Hvad med nonnerne på Nonnebakken?

Af Kira Renee Ambech og Cathrine Frederiksen Madsen, Afdeling for Kulturarv, Arkæologi på Odense Bys Museer.

Stedet ”Nonnebakken”, hvor Odd Fellow Palæet i dag befinder sig, er opkaldt efter det nonnekloster, der lå her i middelalderen. Disse nonner blev i middelalderen kaldt ”Nonnerne på Burgh”, måske fordi man endnu i middelalderen var bevidst om, at der havde ligget en borg på stedet. Vikingeborgen har i senere udgravninger og forskning fået meget opmærksomhed, men i den sammenhæng er nonnerne ofte blevet ”glemt”. I forbindelse med forskningsprojektet From Central Space to Urban Place, har vi derfor dykket ned i både historiske og arkæologiske kilder om nonneklostret for at få et overblik over, hvad man ved om nonnerne og selve klosteranlægget på Nonnebakken.

Nonnebakken er i dag svær at genkende i landskabet. Den omtrentlige udstrækning af borganlægget er her vist på et moderne kort. Den ydre ring markerer voldgraven, den indre ring markerer borgvolden.

Nonnerne i borgen – skriftlige kilder

Desværre fortæller de skriftlige kilder ikke meget om de nonner, som har boet på Nonnebakken tilbage i anden halvdel af 1100-tallet. Vi ved, at de får skænket den nybyggede stenkirke i Hjallese og den tilhørende tiende af Biskop Simon (1157-1187), og her omtales de som nonnerne i borgen, altså har de på daværende tidspunkt et kloster på Nonnebakken. Tiende fik de tildelt, fordi de var fattige, til gengæld skulle de skaffe en præst til sjælesorgen i Hjallese. Nonnerne nævnes i det hele taget ikke ret meget i kilderne. Vi ved, at de hører ind under Skt. Knuds Kloster, hvilket vil sige, at de er benediktinernonner. Næste gang vi støder på nonnerne i kilderne, er til et møde i Nyborg. Her er der problemer omkring nonnernes brug af en ny vandmølle. Munkene mente, at nonnerne skulle betale afgift til dem, for at bruge møllen. Det bliver stedfæstet af kongen, at nonnerne har ret til gratis at male korn på munkenes mølle en gang om ugen. Derudover skulle de også have korn og mel regelmæssigt af munkene, mod at de overlod dem ”deres landsby Issuse” (nu en del af Hunderup) og ”det nærmeste vand, der strækker sig ind til byen”. Dette er beskrevet i Knud 6.s privilegiebekræftelse til Skt. Knuds Kloster i 1193. Udover landsbyen og vandet skal de også overdrage Nonneborg og Nonneborg fang (græsningsjord). Dette foregår omtrent samtidig med, at man mener, nonnerne flytter fra Nonnebakken til klostret i Dalum. Der foregår altså et mageskifte mellem Skt. Knuds Kloster og nonnerne på Nonnebakken, men der er uenighed om, hvem der får hvad. På den ene side er det tolket som nonnernes afgivelse af ejendommen, på den anden side er det tolket som en bekræftelse på nonnernes ret til Nonneborg. Ud fra de skriftlige kilder kan vi antage, at nonnerne flytter til Dalum mellem 1180-1250, og at de derfor har boet ca. 60-80 år på stedet. Der er dog ingen, der rigtig ved, hvorfor nonnerne flytter.

I en kilde fra 1325 bliver gods ved Nonnebjerget overdraget til en nonne i Dalum Kloster af Prioren fra Dalum Kloster, og her fremgår det, at jorden har været forpagtet. Senere ved vi, at Nonnebakken bliver opdyrket til landbrug. I 1835 bygger prokurator Rasmussen et landsted med haveanlæg på Nonnebakken, og i den forbindelse bliver dele af Nonnebakken afgravet. Her kommer også flere arkæologiske fund frem, men dette standser ikke byggeprocessen. I 1908 under lukkede byrådsforhandlinger bliver det besluttet, at Nonnebakken skal yderligere afgraves, da jorden skal bruges til et elektricitetsværk. Her er det tydeligt, at den historie, der er på Nonnebakken, er ligegyldig i forhold til de penge, der kan spares ved at tage jorden fra Nonnebakken frem for ved havnen.

