Månen live

af museumsinspektør, ph.d. Mediemuseet, Sissel Fossat

Vi kan alle genkalde os Neil Armstrongs let skrattende ord ”one small step…” Vi var der selvfølgelig ikke rigtigt, og mange af os var slet ikke født, da Neil Armstrong for 50 år siden, den 21. juli 1969, som den første nogensinde satte sit fodaftryk på Månen. Alligevel er begivenheden aflejret i vores hukommelse i både lyd og billeder.

Buzz Aldrin på Månen. Billedet blev taget af Neil Armstrong, som ses reflekteret i visiret.

 

En mediebegivenhed

Månelandingen var ud over at være en gigantisk bedrift i sig selv også en af det 20. århundredes største mediebegivenheder. Man regner med at optil 600 millioner mennesker verden over så med på live-udsendelserne i TV, hertil kommer et ukendt antal radiolyttere, der ligeledes kunne følge direkte reportager fra begivenhedernes gang. På den måde skrev månelandingen også mediehistorie. Det satellitsystem, der viderebragte signalerne fra Apollo 11, var først blev helt klar 19 dage tidligere. I dag er vi vant til en verden med globale nyheder 24 timer i døgnet, men i 1969 var det at vise et direkte TV-signal kloden rundt en stor teknisk bedrift. Medieeksponeringen var tænkt ind i mindste detalje af Apollo 11 missionen. Specialdesignede løsninger måtte sættes ind for at få de følsomme og tunge kameraer til at fungere i et så fjernt og fjendtligt miljø. Eksempelvis blev det kamera, der skulle fange Neil Armstrongs så berømte første skridt bygget ind i en særlig luge, som kunne aktiveres efter landingen. Vinklen, som det optog med, var forinden meget omhyggeligt blevet optimeret af eksperter fra Hollywood.

 

Månen i Danmarks Radio

I Danmark var det naturligvis DR’s opgave at transmittere begivenheden. Onsdag den 16. juli kunne man tænde for kassen usædvanligt tidligt. Allerede kl. 14 var det muligt at følge Apollo 11 missionens start og opsendelsen fra Cape Kennedy. En rumfartsredaktion bryggede programmer sammen som ramme om de live-udsendelser, man kunne følge, indtil astronauterne igen landede sikkert i Stillehavet den 24. juli. Også radioen var med, og fra midnat til morgengry den 21. juli var lytterne inviteret til månebal med Jørgen de Mylius og Jørn Hjorting kun afbrudt af rumfartsredaktionens situations­rapporter hver hele time. Det danske bidrag til verdenspressens tilstedeværelse i Houston var DR’s populære udenrigskorrespondent Claus Toksvig, og det var hans stemme, der guidede seerne igennem live-billederne. Toksvig nød godt af NASAs åbenhed over for udenlandske journalister, og han fik bl.a. lov til at hoppe i en rumdragt magen til dem, som astronauterne var udstyret med.

 

En politisk begivenhed

Når det nu var så vigtigt med den rette dækning af månelandingen, så var det ikke blot for Månens smukke ansigts egen skyld. Apollo missionerne var en del af den Kolde Krigs kapløb om rummet. Kort fortalt var den, der var bedst til at skyde raketter op i rummet, sikkert også bedst til at skyde raketter i hovedet på sin modstander. Lidt mere indviklet fortalt, så gjaldt det også om at tage ejerskab over den moderne verden og vise klodens indbyggere, hvem der havde den rette opskrift på fremskridt, velstand og dermed det lykkelige liv. Det var ikke så lidt, og alene derfor måtte begivenheden nødvendigvis kunne ses af så mange som overhovedet muligt. Også på den anden side af Jerntæppet i DDR kunne man følge missionen i TV’s almindelige sendetid, men arbejderbefolkningen måtte overholde sin sengetid, og den flimrende skærm viste som altid et prøvebillede i nattetimerne (Ramasjang Sover). De særligt interesserede kunne dog lytte med over radioen, da det første skridt på Månen blev taget kl. 03:45 dansk tid.

Jorden set fra Apollo 11 på rejsens tredje dag. Foto: NASA

En fælles oplevelse

Selvom Månelandingen altså var et barn af den Kolde Krigs dødsensfarlige splittelse, så var en vigtig sidegevinst ved begivenheden alligevel en form for fællesskabsfølelse. Med Apollo-missionerne fik menneskeheden for første gang mulighed for at se sig selv i et andet perspektiv. Den smukke blå klode kunne ses udefra med det vældige verdensrum som bagtæppe. En lille bitte prik. Ikke længere centrum i Guds skaberværk, men blot en perifer detalje. Men alligevel en helt særlig detalje, et hjem. Medieforskere peger desuden på mediernes evne til at skabe fællesskab, eller det som mange kalder sammenhængskraft. Ved at give adgang til fælles oplevelser eller fælles ritualer, så kan medierne være med til at give en følelse af sammenhørighed med mennesker, man ellers ikke kender. Når vi sammen ser Dronnings nytårstale, Melodigranprix eller en vigtig finale i fodbold, så opstår der et ”vi”, der har haft den samme oplevelse, på samme tid og vi har nu noget til fælles. En lille bitte brik i vores eget helt personlige liv farvet af et større fællesskab. At nogle har en fælles oplevelse af at månelandingen var en scene i en fabrikeret propagandafilm, gør faktisk ikke den fælles oplevelse mindre. Som foder til fantasi og forestillinger var Apollo missionerne noget ganske særligt. Et væld af film, bøger, spil og pop sange opstod i kølvandet på space age fascinationen. Hvem har ikke set Star Wars, Bamse sammen med Forlæns og Baglæns på planeten Joakim eller sunget med på David Bowies ode til Apollo 11? Mange hjem rummer stadig souvenirers og minder fra rejsen.

Måske har mormor platten fra den Kgl. Porcelænsfabrik på vægen? Foto: Mediemuseet.

Månelandingen på museum

Den oprindelige tv-udsendelse, som den blev vist på DR er desværre ikke til at finde nogen steder. Til gengæld huser Mediemuseets magasin en række plancher, som blev brugt under udsendelserne. De skulle gøre Apollo 11’s lange og komplicerede rejse lettere at følge, eller på skærmen når der blev stillet om til Claus Toksvig i Houston. De har en helt særlig håndlavet kvalitet fra en tid, hvor mennesker gik på Månen, fjernsynet var i sort/hvid, og plancher stadig var noget, der blev lavet med saks og papir.

Planche fra DRs tegnestue i forbindelse med Apollo 11. Foto: Mediemuseet.

Planche fra DRs tegnestue i forbindelse med Apollo 11. En flap kan åbnes, og en tekst kommer frem: “mens De lytter til NASA”. Foto: Mediemuseet.

 

Om Mikael Manøe Bjerregaard