Som en hilsen fra fortiden

– Artikel i internationalt tidsskrift sætter naturvidenskabelige resultater fra ældre undersøgelse i Lotzes Have i nyt perspektiv.

af museumsinspektør Jakob Tue Christensen

Middelalderligt latrin. Tegning: Sune Elskjær, fra udstillingen “Knuds Odense – Vikingernes by”.

Som led i forarbejdet til det nye H. C. Andersen Hus (House of Fairytale), der åbner i 2021, blev byggefeltet, til daglig kendt som Lotzes Have, i 2018 undersøgt arkæologisk. Der er spændende resultater på vej fra denne gravning. Men indtil da kan publiceringen af indholdet fra et latrin fra undersøgelsen i 1995 forud for opførelsen af det nu nedrevne børnekulturhus Fyrtøjet, bidrage til stedets og byens historie.

Analysen af prøven fra latrinet blev foretaget for flere år siden. Der var tale om en traditionel analyse af makrofossiler som frø, frugtsten og lignende, som var bevaret i latrinkulens iltfattige miljø. Det nye er, at resultatet bliver sammenlignet med tilsvarende analyser fra en række danske byer øst for Lillebælt og dækkende et tidsspand fra vikingetid til renæssance (800- til 1600-tallet). Artiklens mål er at påvise ændringer i kosten i byerne over tid.

Kortet viser fundsteder i det østlige Danmark for de latriner, som indgår i analysen. Latrinen fra Lotzes have har nr. 11.

Sammenholdt med resultater fra de øvrige byer bemærkes det i artiklen, at indholdet af latrinen fra Lotzes Have udelukkende indeholdt rester af gængse fødevarer som korn og boghvede, smaggivende planter som humle, mynte og sennep, men kun enkelte frugter som æble og slet ingen bare lidt sjældnere planter. Den arkæologiske undersøgelse i 1995 konkluderede, at den del af Lotzes Have, hvor Fyrtøjet blev bygget, altid havde stået nærmest ubebygget, hvilket også ses på Braunius’ prospekt af Odense fra 1593. Senere arkæologiske undersøgelser under Thomas B. Thriges Gade har kunnet påvise, at arealerne under Fyrtøjet oprindelig har været en del af forskellige ejendomme i Nørregade, og at der mellem 1995-udgravningen og forhusene i Nørregade blandt andet har ligget økonomibygninger.

Situationsbillede fra den seneste udgravning i Lotzes Have i 2018. Til venstre i billedet står Fyrtøjet i vejen! Den opgravede jord fra havesiden måtte bortskaffes gennem bygningen ud til ventende lastvogne. I billedets højre side ses forhusene mod Nørregade, hvis baggårde altså oprindeligt strakte sig hele vejen på tværs af billedet.

Det er derfor nærliggende at antage, at latrinet, som dateres til første halvdel af 1400-tallet, har befundet sig på overgangen mellem en baggård og et bagvedliggende haveareal og derfor ikke har været beregnet for herskabet i forhuset i Nørregade, men derimod for tjenestefolkene, der havde deres gang i baggården. Det er formodentlig denne sociale forskel, som afspejles i den meget jævne kost, som analysen præsenterer.

Den engelsksprogede forskningsartikel indeholder flere andre væsentlige iagttagelser om den urbane kost gennem perioden. Artiklen er frit tilgængeligt her:

Fragments of meals in eastern Denmark from the Viking Age to the Renaissance: New evidence from organic remains in latrines” ved Mette Marie Hald et al. I Journal of Archaeological Science: Reports 31 (2020).

Vikingetidens befolkningskoncentration?

– Når arkæologien trækker på andre og senere kilder

Af Peder Dam. Geograf, historiker og museumsinspektør

Arkæologiske udgravninger giver hele tiden ny viden om fortidens landskaber, samfund og mennesker. Men der er også områder, hvor arkæologien alene har svært ved at give fyldestgørende svar og derfor trækker på viden om andre kulturer, andre faggruppers viden, rekonstruktioner samt senere, historiske kilder.

Hvad var befolkningskoncentrationen i vikingetiden fx? Hvor i Danmark boede der mange folk, og hvor boede der kun få? Arkæologer har gennem de sidste årtiers mange udgravninger af bopladser et billede af dette, men det er stadigt svært at konkretisere de relative, regionale befolkningskoncentrationer i landet som helhed ud fra de arkæologiske observationer alene. I stedet kan man forsøge at kombinere ens viden med senere kilder i håb om, at det minder lidt om de tidligere forhold i fx vikingetiden, og man kan trække på kilder fra andre fag i håb om, at disse indirekte kilder kan bidrage til besvarelse af spørgsmålet. Det hele vurderes selvfølgelig løbende ud fra ens arkæologiske viden, for alle kilderne, og alle metoderne har større eller mindre problemstillinger. I det følgende vil vi ”bladre” igennem fem kort længere og længere tilbage i tid. Hvert af kortene er farvelagt i fem farver, hvor de mest grønne områder viser den (potentielt) højeste befolkningstæthed.

Befolkningstæthed 1787

Kort 1

Kort 1: Den ældste fyldestgørende folketælling er fra 1787, og befolkningstætheden vises her efter antal personer pr. km2 for hvert af sognene. Den største problemstilling ved brug af dette kort i denne sammenhæng er selvfølgelig, at det er så sen en kilde, men desuden er sognene ikke ideelle til sådanne kortlægninger. Der kan være store forskelle fra den ene del af sognet (fx ved en større kirkelandsby) til fx dele af sognet med meget skov, overdrev og spredt bebyggelse. Der er også forskellige kildemæssige problemstillinger ved folketællingerne i denne periode, men det er i denne sammenhæng af minimal betydning. Data er indtastet af Jørgen Rydén Rømer i forbindelse med forskningsprojektet Agrar2000 og kortlagt på baggrund af www.digdag.dk.