Før Nonnebakken blev afgravet i 1909, var bakken stadig meget genkendelig i landskabet. Her set til højre i billedet. Farvelagt kobberstik fra 1840.

Kirkegården

Der har været foretaget flere arkæologiske udgravninger på Nonnebakken fra 1834 til i dag, men få anlæg kan med sikkerhed siges at være fra middelalderen. De arkæologiske kilder, der vidner mest om, at der i middelalderen har ligget et kloster, er de talrige begravelser, der gennem tiden er fundet på Nonnebakken. Der kendes til 83 begravelser fra Nonnebakken, men der har sandsynligvis været flere begravelser. Det nævnes bl.a. i en avisartikel i Fyns Stiftstidende fra 1909, at arbejderne under afgravningen af Nonnebakken gentagne gange er stødt på velbevarede skeletter. Afgravningerne blev dog foretaget uden egentlige arkæologiske undersøgelser, hvorfor vi intet ved om disse grave. De grave man kender til, har bl.a. været kisteløse grave, men fund af kistesøm vidner om, at enkelte også var begravet i trækister. Derudover kendes der til 13 murede grave af teglsten, hvoraf flere har været trapezformede med et hovedrum, og enkelte har haft en overdækning på kisten.

I middelalderen har de fleste klosterkirker ved nonneklostre også fungeret som sognekirke, hvor menigheden gik til gudstjeneste i klostrets kirke og blev begravet på kirkegården. Flere af begravelserne kan derfor have tilhørt verdslige personer, mens nonnerne efter konventionen nok har været begravet i anonymitet på en særskilt kirkegård. Få skeletter er dog blevet bevaret, og kønsfordelingen kendes derfor ikke. I forhold til hvor kort tid nonnerne har befundet sig på Nonnebakken, er det bemærkelsesværdigt hvor mange grave, der er fundet. Flere grave har også ligget over andre grave, hvilket vidner om flere faser af gravlæggelser. Det er derfor meget muligt, at klostrets kirke og kirkegård stadig har været i brug, efter nonnerne er flyttet til Dalum.

Der er fundet flere murede grave af teglsten på Nonnebakken. Her ses et eksempel på en trapezformet teglstenskiste med hovedrum, udgravet i 1926.

Det forsvundne kloster

Der er desværre ikke fundet mange bygningslevn fra middelalderen på Nonnebakken. Fundet af et fundament til en teglstensmur i den østlige del af Nonnebakken vidner om en muret bygning, som dog ikke med sikkerhed kan sættes i sammenhæng med nonneklostret, da tegl først for alvor tages i brug i Danmark i slutningen af 1100-tallet. Der er dog omkring midten af Nonnebakken fundet bygningsspor af, hvad der tolkes som en middelalderlig stavbygning samt flere stolpehuller, der vidner om træbygninger på stedet. Idet nonnerne har været der i forholdsvis kort tid og dertil omtales som fattige, skal man ikke forestille sig et fuldstændigt klosteranlæg. Man må forestille sig, at klosteranlægget ikke har været færdigudbygget, og flere bygninger har sandsynligvis været opført i træ. F.eks. blev der under den murede vestfløj ved Dalum nonnekloster fundet spor efter stolpehuller, hvilket vidner om, at der før den senmiddelalderlige murede fløj lå en træbygning. Udover de få bygningslevn, der ikke med sikkerhed kan siges at have tilhørt klostret, blev der i den vestlige del af Nonnebakken fundet en ovn, der er blevet dateret til 1025-1160, og som derfor med en vis sandsynlighed har været i brug, da nonnerne boede på Nonnebakken.

Nonnebakken i fremtiden 

Grundet afgravningerne i 18-1900-tallet er Nonnebakken svær at se i landskabet i dag, men udgravninger i 2015 og 2017 har påvist, at der fortsat er meget af borgen bevaret under jorden. Nonnebakken er den dag i dag et af de vigtigste fortidsminder, vi har i Odense, og historien om vikingerne – og nonnerne – vil i de kommende år forhåbentlig blive trukket frem i lyset. Det er i hvert fald museets målsætning.

