af Mikael Manøe Bjerregaard, arkæolog
Forskningsprojekt undersøger det aristokratiske landskab omkring Odense Bispegård i senmiddelalderen
Resterne af den middelalderlige bispegård, i dag kendt som Odense Adelige Jomfrukloster
I begyndelsen af 1500-tallet husede Odense ikke mindre end to hoffer. Nemlig Dronning Christines gård i Klaregade og Odensebispens gård (i dag kendt som Odense Adelige Jomfruklostret) ved Odense Å. Dronning Christine førte en forholdsvis beskeden husholdning, der ikke skilte sig voldsomt ud fra det liv, som de mest velstillede Odenseborgere levede. Derimod ser det ud til, at biskoppen, Jens Andersen Beldenak, på mange måder søgte at skille sig ud og hæve sig over byens borgere med den bispegård, han lod opføre i 1504-08. I et mindre forskningsprojekt på Odense Bys Museer tages tolkningen af bispegården op til fornyet undersøgelse på baggrund af de seneste års udgravninger, som har tilføjet helt ny viden om bygningskomplekset. Projektet vil undersøge, i hvilket omfang bygningskomplekset har haft en identitetsskabende funktion for Beldenak, som var biskop i Odense fra 1501-1529. Konceptet prestigebyggeri var ikke ukendt i datiden. I en tekst fra 1500-tallet omtales bispegården slet og ret som et monument over Beldenaks storhed.
Jens Andersen Beldenaks selvkonstruerede våbenskjold
Jens Andersen Beldenak kom fra ringe kår, men blev en af rigets mægtigste mænd i senmiddelalderen. Han var ikke adelig, og havde derfor måske særligt behov for at positionere sig i samfund. Våbenskjoldet var i datiden et entydigt tegn på adelig herkomst, men Beldenak skabte sit eget våbenskjold, som var inspireret direkte af pavestolens våbenskjold i Rom. Derved synliggjorde Beldenak på en non-verbal måde, at han var på højde med og endda hævet over de magtfulde, gamle adelsslægter.
Rekonstruktionen af bispegården på baggrund af de seneste udgravninger. Til venstre i billedet ses voldgraven med vinderbroen.
Hvilket billede af sin identitet og status i samfundet ønskede Beldenak at signalere gennem byggeriet af bisepgården? I 2016 fandt arkæologer fra Odense Bys Museers som led i de omfattende arkæologiske undersøgelser forud for “Fra Gade til By”, det store byomdannelsesprojekt i Odense, en voldgrav og vindebro ved indgangen til bispegården. Dette lille forsvarsværk var vendt mod den omkringliggende by, og det tyder på, at bispegården i sit udtryk har været en lille borg midt i byen. Normalt var det ellers kun kongen, der havde befæstede boliger inde i eller i nærheden af de danske byer i middelalderen. Ved hjælp af rumlige analyser, som er inspireret af borgforskning, argumenteres der for, at bispegårdens fysiske udtryk og indretning sendte helt entydige signaler til både høj og lav i samtiden. Beldenak satte sig et monument i teglsten, som svarede til og samtidig fastholdt hans selvopfattelse i manifest form. Omkring bispegården inddrog Beldenak elementer af det aristokratiske landskab, som kendetegnede herregårde og borge på landet, bl.a. ved at opkøbe en holm i Odense Å og engene på sydsiden af åen. Dette landskab fremhævede det monumentale bispegårdsbyggeri for dem, som kom rejsende til Odense fra syd. Her lå bispegården som et lukket anlæg med toetagers fløje helt opført i teglsten og tronede som et særegent byggeri over byens øvrige huse. Kun kirkebyggerierne kunne i størrelse og omfang sammenlignes med bispens gård.
Tagene på bispegården havde også et helt særligt udseende. Har blev nemlig anvendt en speciel tagsten, som i form var en mellemting mellem middelalderens tagsten (kaldet munke og nonner) og vingeteglene, som vandt indpas i løbet af renæssancen. Tagfladerne, som var lagt med de særlige tagtegl, har haft et udtryk, der skilte dem ud fra de øvrige tegltage i Odense. Kan det mon være noget af samme tendens, vi ser i vores egen tid, hvor sortglaserede tagtegl er signal om, at en husejer har truffet eksklusive og dyre valg omkring sin private bolig?
Tagstenene som er fundet ved flere arkæologiske udgravninger på bispegården var en speciel overgangsform mellem middelalderens og renæssancens tagsten.
Genstandsfundene fra bispegården kan kun i meget lille omfang knyttes til bispens husholdning. De fleste fund stammer fra den sene del af 1500-tallet, hvor bispegården fungerede som kongelig residens. Genstandene som helhed signalerer ikke en hel så eksklusiv livsførelse, som selve bygningsværket. En stor del af fundmaterialet er således jævnt køkkentøj i form af fynsk sortgods og stjertpotter, som var en standardvare i de senmiddelalderlige byer. En større mængde af bordservice af glas og importeret stentøj viser dog, at der er tale om en bedrestillet husholdning, hvor man også ved bordet og med det sociale måltid som scene kunne forhandle og fastholde sin plads i samfundet ved hjælp af de genstande, man omgav sig med.
Denne sko fra bispegårdens voldgrav var allerhøjeste mode i anden del af 1500-tallet. Ved hælen ses et stykke af en bevaret sål af træ – sådanne såler var en helt ny del af skomoden i 1500-tallet. Materialet er kork, der formentlig stammer fra Portugal. Skoens ejer har hørt til samfundets absolutte elite.
Forskningsprojektet med den engelsksprogede titel ”Building an Identity” er en del af det VELUX FONDEN finansierede forskning- og formidlingsprojekt ”Urbaniseringens Møder og Mennesker” (UMM), som udføres i et samarbejde mellem Odense Bys Museer, Københavns Museum og Statens Historiska Museer (Göteborg). UMM udforsker etableringen og udviklingen af byerne i Skandinavien i perioden 1000-1700 ved hjælp af det omfattende materiale, som er kommet frem gennem de senere års store arkæologiske udgravninger i de tre byer. UMM interesserer sig særligt for sammenhænge mellem urbanisering, migration og dannelse af urbane identiteter, således som de kommer til udtryk gennem den materielle kultur.
Resultaterne af ”Building an Identity” vil blive udgivet i en engelsksproget artikel i tidsskriftet Acta Archaeologica ultimo 2019 sammen med en række andre forskningsartikler fra Odense, København og Nye Lödösa, som udforsker andre aspekter af urbaniseringens møder og mennesker.