Jordens dyrkningsværdi 1688

Kort 2

Kort 2: Da langt, langt hovedparten af befolkningen direkte eller indirekte ernærede sig af landbrug, kan jordens samlede dyrkningsværdi være en god indirekte kilde til, hvor mange folk der kunne bo i hvert af områderne. Den bedste, ældre kilde til dette er Christian d. 5. matrikel, der blev færdiggjort i 1688. Her er fordelen desuden, at oplysningerne er tilgængelige på ejerlavsniveau, hvilket er langt mere detaljeret end sognene som i det første kort. De mere spredte ressourcer (og lavere befolkningstal) i dødislandskaber, skovområder og de kuperede områder på Fyn omkring Vissenbjerg, De Sydfynske Alper og nord for Svendborg er derfor her tydeligere end på kort baseret på sogne. Købstæderne 1688 er markeret med sorte prikker, da kortet selvfølgelig ikke kan sige noget om købstadsbefolkningerne. Kilde: Dam & Jakobsen 2008.

Sogneareal 1660

Kort 3

Kort 3: Sognegrænserne menes at være blevet fastlagt omkring 1100 i forbindelse med indførelsen af ”tiende”, der var den afgift, som bønderne og andre skulle give til Kirken. De ældste nogenlunde sikre grænser er dog fra 1660, da den nye enevælde med en stærk, central administration opbyggede et større burokrati, der efterhånden gav en lang række skriftlige kilder om grænserforløbene. Der er sket grænseændringer mellem 1100 og 1660 (Jakobsen 2015) og nedlægelser af kirker, primært lige efter reformationen (Møller 1997: 34), men vi har ikke et fyldelstgørende indblik i det. Generelt var sognene små i tæt bebyggede områder, fx på de gode landbrugsjorde på morænesletter, mens sognene var større, hvor folk boede mere spredt, fx i hede- og skovegne. Men der er også mange undtagelser, og kortet fremstår ”spraglet” med flere afvigelser end alle de øvrige kort. Det skal sandsynligvis ses ud fra af, at en række lokale forhold og forskellige magtforhold også skal inddrages for at forstå etableringen af sognestrukturen. Kortlagt på baggrund af www.digdag.dk.

Andel af ældre bebyggelsesnavne

Kort 4

Kort 4: Der findes ikke nogle større grupper af bebyggelsesnavne, der kun er fra vikingetiden, men kortet her viser andelen af landsby- og enkeltgårdsnavne fra den foregående periode, i overvejende grad fra germansk jernalder (ca. 400-750 e.Kr.). De mest talrige ældre stednavnetyper er dem, som ender på –lev, –løse, –hēm, –sted, –ing og –ung. Bemærk, at kortet i høj grad viser de samme geografiske mønstre som de ovenstående kort med høje koncentrationer på morænesletterne og lavere koncentrationer i skov- og hedeegne. Kortet er udarbejdet ved at udregne gennemsnit inden for 10 kilometer, og overgangene mellem høj- og lavkoncentrationer fremstår derfor glidende uden, at det umiddelbart er muligt at tegne skarpe grænser. Kilde: Dam 2015, Jørgensen 2008 og http://danmarksstednavne.navneforskning.ku.dk/.

Registrerede fortidsminder fra vikingetiden

Kort 5

Kort 5: Den eneste landsdækkende registrant af arkæologiske fund og fortidsminder er Slots- og Kulturstyrelsens database Fund & Fortidsminder. Den indeholder i skrivende stund 297.066 anlægsregistreringer, hvoraf 3.534 er dateret til vikingetiden (750-1066 e.Kr.). Dataene har flere problemstillinger, bl.a. i forhold til forskellige registreringspraktiser over tid, fra museum til museum og praksis i dag. Desuden vil kortet dels afspejle, hvor har været meget aktivitet i vikingetiden, og dels hvor der har været meget detektoraktivitet og mange udgravninger, fx omkring udbygninger af vor tids større byer. Således kunne man jo godt gætte på, at den højere fundkoncentration fra vikingetiden omkring Ribe skal ses ud fra en faktisk højere aktivitet i vikingetiden i dette område, mens den højere fundkoncentration fra vikingetiden omkring Esbjerg nok nærmere skal ses ud fra en højere detektor- og arkæologisk aktivitet i forbindelse med udbygningen af landets femte største by. Dette kan da også underbygges af de ovenstående kort.

Samlet vurdering af vikingetidens befolkningskoncentration

Hvert af kortene har således deres problemstillinger, men det interessante er, at der er langt flere ligheder end forskelle mellem de fem kort. Alt tyder derfor på, at der ligesom i 1600- og 1700-tallet var relativt højere bebyggelses- og befolkningskoncentration på morænesletter i vikingetiden, mens den var lavere i de kuperede skovegne og i de sandede og hededominerede jyske egne. Der var selvfølgeligt kommet flere folk til i alle egnene i 1600- og 1700-tallet, men de relative egnsforskelle har stor kontinuitet tilbage i tid.