 

 

 

Ressourcernes geografi – Nyt forskningsprojekt hos Odense Bys Museer

af Peder Dam, museumsinspektør, GIS-ansvarlig, ph.d. ved Afdeling for Kulturarv, Arkæologi på Odense Bys Museer

Uden at tænke over det køber – og bruger – vi i dag dagligt varer fra hele verden: Tøj kommer fra store dele af Asien, legetøj fra Kina, biler fra Vesteuropa og Japan samt software fra USA. I forhistorisk tid og i den tidlige del af historisk tid har import af varer og råstoffer også været af afgørende betydning inden for det nuværende danske område. Både fordi nogle råvarer ikke fandtes her (fx mange metaller), fordi nogle varer var fremstillet med en teknologi og et håndværk, som var ukendt ved vores breddegrader (fx bestemte typer af keramik), eller fordi at råvarerne fandtes i større mængder i andre egne (fx træ).

Hvor kom de importerede råvarer så fra? Mens der fra forhistorisk tid og fra starten af historisk tid kun er ganske få skriftlige kilder, der kan hjælpe os med at afklare dette, kan de arkæologiske fund gjort ved de mange udgravninger være med til at give os et svar. I dag kan der udtages prøver fra fundene, hvor naturvidenskabelige undersøgelser af materialernes sammensætning kan vise, hvor råvarerne oprindeligt kom fra – en såkaldt proveniensbestemmelse. Den måske bedst kendte analyse af denne art er nok den, der blev foretaget ved Egtvedpigen fra bronzealderen. Her viste strontiumisotoper fra hendes hår og negle, at hun sandsynligvis kom fra Sydvesttyskland. Pludselig fik vi et indblik i én persons rejse – for mere end 3.000 år siden.

Kniv fra vikingetiden fundet ved Kildehuse i Tietgenbyen. Naturvidenskabelige analyser viser, at den indre kerne er af stål, sandsynligvis fra Centraleuropa, mens det omkringliggende jern med stor sandsynlighed er fra Østdanmark – og dermed måske af lokal fynsk oprindelse. Det var ikke usædvanligt, at knivene var fremstillet af en kombination af importeret hårdt stål, der gav holdbarhed, og af lokalt og blødere jern, der gjorde, at den kunne tåle at blive vredet uden at

Hvilket indblik i kontakt og handel vil vi ikke kunne få, hvis vi indsamler proveniensbestemmelser fra alle fund og alle tider og samler dem i én database inddelt efter materiale, alder, findested og oprindelsessted? Målet med forskningsprojektet Ressourcernes geografi er netop dette: at indsamle tusindvis af naturvidenskabeligt bestemte provenienser fra fund gjort i det sydskandinaviske område og gennem en systematisering og kortlægning af disse at se, hvordan ressourcestrømmene ændres over tid. Konkret vil der blive fokuseret på perioden 200 til 1200 og på, hvordan de store geopolitiske omvæltninger i perioden evt. ændrede ressourcemønstrene: f.eks. Romerrigets opløsning, Frankerrigets opblomstring, statsdannelsesprocesserne i Skandinavien samt orienteringen mod England i vikingetiden.

Forskningsprojektet Ressourcernes geografi er støttet af Kulturministeriets forskningsudvalg, og det vil blive gennemført i 2019-2020. Du kan læse mere om projektet her

Udvalg af middelalderlige keramikfragmenter fundet ved udgravninger på Vilhelm Werners Plads i Odense. Proveniensanalyser, i dette tilfælde såkaldte ICP-analyser, viser, at noget af keramikken/leret er lokalt og kommer fra Odense-området (numrene D, H, I og K), mens andet kommer fra bl.a. Vestjylland og sydvestlige Jylland (F og L) samt fra det nordlige Tyskland og Polen (A, C, E og G). Arkæolog Jakob Tue Christensen vil fortælle om disse keramikstykker, deres proveniens og meget andet d. 6., 14. og 18. oktober på Det Mobile Museum på Sortebrødre Torv. Læs mere om Det Mobile Museum her.

 

 

Hvad skulle vi egentlig med TV2?

