Livet i middelalderbyen – og måden vi studerer det på

af Kirstine Haase, arkæolog

I løbet af de sidste tre år er materialet fra den første etape af udgravninger i forbindelse med lukningen af Thomas B. Thriges gade blevet brugt som udgangspunkt for en Ph.d.-afhandling forfattet af undertegnede. Jeg har brugt materialet til at blive klogere på, hvordan livet i middelalderbyen udspillede sig i samspil mellem byens fysiske form (gade, huse, matrikler osv.), materiel kultur (brugsgenstande) og mennesker.

Braun & Hogenbergs prospekt over Odense fra c. 1593.

At beskæftige sig med byer som fænomen og byens betydning for samfundets udvikling og mennesker generelt, er et emne, der er mere aktuelt end nogensinde før. I begyndelsen af 1900-tallet boede ca. 12% af verdens befolkning i byer, og FN vurderer, at denne andel være steget til mere end 60% i 2050. Groft sagt begyndte denne proces i dansk sammenhæng, i vikingetid og tidlig middelalder (uden at være lineært fremadskridende). Her opstod de første byer og andelen af befolkningen, der boede i byer, er anslået til at være ca. 14% ved middelalderens udgang. I løbet af middelalderen opstod ca. 110 byer, fordelt ud over det middelalderlige danske rige. Danmark blev altså et urbaniseret samfund i løbet af de 5-600 år middelalderen varede.

Bydannelsesprocessen og dennes konsekvenser bliver relevante for nutiden, da vi ved at studere den i fortiden – dette tilfælde middelalderen – kan blive klogere på vores egen tid, den udvikling, der foregår, og måske imødekomme de udfordringer, der følger med, på et mere oplyst og kvalificeret grundlag.

Et af de første spørgsmål, der melder sig er: Hvad er en by, og hvordan genkender man den arkæologisk? Jeg er selvfølgelig ikke den første, der har tumlet med det spørgsmål. Det har efterhånden mange hundrede år på bagen, men det er blev grebet an på forskellige måder gennem tiden. Nogle forskere vil sige, at det er lige så svært at definere en by som at definere en skov eller en ørken. Vi genkender det formentlig, når vi står overfor fænomenet, men kan vi angive en bestemt størrelse eller andre bestemte karakteristika, der adskiller en skov fra et krat? Eller en ørken fra en stor sandklit?

Danmarks statistik definerer en by som en sammenhængende bebyggelse med mindst 200 indbyggere, hvor afstanden mellem to huse ikke overstiger 200 meter. Dette er ikke så langt fra de parametre arkæologer har arbejdet med i de sidste ca. 70 år, nemlig befolkningsstørrelse, bebyggelsestæthed og bebyggelsesstørrelse. Udover disse parametre har man arbejdet med en række andre kriterier. Kriterier, der i høj grad afspejler den fuldt udviklede europæiske middelalderlige købstad. Det er f.eks. elementer som juridisk og skattemæssig særstatus, da man i middelalderens Europa indførte særlige bylove og byskatter, der adskilte sig fra det omkringliggende samfunds love og skatter.

En skelsættende begivenhed i studiet af fortidens byer og bydannelsesprocessen var udgivelsen af artiklen ”The Urban Revolution” af den australske arkæolog V. Gordon Childe i 1950. Childe havde forkastet C.J. Thomsens treperiode system som forklaringsmodel for den forhistoriske udvikling og introducerede i stedet en model baseret på afgørende samfundsmæssige skel, han benævnte som ”revolutioner”. F.eks. den ”neolitiske revolution” med overgangen fra jæger/samler samfund til landbrug samt den ”urbane revolution” med opkomsten af byer. Childes tredje revolution var den industrielle revolution. Childes arbejde med byerne var baseret på byer i Mesopotamien (nutidens Irak) fra c. 4000 f.Kr. Herfra opstillede og diskuterede Childe 10 kriterier, der definerer den urbane revolution. Disse er af eftertiden blevet anvendt som en liste over elementer, der definerer en by. På listen figurerer blandt andet størrelse, bebyggelsestæthed, tilstedeværelsen af fuldtidsbeskæftigede, specialiserede håndværkere, skrift, monumentale bygninger, socialt hierarki m.m. Denne model er siden blevet ivrigt diskuteret og re-defineret. Bl.a. tilføjede arkæologen Martine Biddle, der stod for de skelsættende udgravninger i Wincherster i England i 1960’erne, elementer som kunne erkendes arkæologisk såsom planlagt gadenet og forsvarsværker. Og i 1980’erne udbyggede den svenske arkæolog Anders Andrén modellen med en periodeopdeling eller rangordning af de danske middelalderbyer på baggrund af antallet af kirker og kirkeorganisationen.