Der er dog også forskelle mellem kortene, hvoraf nogle skal ses i lyset af dataenes kildemæssige og/eller metodiske problemstillinger, mens andre forskelle skal tolkes som større og egentlige ændringer i bebyggelseslandskabet. Det måske tydeligste og måske mindst overraskende eksempel på en egn, der forskydes fra relativ lav befolkningskoncentration i vikingetid til høj befolkningskoncentration i 1600-/1700-tallet er områderne omkring København, inklusive Amager, dele af Vestegnen og kystlinjen nord for hovedstaden.

Det sidste kort herunder viser en sammenfatning af alle observationer, hvor landets befolkningskoncentration i vikingetiden er inddelt i henholdsvis høj, middel og lav. Det er dermed relative områdeklassifikationer, der i denne sammenhæng ikke siger noget direkte om antallet af personer pr. km2. Grænserne er tegnet med ”rund hånd”, og særligt i dele af de mere sandede områder i Vest- og Nordjylland har det været svært. Årsagen er sandsynligvis, at de mere eller mindre spredte engområder har været afgørende for landbruget, og disse grupperer sig ikke i større landskabsområder som fx morænesletterne og dødisområderne på Fyn. Mange områder synes at ligge i grænseområdet mellem lav og middel befolkningskoncentration. Desuden er der kun dårlige kilder til områderne ramt af sandflugt i vikingetiden og middelalderen. Arkæologien ligger her i høj grad gemt under klitterne, stednavne forsvandt før de skriftlige kilder blev talrige og de senere kilder som fx Christian 5.s matrikel viser situationen efter, at sandet havde bredt sig. Jeg har valgt at sætte de senere sandflugtsramte områder til lav befolkningskoncentration, men reelt ved vi ikke meget om forholdene her i vikingetiden. Endelig ser jeg lidt blandede resultater for dele af den sydlige del af Østjylland samt i Sydsjælland, men det er dog tydeligt, at det er skiftende mellem høj og middel befolkningskoncentration. Til sammenligning har opgaven for Fyn trods alt været lettere. Her fremstår forskellen mellem morænesletterne og dødislandskaberne / andre kuperede områder tydelig i såvel vikingetid og 1600-/1700-tallet.

Kort 6

Kort 6: Samlet vurdering af vikingetidens befolkningskoncentration tegnet med ”rund hånd”. Det vil sige, at kortet ikke er detaljeret nok til at fastslå, at præcist den og den bebyggelseslokalitet havde en bestemt befolkningskoncentration. Kortet forsøger kun at vise de generelle befolkningskoncentrationer i større områder vurderet ud fra de tilgængelige data. Som jeg har været inde på et par gange, så er det særligt nødvendigt at kende noget til landbohistorie og noget til naturgeografi for at forstå de regionale variationer i vikingetidens befolkningskoncentrationer. Men det må være i et evt. andet indlæg, at der kan gås mere i dybden med dette.

 

Litteratur og kilder:

Dam, Peder 2015: Bebyggelser og stednavnetyper. Navnestudier 44. Museum Tusculanum.

Dam, Peder & Jakobsen, Johnny Grandjean Gøgsig 2008: Historisk-geografisk atlas. Det Kongelige Danske Geografiske Selskab.

Jakobsen, Johnny Grandjean Gøgsig 2015: ”Rekonstruktion af middelalderens sognegrænse. Overvejelser baseret på casestudies fra Nordvestsjælland og Falster”. I Navne og skel – Skellet mellem navne. NORNA-förlaget

Jørgensen, Bent 2000: Danske stednavne. Gyldendal.

Rømer, Jørgen Rydén 20002: Indtastning af folketællingen 1787. Upubliceret.

http://danmarksstednavne.navneforskning.ku.dk/.

www.digdag.dk

http://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Download/

Vikinger øst for Odense

Foreløbige resultater fra en gravplads i Tietgenbyen

af museumsinspektør Jakob Bonde

Hen over foråret og sommeren 2019 foretog Odense Bys Museer en større arkæologisk udgravning i Tietgenbyen sydøst for Odense. Forud for udgravningen var der registreret bebyggelsesspor fra sten- og bronzealder samt ældre jernalder på arealet. Udgravningen af bebyggelsessporene opfyldte alle forventninger og vil fremadrettet kunne udfylde flere huller i vores viden om den tidlige bebyggelsesudvikling på Fyn. Men som det vil fremgå af de kommende linjer blev der også gjort andre, mindst lige så spændende fund på arealet.
På den sydlige del af udgravningen blev der nemlig, som en ekstra bonus, fundet en gravplads med 24 jordfæstegrave fra vikingetid (se figur 1). Gravpladsen har dækket et område på mindst en hektar, hvor gravene lå relativt spredt, med en tydelig afgrænsning mod øst og nord.

Figur 1: Placering af vikingetidsgravene på udgravningen sydøst for Odense på en renset udgravningsplan. Bemærk den tydelige afgrænsning af gravpladsen mod nord og øst. Mod vest og syd kan det ikke udelukkes, at der kan have ligget flere grave. Centralt er graven med de bevarede skeletter af en mand og hans hund markeret (se nedenfor). Kort: Jakob Bonde, Odense Bys Museer.