Nedenstående indlæg er skrevet i forbindelse med Odense Bys Museers’ forskningsprojekt “TV 2 – et nationalt medie i provinsen“, som er støttet af Kulturministeriets Forskningspulje.

Af Sissel Bjerrum Fossat

Foto: Henrik Ohsten/TV2

Lige nu diskuterer politikerne de danske mediers fremtid. Historien, om hvordan TV 2 blev til, sætter forhandlingerne i perspektiv.

Vi har alle et sofaminde med TV 2. Måske kan du tale som Skærmtrolden Hugo, måske har du købt en plaid, som den man kunne få i Bengt Burg og Kategorinas Lykkehjulet. Måske er du som Peter og Morten en gang havnet ’det falske sted’, eller måske håber du bare i bedste Gertrud Sand-stil, at ’det bliver bedre i morgen’.

Men TV 2 skal sælges – måske…

I regeringens medieudspil fra april 2018 kunne man læse, at lidt under halvdelen af koncernen skulle sælges, men siden har Dansk Folkeparti stukket en kæp i hjulet på de planer, og salget vil blive taget op til fornyet diskussion om 2,5 år.

TV 2 har været sat næsten til salg i over 15 år, så hvor sagen lander, er ikke til at sige. Ét er dog sikkert: Der er ufatteligt mange politiske interesser på spil omkring TV 2, og det har der været siden idéen om stationen blev undfanget sidst i 1960’erne.

 

’Haribo macht Kinder froh’

Oprettelsen af TV 2 var ikke sofa-hygge, men en lang og alvorlig affære.

TV 2 var svaret på et politisk problem. Danskerne så i 1960’erne bekymrende meget udenlandsk tv, og man havde en nagende fornemmelse af, at det problem kun ville vokse sig større i fremtiden.

I de sydlige dele af landet ville ethvert barn vide, at den bedste gård på jorden var Immenhof, og naturligvis at ’Haribo macht Kinder froh’.

I 1967 havde man udsigt til, at tyskerne snart ville udsende de Olympiske Lege i farve for første gang. Det ville tiltrække mange danske seere, og risikoen var, at når man nu først var kravlet op på taget for at dreje antennen mod de tyske signaler, så ville den nok blive stående der. ’Frafaldne’ kaldte Danmarks Radio den slags seere.

Det var skidt. Og det var ikke bare skidt for Danmarks Radio; mange politikere var heller ikke trygge ved udsigten.

Den socialdemokratiske kulturminister Bodil Koch havde først været bekymret for omkostninger ved overgangen til farve, men Radiokommissionen af 1967, der så på sagen, anbefalede kraftigt at Danmark skulle følge med udviklingen i nabolandene, og regeringen gav grønt lys for farver. Samtidig anbefalede kommissionen, at der blev arbejdet hen imod at oprette en ’kanal 2’.

 

Svensk tv var ikke bekymrende, men ’TV 30’ derimod…

Man kan bemærke, at forbruget af svensk tv ikke bekymrede i tilsvarende grad. Svensk var næsten en slags dansk, og det svenske tv lignede meget Danmarks Radio: Seriøst og lødigt.

Det tyske fjernsyn var derimod populært, underholdende, indeholdt reklamer, og så var det, ja, tysk!

Interessen for en kanal 2 steg kun, da franskmændene og tyskerne i samarbejde opsendte en geostationær kommunikationssatellit i 1974. At kunne udsende tv fra rummet havde indtil videre ikke været meget mere end en nørdet space age-fantasi, men nu kom de overjordiske signaler tæt på.

Det gav grobund for helt nye fjernsynsdrømme, men også bekymringer. Satellit-signalerne havde ikke en begrænset rækkevidde som almindelige sendemaster. Der ville ikke længere være tale om fjernsynet, ikke engang et TV 2, men måske ligefrem TV30!

 

Nordisk tv-løsning næsten en realitet

I løbet af 1970’erne studerede danske politikere, embedsmænd og medieeksperter de nye muligheder, og to valgmuligheder præsenterede sig.

Enten kunne man i samarbejde med de andre nordiske lande deles om udgifterne til satellit-tv og dele hinandens tv-udbud. Det ville give udsendelsesmuligheder for en ny dansk kanal og samtidig give et langt større udbud for danske seere end blot en enkelt dansk kanal.

