Bykirkegården som et multifunktionelt åbent rum for byens religiøse manifestationer: Albani og Skt. Knuds kirkegårde i Odense

af Jakob Tue Christensen, museumsinspektør

Dette blogindlæg omhandler et igangværende forskningsprojekt. Projektet bygger på to arkæologiske undersøgelser tilbage i 1998, som tidligere er beskrevet i Fynske Minder 1999 (Jakob T. Christensen: Døden skiller – om kirkegårdsskel og -skik under Skt. Knuds Plads). Her blev blandt andet redegjort for en markant forskel i begravelsestætheden de to kirkegårde imellem, idet begravelsestætheden var væsentligt større ved sognekirken Skt. Albani end ved Skt. Knud, der også var domkirke. Dette forklaredes ved, at det lukkede og elitære miljø omkring dyrkelsen af Knud den Hellige udelukkede mange fra at blive begravet ved domkirken. Man kan dog med rette pege på andre forklaringsmodeller for dette fænomen, men vanskeligere er det at forklare, hvorfor Skt. Knuds kirkegård udvides i senmiddelalderen, mens den ”overbelagte” Skt. Albani kirkegård derimod beskæres. Projektet søger at påvise, at Skt. Knuds tilsyneladende ”tomme” kirkegård ud over begravelsesplads rummede pladskrævende funktioner knyttet til kulten og fejringen af Knud den Hellige.

Rekonstruktion af det centrale Odense i senmiddelalderen. Skt. Alabnis og Skt. Knuds kirkegårde lå side og side, men forskningsprojektet udsøger, hvorfor brugen af de to kirkegårde var meget forskellig.

For at finde alternative forklaringer, der kan rumme disse modsætninger, har forfatteren inden for rammerne af projektet Urbane Møder og Mennesker forsøgt at definere bykirkegården – her Albani og Skt. Knuds kirkegårde – som et rum, der var åbent for andre former for aktivitet end de rent begravelsesmæssige. Inspiration hertil er fundet i en artikel af Monica Smith: ”Urban Empty Spaces”, der tager udgangspunkt i forekomsten af arkæologisk ”tomme” områder i de tætbebyggede byer. Pointen er, at fraværet af bygninger eller anlæg skyldes et bevidst ønske om at friholde områder i den tætte by til formål, der ikke umiddelbart afspejles i fysiske anlæg, der kan påvises arkæologisk. De ”åbne rum” skabte muligheder for, at forskellige aktører kunne afvikle vidt forskellige ”events”, og for at forskellige grupperinger midlertidigt kunne indtage byens – eller som her kirkegårdens rum – som deres eget.

I et forsøg på spore disse aktiviteter i et arkæologisk materiale blev keramikken fra to udgravninger på kirkegårdene analyseret. Antagelsen var, at en forskel i anvendelsen af forskellige områder på de to kirkegårde ville afspejle sig i genstandsmaterialet. I et enkelt område af Skt. Knuds kirkegård tæt ved hovedadgangen til kirkegården udgjorde skår fra bordtøj over 33% af keramikken. Der kan derfor argumenteres for, at dette område af kirkegården lejlighedsvis har haft andre funktioner end blot begravelsesplads – f.eks. i forbindelse med religiøse fester for Knud den Hellige eller i forbindelse med forplejning af pilgrimme. Dette kan bidrage til at forklare den lave begravelsestæthed her set i forhold til Skt. Albani kirkegård.

Keramikfundene fra kirkegården peger på, at der er foregået andre aktiviteter end blot begravelser på det indhegnede område.

En forsigtig konklusion må være, at fortolkningen af bykirkegården som et ”åbent rum” åbner nye muligheder for forståelse af, at bykirkegårdene ikke blot var isolerede begravelsespladser, men spillede en væsentlig rolle i byens liv, hvor forskellige aktører havde mulighed for midlertidigt at sætte deres præg på et af byens repræsentative rum. Samtidig er det en påmindelse om, at kirkegården ud over at være den direkte vej til viden om middelalderens borgere i form af det bevarede skeletmateriale, også gennem genstandsmaterialet er en vigtig kilde til det liv, disse borgere levede.

Flakhaven i Odense ca. 1850. På pladsen foran domkirken gør det verdslige rådhus (hvidt hus midt i billeder) og det gejstlige kancellihus (gult hus til højre) begge krav på plads i byrummet.

Forskningsprojektet med den engelsksprogede titel ” The medieval churchyard as an urban empty space for communal devotion and display. The case of S. Alban and S. Canute, Odense” er en del af det VELUX FONDEN finansierede forskning- og formidlingsprojekt ”Urbaniseringens Møder og Mennesker” (UMM), som udføres i et samarbejde mellem Odense Bys Museer, Københavns Museum og Statens Historiska Museer (Göteborg). UMM udforsker etableringen og udviklingen af byerne i Skandinavien i perioden 1000-1700 ved hjælp af det omfattende materiale, som er kommet frem gennem de senere års store arkæologiske udgravninger i de tre byer. UMM interesserer sig særligt for sammenhænge mellem urbanisering, migration og dannelse af urbane identiteter, således som de kommer til udtryk gennem den materielle kultur.

Resultaterne af ”The medieval churchyard as an urban empty space…” vil blive udgivet i en engelsksproget artikel i tidsskriftet Acta Archaeologica ultimo 2019 sammen med en række andre forskningsartikler fra Odense, København og Nye Lödösa, som udforsker andre aspekter af urbaniseringens møder og mennesker.

Om Mikael Manøe Bjerregaard