En rekonstruktion af et ukrainsk mega-site fra bronzealderen, Talianki. Wikimedia commons

Hvorfor er det overhovedet interessant at tale om by-definitioner? Det er det, fordi vi gerne vil kunne sammenligne og beskrive de samfund vi studere så præcist som muligt uanset tidsperiode og sted i verden. Vi vil også gerne kunne udpege den præcise overgang fra et samfund uden byer til et samfund med byer. Men en kritik, der regelmæssigt er blevet rejst, og som vinder stigende indpas i disse år, er, at de gængse kriterier for at definere en by er for unuancerede og faktisk ikke er brugbare i forhold til at forstå og blive klogere på fortidens bydannelser, samt de mennesker og sociale processer, der var med til at skabe byerne. En ”tjek-liste” tilgang, som den traditionelle tilgang er blevet kaldt, afholder os også fra at studere a-normalierne eller det, der ikke nødvendigvis ligner den europæiske middelalder-købstad, og som måske netop kan gøre os klogere på afgørende skridt i bydannelsesprocessen og det særlige ved livet i disse samfund. Blandt andet har det været foreslået, at de ukrainske og rumænske såkaldte ”Trypilia mega-sites” fra bronzealderen med op til 46.000 indbyggere, bedst kan forstås som byer, selvom de mangler væsentlige dele af de traditionelle karakteristika som f.eks. socialt hierarki. Det samme gør sig gældende for det legendariske stenalder-bebyggelse Çatalhöyük i Tyrkiet, som har huset mellem 3000 og 8000 indbyggere og 2000 huse samt været hjemsted for både specialiseret håndværk og handel. Her diskuterer fagfolk stadig, om det kan forsvares at kalde stedet for en by.

Et af udgravningsfelterne på ”vesthøjen” i Catalhöyuk i Tyrkiet. Stedet er på Unescos verdensarvliste. Fra projektets hjemmeside.

Centralt i disse diskussioner står det man kunne kalde ”Definitionens magt”. Sat lidt på spidsen kan man sige, at måden vi definerer og karakteriserer byer på, bestemmer måden, vi studerer dem på. Hvis vi vælger Childe, Biddle eller Andrés modeller, er det de fysiske elementer (huse, byplaner m.m.), social rang og rumligt hierarki, der er i fokus. Vælger vi andre forskere som f.eks. historikeren Henri Pirennes eller økonomen Karl Polyanis perspektiv, er det handel og økonomi, der ses som centrale elementer for studiet af byer. Den seneste udvikling i studiet af byer lægger vægt på byens rolle som knudepunkt i et netværk og er f.eks. repræsenteret af den danske arkæolog Søren Sindbæks arbejde med emporierne, dvs. vikingetidens byer eller handelspladser som f.eks. Ribe og Hedeby. Her er det altså relationer, kommunikation, mobilitet og forbindelser, udtrykt i genstande og sociale strukturer, der er i centrum.

Hvis vi afviser den klassiske by-definition, er boldene på mange måder endnu engang i luften. Så hvordan studerer vi byer, hvis vi ikke længere kan støtte os til en konkret liste over definerede træk? Selv hælder jeg til en sociologisk/arkæologisk definition af byen som et sted med en særlig livsform, der udspiller sig i samspillet mellem mennesker, materiel kultur og strukturer. Jeg mener, at vi bør rette vores opmærksomhed mod mønstrene i dagliglivets sociale praktikker – det vil sige, måden man fysisk indretter sig på, de ting man bruger, måden man bruger dem på, hvad man spiser osv. Disse mønstre kan vi så sammenligne mellem byer, andre bebyggelsestyper, over tid, sted osv. På den måde bliver vi klogere på, hvad det er, der gør livet i byen til noget der adskiller sig fra andre måder at leve på. Vi får et indblik i, hvad der har gjort det urbane til en attraktiv og i mange tilfælde særdeles modstandsdygtigt – eller med et moderne buzz-word – resilient livsform, der rækker ud over byplaner, huse, love og hierakier.

Afhandlingen hedder: An Urban Way of life – social practices, networks and identitites in Odense, c. 1000-1500 AD.

 

Videre læsning om emnet:

Andrén, A. (1985). Den urbana scenen: städer och samhälle i det medeltida Danmark

Biddle, M. (1976). Towns. I D. M. Wilson (red.), Archaeology of Anglo-Saxon England, s. s. 99–150

Childe, V. G. (2015). “The Urban Revolution”. I The City Reader,  s. 31–40. https://doi.org/10.4324/9781315748504-13

Sindbæk, S. M. (2007). Networks and nodal points: the emergence of towns in early Viking Age Scandinavia. Antiquity, 81(311), s. 119–132. https://doi.org/10.1017/S0003598X00094886

Om Mikael Manøe Bjerregaard