Eller man kunne oprette en ny dansk kanal med mulighed for at sende regional-tv. Denne løsning krævede, at nye sendemaster blev opstillet på jorden, for et TV2 med regional-tv kunne hverken udsendes via de eksisterende master eller via en eventuel nordisk satellit.

Med dette perspektiv blev den nordiske løsning endeligt valgt fra i 1981.

Tv til folket vest for Valby Bakke

Udover at dæmme op for udenlandsk tv, fandtes der et ønske om et TV 2, der skulle præsentere en anden vinkel end Danmarks Radio.

Denne anden virkelighed fandtes i rigt mål på den anden side af Valby Bakke, mente mange politikere fra Venstre og det Radikale Venstre. Det var et folkeligt højskole-Danmark, der på en og samme tid kunne give et modspil til hovedstadens elitære æggehoveders københavneri og virke som et værn mod den udenlandske indflydelse.

TV 2 skulle være en selvstændig tv-station, som både skulle have hovedsæde i provinsen og sende regionalt. Som Mediekommissionen af 1980 formulerede det:

»Man må etablere en institution, der politisk, socialt og økonomisk er forankret i og vendt mod lokale kulturinstitutioner. Dermed skabes et forsvarsgrundlag for en del af licensen, og man får et alternativ til det udenlandske, navnlig det vesttyske fjernsyn.« (Betænkning om et øget dansk medieudbud, 1983)

Reklamer delte vandene

Provins-vinklen var mindre vigtig for de konservative, der til gengæld var helt med på, at der skulle etableres et alternativ til DR. Det skulle bare være mere blåt og gerne privat og kommercielt.

Også her kunne Venstre skrive under. Nøjagtigt som i dag havde mange borgerlige et horn i siden på Danmarks Radio, der efter sigende havde for mange ’røde lejesvende’ ansat.

Det Radikale Venstre var dog ikke begejstret for tanken om reklamer. Det var en holdning, de delte med Socialdemokraterne. Selvom Socialdemokraterne ønskede mere dansk tv-indhold og gerne ville have regional-tv, så fandt de reklamer så uappetitlige, at de endte med at stå uden for kompromiset om TV 2.

Det var især reklamens magt i forhold til børn Socialdemokraterne frygtede, og partiet delte en stærk mistro til amerikaniseret og underlødigt kommercielt tv med venstrefløjen.

TV 2 undfanges med snævert, og færøsk, flertal

TV 2-loven blev vedtaget under Schlüter-regeringen i 1986 med et meget snævert flertal med 73 mod 71 stemmer.

De splittede radikale blev tungen på vægtskålen sammen med to af folketingets mere farverige personligheder: Ole Maisted, der var brudt ud af Fremskridtspartiet, og Óli Breckmann fra Folkeflokken.

Særligt Breckmanns beslutning om at stemme for forslaget var kontroversiel. Som repræsentant for Færøerne i folketinget ønskede han som hovedregel ikke blande sig i internt danske spørgsmål. Han mente, at TV 2 var både et færøsk og nordisk anliggende, fordi op mod 2/3 af det fjernsyn, der blev set på Færøerne stammede fra DR.

Breckmann lagde ikke fingrene imellem i sin kritik af DR og mente, at stationen udøvede et meningstyranni efter næsten østeuropæisk målestok. TV2 skulle derimod være intet mindre end »nordisk folkeoplysning og en dyrkelse og styrkelse af demokratiet«.

Foto: TV2

Aktuelle bekymringer er en genudsendelse fra 80’erne

I dag lyder der genklange af 1970’erne og 1980’ernes bekymringer for de danske medier.

Udflytningen af statslige arbejdspladser har samtidig sat provinsen i et fornyet fokus. Hvor det Radikale Venstre i 1980’erne var bannerførerne for et TV 2 i provinsen, har Dansk Folkeparti nu overtaget den stafet og ønsker at sende Radio24Syv til Aarhus.

Samtidig bliver der holdt et vågent øje med, hvor mange ansatte TV 2 har i Odense i forhold til i København.