Bevaringsforholdene i gravene var stærkt varierende, hvilket blandt andet skyldes, at de var anlagt i meget forskellig dybde og med en meget varieret konstruktion. I de dybest funderede grave kunne det gravlagte individ i nogle tilfælde anes som en mørkfarvet skygge centralt på gravbunden, og i enkelte tilfælde med næsten helt formuldede knogler eller tandemalje bevaret (se figur 2-3), mens der i lavere grave ikke kunne ses spor af de afdøde.
I én grav var bevaringsforholdene så gode, at hele skelettet fra en gravlagt mand lå tilbage. I fodenden af denne grav lå der desuden et fuldt bevaret hundeskelet fra en hund, der har måttet følge sin herre i døden (figur 4-5). Graven var centralt placeret på gravpladsen og havde en markant kammerkonstruktion, der adskilte sig klart fra de øvrige grave på lokaliteten. Uden om denne grav konstateredes en bred zone, hvor der ikke fandtes grave og det ser ud til, at den gravlagte skal ses som en central person i gravpladsens indre struktur – en placering, der efter al sandsynlighed afspejler den afdødes position i levende live.

Figur 2: Bevarede kistespor fra bundlaget i en af gravene. Centralt i graven ses spidsen af en forrustet jernkniv, der stikker frem fra jordbalken. Kistesporene fra den få cm tynde plankekiste ses tydeligt som mørke striber i den gule jord. Foto: Jakob Bonde, Odense Bys Museer.

Figur 3: I nogle af gravene kunne de helt formuldede rester af den gravlagte iagttages. Som oftest var det kun de store lemmeknogler og tandemaljen, der kunne iagttages. Foto: Kirsten Prangsgaard, Odense Bys Museer.

Figur 4: Kun i én af gravene var skelettet fra den gravlagte bevaret. I dette tilfælde var der tale om en ældre mand, der var begravet i en kammergrav med sin hund i fodenden og enkelte gravgaver – blandt andet en kniv og en hvæssesten. Foto: Mikael Manøe Bjerregaard, Odense Bys Museer

Figur 5: Skelettet af hunden, der lå i fodenden ved den gravlagte mand. Foto: Mikael Manøe Bjerregaard, Odense Bys Museer.

I flere grave, men langt fra alle, blev der fundet personlige genstande som knive, hvæssesten samt perler af glas og bjergkrystal, som de afdøde har fået med sig som gravgaver. I én af gravene fandtes desuden et fornemt dragtsmykke af fremmed herkomst (figur 6) og et lille flettet guldvedhæng. I en anden grav fandtes et lille fragment af en guldtråd, der nok har været vævet ind i en fornem dragt (figur 7). Guld og bjergkrystal har bestemt ikke været allemandseje i vikingetiden og fundene vidner om, at en del af de gravlagte personer har haft en vis status i samfundet.

Figur 6. Smykke under konservering. Ca. 5 cm i diameter. Der er tale om en slags dåsefibel med bagside af  kobberlegering og forside af fint flettet filigran af sølvtråde. I åbningerne ses to blå glasperler og øverst i billedet skimtes to meget små grønne glasperler bag sølvtrådene.

Figur 7: Et udvalg af fund fra flere af gravenes bundlag. Her fandtes både perler af glas og af bjergkrystal, samt enkelte guldgenstande. Guldtråden fra den fornemme dragt var for lille til at kunne gengives på billedet. Foto: Nermin Hasic, Odense Bys Museer.

Gravformerne var som sagt meget varierede. Enkelte grave var kun få cm dybe, mens andre bestod af mere massive konstruktioner med bevarede spor efter trækister og dybder på op til 50-60 cm (se bl.a. figur 2 og 4). To grave skilte sig ud ved en mere ekstraordinær konstruktion. Det drejer sig om førnævnte kammergrav med det helt bevarede skelet samt en grav med kammerspor, hvor selve kisten sandsynligvis har bestået af en lille båd eller et trug af træ.

Figur 8. Den østlige gruppe af grave med markering af plankeindhegningen, der afskærmer tre/fire af gravene mod øst og syd.

Med enkelte undtagelser var gravene var orienteret omtrent NNØ-SSV og kunne overordnet set opdeles i en østlig og en vestlig gruppe (figur 1). Den østlige gruppe bestod af 10 grave beliggende relativt samlet i et ustruktureret nord-vestgående rækkeforløb (figur 8). Med lidt god vilje kan gravene i dette område opdeles i flere små klynger på 3 til 4-5 grave, der måske repræsenterer familiemæssige eller andre relationer. Denne formodning underbygges af de bevarede stolpehuller fra et bredt plankehegn, der delvist omkranser tre af gravene i den østlige gravgruppe. Her kan der næppe være tvivl om, at de gravlagte personer har haft en relation, der har været vigtig for de efterladte at markere (se figur 8-10). At én af de tre grave er af en beskeden længde, der antyder, at der kan være tale om en barnegrav, understreger yderligere tanken om et familiegravsted. Hertil kommer, at der i oven den ene af de to grave med voksenstørrelse muligvis er anlagt en lille barnegrav med en størrelse på 120×50 cm.

Figur 9: Et af stolpehullerne fra plankehegnet som den så ud i overfalden af det gule undergrundsler. Foto: Bente Bech, Odense Bys Museer.

Figur 10: Et af stolpehullerne fra plankehegnet, som det så ud i profil. Det fremgår tydeligt at hegnet på trods af de tydelige stolpespor var meget dårligt bevaret. Foto: Bente Bech, Odense Bys Museer.

Den vestlige gruppe af grave ligger mere spredt, men dog med en vis symmetri omkring gravpladsens bedst bevarede og dybest funderede grav (se figur 1). Enkelte klynger i gravenes placering kan med lidt god vilje udskilles, og det vil fremadrettet blive et fokuspunkt, at kortlægge gravpladsens indre struktur ud fra gravenes indbyrdes placering, konstruktion og fundindhold. Det kan således nævnes, at der synes at være en tendens til at de rigeste grave er placeret i gravpladsens periferi, ligesom der som nævnt synes at kunne udskilles mulige ”familieklynger” på gravpladsen. Ydermere antyder den ofte ensartede afstand mellem gravene, at nogle af dem må have været synlige eller markerede på overfladen.

