bygninger eller huse fravikingetiden, og størstedelen af arealerne mod nord og øst er tidligere udgravet, uden at der er fremkommet bopladsfund fra vikingetiden. Det må derfor anses for det mest sandsynlige, at de gravlagte har boet et sted syd for nærværende udgravningsareal på en ikke nærmere stedfæstet boplads.
Overordnet set er gravpladser fra vikingetiden relativt sjældne på Fyn, og det springer derfor i øjnene, at der kun ca. 700 meter mod øst tidligere er registreret en lignende gravplads med overordnet samme datering (Kildehusegravpladsen, Runge 2010). Her udgravedes 50 grave, der tidsmæssigt falder i overgangsperioden fra hedenskab til kristendom. Gravpladsen omfatter en høj frekvens af kammergrave, der minder om nogle af gravene fra nærværende lokalitet. At to så markante gravpladser har ligget næsten umiddelbart ved siden af hinanden fortæller en historie om en tid, hvor området øst for Odense må have være et velkendt og velbefolket område i vikingetiden. Gravfundene fortæller desuden om et vidt forgrenet kontaktnetværk, og det forventes, at kommende studier af materialesammensætning yderligere vil kunne belyse disse spørgsmål i forbindelse med projektet Årtusinders råvarer, der netop har til formål at undersøge de fundne materialers geografiske ophav.
At vi samtidig med gravene befinder os i en periode, hvor de tidligste faser af det nuværende Odense begynder at opstå, og hvor ringborgen Nonnebakken anlægges efter forlæg fra tidens øvrige vikingeborge, gør kun gravpladserne fra Tietgenbyen endnu mere interessante. De indgår således som vigtige elementer i forståelsen af det miljø, Odense opstår i, og vil potentielt kunne indgå som en del af den igangværende forskning omkring Odenses opståen.