Til forskel fra tidligere opfattes TV 2 ikke længere helt så afgørende anderledes end DR. Hvor stationen i 1980’erne blev opfattet som et ’monopolbrud’ i forhold til DR, så opfatter især politikere fra Liberal Alliance både TV 2 og DR som statsejede medier. Og det er medier, der ifølge partiet ikke må stå for stærkt i forhold til private.

Den internationalisering af medierne, som man i 1980’erne kunne se i horisonten, har manifesteret sig – og mere til. Det er ikke længere tysk fjernsyn, der vækker bekymring, men at sikre kvalitetsmedier i et lille sprogområde som det danske er stadig et centralt behov i mediepolitikken.

Hvad løsningen bliver, får vi at se, når næste kapitel i den danske mediehistorie skal skrives. Men at den bliver genstand for stærk politisk interesse er helt sikkert.

 Indlægget har i lidt anden form været bragt på https://videnskab.dk/kultur-samfund/hvad-skulle-vi-egentlig-med-tv-2

Den manglende brik til de tidlige danske byers historie?

Af: Mads Runge & Mogens Bo Henriksen

For nyligt udkom artiklen The origins of Odense – new aspects of early urbanisation in southern Scandinavia i tidsskriftet Danish Journal of Archaeology skrevet af museumsinspektør Mogens Bo Henriksen og forskningscenterleder Mads Runge på en bevilling fra Kulturministeriets Forskningsudvalg.

I artiklen konkluderes, at Odense er minimum 100 år ældre end byens traditionelle dåbsattest fra år 988; den tidligste forekomst af byens navn på skrift. Bebyggelsen etableres således fra slutningen af 700-tallet, og senest omkring år 900 kan der tales om en egentlig by.

Odenses traditionelle dåbsattest fra 988; et gavebrev fra den tyske kejser Otto III, hvor i Odense nævnes for første gang

Set i et større perspektiv er det væsentligt, at artiklen giver et nyt syn på den tidlige bydannelse i Sydskandinavien generelt.  Hidtil har man således beskrevet bydannelsen som sket i to uafhængige bølger. En første bølge i 7-800-tallet med handelsstationer som Ribe og Hedeby og en anden bølge af kongeligt anlagte byer fra omkring år 1000. Gennem det nye forskningsarbejde om det tidligste Odense er det blevet tydeligt, at der i 8-900-tallet opstår en række byer med afsæt i det lokale opland, og disse har dannet bro mellem de to oprindelige bølger af bygrundlæggelser.

Guldhængesmykke fra Lumby, nord for Odense, dateret til vikingetiden. Smykket er et af en stribe fine metalfund fra Odenses opland fra tiden omkring vikingetiden.

At denne gruppe af byer – som ud over Odense formentlig tæller Aarhus, Aalborg, Viborg, Horsens og Næstved – ikke tidligere har haft en så tidlig datering skyldes i forfatternes optik i høj grad anvendelsen af en bydefinition, som kun giver rum for, at der kan eksistere byer efter perioden omkring år 1000.

Væsentlige elementer for at tale om en by har således været, at der skulle være tale om en bebyggelse af en vis størrelse og med en relativt stor befolkningstæthed, samt at størstedelen af indbyggerne skulle ernære sig ved handel og håndværk. Samtidig skulle bebyggelsen være skarpt afgrænset i forhold til sit opland, have minimum to kirker, møntprægning og særlige beskatningsregler.

Dragtnål med motiver fra den nordiske mytologi, en såkaldt valkyriefibel, fra vikingeborgen Nonnebakken. Fundet dateres til 800-tallet og er med til at pege på aktiviteter på stedet i den tidlige vikingetid og altså samtidig med, at byen vokser frem på nordsiden af Odense Å.

Udfordringen med de hidtidige kriterier for at tale om en by er, at kristendommen og dermed kirkebyggeriet får en så central placering. Når kristendommen, som det bl.a. fremgår af den store Jellingestens budskab fra 960’erne om, at Harald Blåtand gør danerne kristne, først for alvor får fat i det sydskandinaviske område på dette tidspunkt, bliver konsekvensen, at man reserverer betegnelsen ”by” til bebyggelser, som er yngre her end.