Endelig er det et påfaldende element på gravpladsen, at den kan opdeles i to separate grupper adskilt af en 40 meter bred ”gravløs” zone (se figur 1). Hvordan denne zone skal opfattes og hvad den repræsenterer, kan selvsagt ikke afgøres med sikkerhed. En mulig tolkning er, at begravelserne blev anlagt omkring et nu forsvundet vejforløb, der har fungeret som en naturlig opdeling af gravpladsen. En indikation på, at dette rent faktisk kan have været tilfældet, sås ved en tidligere udgravning ca 100 meter mod syd. Her blev der i forbindelse med udgravning af en bronzealderhøj registreret et delvist bevaret vejforløb, der peger direkte op mod den ”gravløse” zone på nærværende gravplads. Er denne tolkning korrekt, vil det også kunne forklare, hvorfor hovedparten af gravene er anlagt med længdeorientering nord-syd, da de i givet fald ville være beliggende parallelt med vejforløbet. Det understreger desuden, at gravpladsens indre struktur må være et resultat af en på forhånd fastlagt strategi.

Hvor de gravlagte personer har boet i levende live fortæller nærværende udgravning desværre intet om. Der har ikke kunnet registreres bygninger eller huse fravikingetiden, og størstedelen af arealerne mod nord og øst er tidligere udgravet, uden at der er fremkommet bopladsfund fra vikingetiden. Det må derfor anses for det mest sandsynlige, at de gravlagte har boet et sted syd for nærværende udgravningsareal på en ikke nærmere stedfæstet boplads.

Overordnet set er gravpladser fra vikingetiden relativt sjældne på Fyn, og det springer derfor i øjnene, at der kun ca. 700 meter mod øst tidligere er registreret en lignende gravplads med overordnet samme datering (Kildehusegravpladsen, Runge 2010). Her udgravedes 50 grave, der tidsmæssigt falder i overgangsperioden fra hedenskab til kristendom. Gravpladsen omfatter en høj frekvens af kammergrave, der minder om nogle af gravene fra nærværende lokalitet. At to så markante gravpladser har ligget næsten umiddelbart ved siden af hinanden fortæller en historie om en tid, hvor området øst for Odense må have være et velkendt og velbefolket område i vikingetiden. Gravfundene fortæller desuden om et vidt forgrenet kontaktnetværk, og det forventes, at kommende studier af materialesammensætning yderligere vil kunne belyse disse spørgsmål i forbindelse med projektet Årtusinders råvarer, der netop har til formål at undersøge de fundne materialers geografiske ophav.

At vi samtidig med gravene befinder os i en periode, hvor de tidligste faser af det nuværende Odense begynder at opstå, og hvor ringborgen Nonnebakken anlægges efter forlæg fra tidens øvrige vikingeborge, gør kun gravpladserne fra Tietgenbyen endnu mere interessante. De indgår således som vigtige elementer i forståelsen af det miljø, Odense opstår i, og vil potentielt kunne indgå som en del af den igangværende forskning omkring Odenses opståen.

Litteratur:

Runge, M. 2010: Kildehuse II. Gravpladser fra yngre bronzealder og vikingetid i Odense Sydøst. Fynske Studier 23.Odense Bys Museer 2010.

Urbaniseringens Møder og Mennesker – tid til at gøre status over et forskningsprojekt

af arkæolog, ph.d. Kirstine Haase

Siden 2016 har Odense Bys Museer deltaget i det firårige forskningsprojekt ”Urbaniseringens Møder og Mennesker”. Projektet er ledet af Københavns Museum og finansieret på generøs vis af Veluxfondens Museumssatsning. Projektets deltagere og indhold kan man læse meget mere om her på CENTRUMs hjemmeside: https://museum.odense.dk/centrum/urbane-transformationer/urbaniseringens-moeder-og-mennesker

I løbet af middelalderen tager de danske byer form. Manifeste udtryk fra de middelalderlige byer kan stadig ses com bl.a. her ved Jørgen Kocks Gård i Malmø.

Vi er nu ved at nå til vejs ende med projektet og kan begynde at gøre status over resultaterne. Blev de mange ambitioner opfyldt? Til det kan vi heldigvis svare ja – og mere til. Projektets to PhD afhandlinger er afleveret, antaget og forsvaret med succes, formidlings-tiltagene er blevet rullet ud, der er afholdt to internationale seminarer og et sidste afsluttende seminar med festforelæsninger venter i marts 2020. De fagfællebedømte artikler er udgivet, men ikke kun de fire som var målet. I stedet blev det til syv artikler, der er udgivet samlet som en del af et særnummer af tidsskriftet Acta Archaeologica med titlen ”Manifestations of Urbanity”. Man kan læse et resumé af artiklerne her:

Fra Odense Bys Museer har vi bidraget med tre artikler. De to af bidragene er tidligere omtalt her på bloggen. Læs her og her.. Fælles for alle tre artikler er, at de behandler forholdet mellem mennesker og det fysiske rum, der omgiver dem. Desuden tager alle tre udgangspunkt i arkæologisk materiale fra Odense suppleret med historiske kilder og stående bygninger. I dette tilfælde er det fysiske rum identisk med byrummet til forskellige tider.