Bl.a. inspireret af den norske arkæolog Dagfinn Skre er der derfor i Odenses Opståen-projektet arbejdet med en todeling af kriterierne for en by, hvor tilstedeværet af kirker og særlige beskatningssystemer kun anvendes på byerne efter år 1000. For forfatterne er det afgørende ikke de kristne elementer, men derimod den komplekse, tætte struktur og erhvervsforholdene, som er anderledes end i landbebyggelserne. Denne opfattelse stemmer fint overens med, at man i det mellem- og sydeuropæiske område allerede fra århundrederne f.Kr. betegner komplekse, ikke kristne bebyggelser, som urbane.

Model til et cirkulært smykke fra Vestergade 70-74 i Odense. Stykket dateres til ca. 900 og vidner om specialiseret bronzestøberhåndværk. Tegning: Steffen P. Maarup. Foto: Jørgen Nielsen.

Artiklen kan indtil den trykte version udkommer og så længe, der fortsat er frieksemplarer, hentes på et af disse links: https://www.tandfonline.com/eprint/umP4g7Ds8HNxPQFRe5SK/full eller https://www.tandfonline.com/eprint/dx94uGjJyBVkpewVIeY3/full.

Nyt bogværk om Odense Staalskibsværft 1918-2012

_FW05080En af Danmarks væsentligste industrivirksomheders historie har hidtil kun fået sparsom historievidenskabelig opmærksomhed. Men det bliver nu rådet bod på: Et imponerende tobindsværk om Odense Staalskibsværfts historie giver den store sammenhængende fremstilling af Fyns største private arbejdsplads.

Odense Staalskibsværft og Lindøværftet hørte i knap hundrede år til Danmarks væsentligste virksomheder. Da skibsreder A.P. Møller grundlagde et værft ved Odense Kanal i 1918 begyndte et industrieventyr, der først sluttede, da Lindøværftet lukkede i 2012 som et af de sidste store værfter i Europa. Virksomheden gik gennem vækst og kriser fra en besværlig start til et værft af international betydning. Under storhedstiden i 1970’erne var de godt 6.000 ansatte blot 70 dage om at bygge en supertanker. Senere satsede værftet på innovation og udvikling af containerskibe i samarbejde med Mærsk-rederierne. For generationer af arbejdere var værftet rammen om hele arbejdslivet og værftsarbejderne satte deres præg på Skibhuskvarteret i Odense og værftsbyen Munkebo.

Udgivelse af tobindsværk om værftsvirksomhedens historie
Odense Staalskibsværft var på alle måder en stor og meget væsentlig virksomhed lokalt, regionalt og nationalt. Til trods herfor er der hidtil kun udgivet få og spredte studier af værftets spændende historie. Det bliver der nu gjort noget ved. 2. september kl. 13 lanceres tobindsværket ”Odense Staalskibsværft 1918-2012” ved en reception på Møntergården i Odense. Det rigt illustrerede værk fortæller historien om den store værftsvirksomhed set i sammenhæng med det omkringliggende samfund og modervirksomheden A.P. Møller – Mærsk. Udgivelsen er resultatet af et treårigt forskningsprojekt på Odense Bys Museer med i alt ni tilknyttede forfattere dels interne, dels forskere fra andre museer og universiteter. Forskerne har haft direkte adgang til et rigt og varieret kildemateriale i form af virksomhedens arkiv, fagbevægelsens arkiv, et registreringsprojekt samt mange interviewpersoner. Det har gjort det muligt at skildre nye, hidtil ubeskrevne sider af værftets historie. Forskningsprojekt og bogværk er realiseret ved hjælp af en bevilling fra Den A.P. Møllerske Støttefond.

Odense Bys Museers forskningsstrategi
Forskningsprojektet om Odense Staalskibsværfts historie, der begyndte i 2012 var det første større projekt under Odense Bys Museers forskningsstrategi. Forskningsstrategien arbejder blandt andet med integration af historiske metoder og arkæologiske landskabsanalyser og vægter stedets betydning i samspillet mellem menneske og landskab, herunder centralitet. Netop Odense Staalskibsværft med de omfattende, planlagte boligområder og værftets kolossale betydning lokalt og regionalt er et godt eksempel på et studieobjekt, hvor disse aspekter indgår med stor vægt. Den lokale identitet i store dele af det nordlige Odense og i Munkebo er formet i samspil med virksomheden.