Hvad betyder det for menneskers måder at tænke og handle på, at de er omgivet af faste strukturer, som de enten selv har været med til at forme, eller som andre har formet. Det er overvejelser som blandt andre sociologen Anthony Giddens har gjort sig, når det kommer til menneskets ageren i det moderne samfund. Han påpeger dobbeltheden i, at mennesket på samme tid er med til at skabe de strukturer, som modsat også kan virke begrænsende for menneskers udfoldelsesmuligheder. Denne tanke kan man bruge som helt konkret inspiration, når man arbejder med det arkæologiske materiale. Her repræsenterer huse, kirker, byggegrunde, kirkegårde, torve og gadenettet de fysiske strukturer, som mennesker er med til at forme, og som de formes af. Ved at studere dette samspil kan vi få et indblik i dels hvordan det var at bo i Odense i middelalderen, men også hvorfor byen og samfundet og de fysiske rammer kom til at se ud, som de gjorde.

Helt konkret tager artiklerne udgangspunkt i forskellige fysiske strukturer i byen. Mikael M. Bjerregaard har undersøgt hvordan bispen manifesterede sin status gennem byggeriet af bispegården (nu kendt som Odense Adelige Jomfrukloster) med de virkemidler, som også adlen og magteliten anvendte. Det var for eksempel husets byggestil og materialevalg samt iscenesættelse omkring gården med voldgrav og vindebro. Det kan der læses mere om i ”Building an Identity”.

Rekonstruktion af muligt udseende af Odense Bispegård i startern af 1500-tallet.

I sit bidrag til projektet har Jakob Tue Christensen taget udgangspunkt i byens kirkegårde, særligt kirkegården ved Skt. Knuds og den middelalderlige Skt. Albani Kirke. Ved Skt. Knuds Kirke er antallet af begravelser markant lavere, hvilket leder til overvejelser om den rolle byens kirkegårde udfyldte ud over at være det sidste hvilested for byens borgere. Som ”tomme områder” præsenterede kirkegårdene muligheden for at mødes eller udføre aktiviteter, som dels var forbundet med begravelser eller kirkelige handlinger eller lå udover. De udfyldte en rolle som sociale rum og mødesteder. På den måde skal kirkegårde ikke tænkes som isolerede øer i byen, men som en integreret del af dagliglivets mange handlinger. Meget lig den status Assistens Kirkegård i København har den dag i dag.

Det sidste bidrag er leveret af undertegnede og handler om, at man igennem forandringer i byens infrastruktur og bebyggelsesmønstre kan spore en mental ændring i indbyggernes tilgang til det at leve i en by. Forandringer ser ud til at være sat i gang af fastlåsningen af byens primære gadenet, der sker i slutningen af 1000-tallet. Dette medførte et stort anlægsarbejde, hvor først muldjorden eller ældre vejbelægninger blev afrømmet i hele vejbredden. Dernæst blev der kørt læssevis af skærver og småsten på som dannede en meget fast overflade. Arkæologisk kender vi denne vej over en strækning på ca. 500 m. Et så omfangsrigt anlægsarbejde var ressourcekrævende i en grad, så det må være kongen, der stod bag.

Nærbillede af den tidligmiddelalderlige belægning på Overgade, som blev fundet et godt stykke under den nuværende Overgade.

Betød disse forandringer noget for byens borgere? Ikke i første omgang. Bebyggelsen langs det fine nye gadenet ligner den vi ser i landsbyerne på samme tid. Forandringen ses i løbet af 1100-tallet. Her flytter borgernes aktiviteter ud på førnævnte gade i form af små træbyggede værksteds- og salgshytter. Senere ser det også ud til at være borgerne, der vedligeholder vejen. Dette kan opfattes således, at byens indbyggere nu i højere grad involverede sig i byrummet både fysisk og mentalt – og ikke kun orienterede sig mod husholdningen som det primære fællesskab. Denne tendens fortsætter op gennem middelalderen og træder tydeligt frem i senmiddelalderens teglhuse, med adgang til de høje kældre direkte fra gaden. Livet i stuerne på etagen ovenover kunne ses fra gaden, men fysisk adgang til de private gemakker var forbeholdt de særligt inviterede. På den måde kunne man bruge sit privatliv som statusmarkør.

Resterne af en købmandshus ved Overgade fra senmiddelalderen, i daglig tale kendt som “ruinen”. Ruinen har oplevet af blive flyttet to gange i sin levetid, senest i 2017.

De fysiske rammer der sættes og bliver sat i byen kommer til at forme den måde, mennesker lever i byen på.

Vi ser frem til at præsentere og ikke mindst diskutere ovenstående og projektets øvrige resultater ved et todages seminar på det Nye Københavns Museum til marts.

 

Hipster helgen: Sankt Knud anno 2020

af museumsinspektør Sissel Bjerrum Fossat

Her skal det handle om, hvordan det kan være at Sankt Knud i Spanien fejres som ungdommens hotteste hipster helgen – og lidt om hvordan gamle Knud (måske) kan hjælpe dig, når du er i parkeringsnød i Odense centrum.

I Odense kender alle Sankt Knud. Det var noget med, at han engang var konge og kom af dage i en kirke. Altså, engang i rigtig gamle dage. Selvom Knud er udstyret med moderigtigt skæg og godt kunne ligne en birolle i Game of Thrones, så er han ikke rigtigt nede med nutidens ungdom.

I Spanien er det anderledes!

Hvert år omkring den 19. januar fejrer universitetsstuderende i Madrid og Barcelona deres langskæggede og lettere omtågede helgen San Canuto – altså Sankt Knud. Der er nu ikke nogen særligt religiøs begivenhed. Blasfemi, ville nogen endda sige.

På spansk er det ligesom på engelsk fysisk umuligt at udtale ”kn”, og gode gamle Knud har derfor fået et ekstra ”a” skudt ind mellem de besværlige konsonanter. Knud kommer derfor af denne omvej til at dele navn med et ”lille rør”,som spansk hedder “canuto”. Herhjemme ville vi ofte bruge ”cigarformet” om samme facon. Derfor er “canuto” også ordet for en fed, en spliff, en joint eller bare sjov tobak. Og nu åbenbares meningen med Knuds nye helgenrolle for os.  Han optræder simpelthen som helgen for cannabissens frigørelse, og bæres derfor rundt på skilte og bannere til reggaemusikkens rytmer af universitetsstuderende, der ønsker lovlig hash.

Selvom om vi stadig har et godt øje til Sankt Hans og Sankta Lucia, så røg fleste helgener i glemmebogen med reformationen. Derfor forekommer det måske også lidt fjernt for mange, at en helgen som Sankt Knud også i nutiden er en brik i en aktiv religion. En lille brik ganske vidst, men undertegnede har alligevel haft spansktalende gæster med rundt på byens museer, som var noget tomme i blikket i afdelingen for HCA, for pludseligt at lyse op i genkendelsens glæde foran portrættet af Knud på Møntergården.

Knud den Helliges død i Sankt Albani Kirke, 1086. Maleri af Christian Albrecht von Benzon (1843). Møntergården, Odense bys museer.

Hvad man mere kan sige om Sankt Knud anno 2020 er, at han er en fleksibel helgen – en del af kulørt og humoristisk hverdagskatolicisme. Ud over at være en chill forkæmper for fri hash er Knud også en hjælp i trafikken. Når du er blevet træt af at cirkulere rundt i gaderne i Valencia eller Alicante på udkig efter en parkeringsplads, så tilbyder Knud sin assistance, og denne lille bøn gør underværker:

San Canuto, San Canuto, aparcamiento en un minuto!”

Det betyder så meget som ”Sankt Knud, Sankt Knud, jeg vil gerne bede om parkering om et minut”. Det er ikke umuligt at forestille sig noget lignende gøre gavn i Odenses gader: ”Sankt Knud, Sankt Knud, nu er der en, der kører ud!”

– måske?

Hvis du kan spansk, kan du læse lidt om Sank Knuds fejringen her.

Hvis du mere er til lødig information om den historiske Sankt Knud, så kan du hente Forskningscentret Centrums og Syddansk Universitets seneste bog ganske gratis her.

 

 

Dronningens sko

af Peter Krogsted Nielsen

Dette blogindlæg er blevet til på baggrund af et speciale fra Syddansk Universitet i 2019. Specialet er udarbejdet i samarbejde med den arkæologisk afdeling på Odense Bys Museer. Specialets titel er: ”Sko, skomageri og skomagere i middelalderens Odense – et billede på håndværkerens rolle i byens liv”

 

Dronning Christine holdt i begyndelsen af 1500-årene selvstændigt hof i Odense i kraft af sit såkaldte livgeding på Fyn – i begyndelsen på Næsbyhovedgård og siden 1504 i den såkaldte ”Dronningegård” i Klaregade ned mod Odense å.

Her holdt hun et hof, der – når man ser nøjere på hendes efterladte hofregnskaber – ikke var så beskedent endda. Hun havde op mod 100 ansatte og brugte f.eks. i 1505 ikke mindre end 369 mark blot på at klæde sine folk i passende ”borgeklæder”. Et beløb der på den tid svarede til 10 års løn for en håndværkersvend. Dronningen havde medlemmer af nogle af landets fineste slægter i sit brød: Marsvin, Daa, von Ahlefeldt, Bryske, Bild, Rantzau osv. og dermed selvstændige kontakter til magtfulde medlemmer af aristokratiet.

Tværvidenskabelighed

En kulturhistorisk tilgang til udforskningen af fortiden, som bestræber sig på at udforske det daglige liv, værdier og normer for den del af byernes befolkning, der ”ikke rager op”, må nødvendigvis inddrage disse menneskers materielle efterladenskaber – idet det, for de flestes vedkommende, er det eneste, de har efterladt sig.

Denne indsigt forpligter til en tværvidenskabelig tilgang til materiale og problemstillinger – at inddrage både traditionelle historiske kilder, arkæologiske fund og etnografisk og sociologisk tænkning.

I mange tilfælde vil en sammenholdelse af materielle levn og historiske kilder medvirke til at nuancere eller forstærke teorier og konklusioner, men det kan også føre frem til interessante modsigelser. Som det siges af den amerikanske etnolog Henry Glassie: ”Documents and unsubscribed artefacts want separate analysis, followed by comparison to locate their point of complement and conflict.”

Et nærliggende eksempel på, hvordan man kan sammenholde arkæologiske fund med historiske kilder, er studiet af de fund af sko og læderfraskær, der er gjort ved de seneste udgravninger ved Thomas B. Thriges Gade i Odense i forbindelse med byomlægningsprojektet ”Fra gade til by”. Disse fund kan sammenholdes med en analyse af Dronning Christines Hofholdningsregnskaber, der stammer fra perioden 1497-1521 – med særlig intensitet fra 1504-1511. Her kan indkøb af sko og andet fodtøj identificeres og analyseres.