_FW04700

Nye vinkler på værftet
Hvilke interessante historier og nye perspektiveringer har forfatterne så kunne finde frem til i det yderst omfattende kildemateriale? Der er mange, og én af de mere spændende vinkler er, at kimen til Odenses ”Robotic Valley” blev lagt på Odense Staalskibsværft i 1980’erne.

Satsning på teknologi og industrirobotter
Som blot ét af bogværkets mange spændende emner, beskrives hvordan værftet fra 1980’erne satsede på udvikling af produktionsteknologi og automatisering. Denne teknologiske udvikling kom til at forandre skibsbygningen og den industrielle produktionsmåde. Udviklingen af EDB og CAD/CAM samt introduktionen af industrirobotter tog for alvor fart. Odense Staalskibsværft var et af de europæiske værfter, der tidligst tog den nye teknologi til sig og tog snart aktivt del i videreudviklingen af teknologierne.

Starten på Odenses roboteventyr
Værftet indgik en lang række samarbejder med universiteter, forskningsinstitutioner og andre virksomheder om forskning og udvikling af produktionsapparatet. En stor innovationssatsning i samarbejde med Odense Universitet satte gang i udviklingen af svejse- og skæremetoder samt nye industrirobotter. Det satte også gang i udviklingen af nye højteknologiske uddannelser og senest Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet, som er et institut under Det Tekniske Fakultet ved Syddansk Universitet. Odenses status som førende inden for robotudvikling og -forskning blev med andre ord sat i gang af Odense Staalskibsværft.

30067-Monteringskran 1926

Historien om et samfund
Bogværket byder på et væld af interessante oplysninger om værftets historie. Forfatterne har ønsket at skrive en art biografi over et skibsværft med den hovedpointe at se Odense Staalskibsværft som en virksomhed, der havde mere vidtrækkende betydning end blot at bygge store stålskibe. Derfor indeholder værket flere historiske genrer som søfartshistorie, erhvervshistorie, byhistorie, industrihistorie, arbejderhistorie og teknologihistorie. Historien om værftets etablering og drift viser, hvordan det krævede teknisk, organisatorisk og ledelsesmæssig kreativitet at bygge stålskibe, at opbygge en by og at skabe grundlaget for et samfund – helt ned til de små detaljer som at skaffe vand i hanerne i værftsarbejdernes boliger. Og hvordan en hel bydel med arbejdere og familier ved en stor virksomhed forenede et lokalsamfund i fælles erfaringer. Bogværket forbinder på den måde de hårde teknologiske og økonomiske tilgange til fortiden med de mere bløde og kulturhistoriske.

Rabat ved forudbestilling
Bogværket om Odense Staalskibsværfts historie er på 2 x 420 sider, rigt illustreret med mange hidtil ikke offentliggjorte billeder og leveres i kassette. Det er indtil udgivelsen muligt at forudbestille værket til rabatprisen 398 kr. på Syddansk Universitetsforlags hjemmeside. Efter 2. september er prisen 598 kr.

Millionbevilling kickstarter for alvor forskningscentret!

10. februar 2016 åbnede rådmand Jane Jegind officielt CENTRUM. Forskningscenter for centralitet ved Odense Bys Museer.

I første omgang arbejder centret primært indenfor forskningsprogrammet Byens transformationer. En række forskningsprojekter er allerede igangsat, men med en netop modtaget bevilling fra Velux Fonden på 4,4 mio. kr. til projektet From central space to urban place. Fra jernalderens centrale områder til middelalderens byer er det nu muligt at sætte yderligere turbo på aktiviteterne.

Projektet udføres i perioden 2017-2020 i samarbejde med Østfyns Museer, Nordjyllands Historiske Museum, Moesgaard Museum, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet og Københavns Universitet og rummer udover forskning midler til at formidle resultaterne on location på en ny og vedkommende måde.

Du kan læse mere om centret og dets projekter på hjemmesiden: http://museum.odense.dk/centrum

Fremover vil du på denne blog kunne følge centrets aktiviteter og synspunkter på forskellige sider af temaet centralitet.