120 par sko

Når man ser nærmere på forbruget af sko, viser det sig, at dronningen havde et massivt indkøb af sko: omkring 120 par sko om året – især til de yngste medlemmer af hofholdningen – en analyse viser, at det især har været til de 16-18 yngste og lavest placerede i hoffets hierarki: småsvende, jomfruer, stalddrenge og køkkenpiger. Skoene har, sammen med kost, logi og hofbeklædning, fungeret som en vigtig del af folkenes aflønning.

Det viser sig også i regnskaberne, at udskiftningsfrekvensen på de spinkle sko i gennemsnit har været ikke mindre end syv gange om året. Denne frekvens understøttes også af nyere eksperimentalarkæologiske forsøg foretaget af arkæologen Vivi Lena Andersen fra Københavns Museum. Det udelukker naturligvis ikke, at almindelige borgere har haft et lidt mindre forbrug af sko.

Dette store skoforbrug kan naturligvis ikke umiddelbart udledes af de arkæologiske fund, men kan derimod fungere som en god forklaring på den meget store forekomst af sko og fraskær af læder, der findes ved byarkæologiske udgravninger – ikke bare i Odense – men også ved tilsvarende udgravninger i Svendborg, København, Oslo, Stockholm, London, Dordrecht etc.

Vendsyet sko fra 13-1400 tallet fra den første etape af udgravningerne.

Skiftende skomode

Den type sko, der i middelalderen er den almindeligst forekommende, er den såkaldte vendsyede sko: en enkeltsålet sko, der blev syet på vrangen, udblødt og vendt, så sømmene lå beskyttet inde i skoen. Denne skotype har i al sin enkelthed været den dominerende helt fra slutningen af jernalderen og frem til de forandringer, der indtræffer omkring år 1500.

Udviklingen afspejles også i de arkæologiske fund: her findes de vendsyede sko i kulturlag fra tidlig middelalder og høj- og senmiddelalder, mens de mere avancerede dobbeltsålede sko og de ejendommelige såkaldte ”komulesko” ses i lag fra 1500-tallet.

Detalje fra Odense-skindernes altertavle fra begyndelsen af 1500-tallet, der tydeligt viser overgangen fra det sene 1400-tals spidse sko til 1500-årenes bredsnudede komulesko. Altertavlen, som stammer fra Vor Frue Kirke i Odense kan nu ses på Møntergården.

I de aktuelle fund fra Odense ses ikke tydelige eksempler på de sko med dobbelte såler, der blev ”moderne” i det tidlige 1500-tal – som det f.eks. ses af en regnskabspost fra 1508: ”skoo met dublede sale”. Et enkelt fund kunne dog være et eksempel på dobbelte såler – men også en mulig avanceret reparation – under alle omstændigheder et eksempel på den nye form for skokonstruktion.

Sko med indsyet ”dobbeltsål” – eller avanceret reparation – fra anden etape af udgravningerne.

Pantofler og komulesko

Dronningen selv og nogle af de kvindelige medlemmer af hoffet gik ifølge regnskaberne i de såkaldte ”pantofler”. Det er en form for tøfler, der er brede og rundede over forfoden, symmetriske og med en smal sål. Om der er tale om en decideret indesko – eller fodtøjet også har været brugt udendørs – måske endda som oversko er uklart – men de forekommer ofte som kvindeligt fodtøj i den periode, hvor komuleskoen også har sin storhedstid dvs. første halvdel af 1500-tallet.

Detalje fra altertavlen i Nr. Broby Kirke udgået fra Claus Bergs værksted. Her ses tydeligt de moderne højstatus-komulesko – også til børn.

Et fund af en sål af denne type fra området ved Albanigade er en fin repræsentant for denne fint dekorerede form for fodtøj.

Sål fra komuletøffel fundet ved Albanigade – fra anden etape af udgravningerne.

Men også et ældre fund af en næsten hel pantoffel er interessant. Tøflen er fundet i den såkaldte ”Byens grav” i det nuværende Store Gråbrødre Stræde. Lokaliteten er umiddelbart i nærheden af det daværende Gråbrødrekloster og den tilhørende kirke. Et kloster hvor dronningen og hendes folk havde deres gang – som det fremgår af regnskaberne og andre kilder – der kan naturligvis kun gisnes om, hvorvidt der er en sammenhæng.

Komuletøffel med fint dekoreret overlæder fra ældre fund i ”Byens grav”.

Denne type af højstatusfodtøj udviklede sig efter dronningens tid til en anden form for tøfler med plateausål af kork og opslidset overlæder. Sådan en tøffel er fundet i opfyldet til voldgraven ved den gamle bispegård i lag fra den periode, hvor gården fungerede som kongsgård.

Plateautøffel fundet i opfyldet i bispegårdens voldgrav (ved det nuværende Adelige Jomfrukloster) fra sidste halvdel af 1500-tallet, hvor gården fungerede som kongsgård.

De fattiges sko

I den modsatte ende af den sociale stratifikation ses der i regnskaberne en tydelig prisforskel på sko til dronningens egne ansatte og de sko, der indkøbes som mildhedsgaver til de fattige. Det kan i lyset af fund fra andre byer tolkes som en mulig produktion af billige sko fremstillet af genbrugsmaterialer fra fraskær eller dele af brugte sko – eller sko, der er ”frisket” op, så de kan bruges lidt endnu.

Fraskær med tegn på slidt læder og udskæring til genbrug.

Denne tese kan sandsynligvis ses understøttet i det fundne lædermateriale i Odense, hvor en del produktionsfraskær bærer præg af tidligere brug – altså genbrugt materiale og ikke nyt læder.

Der er med andre ord interessante korrelationer, nuancering og tolkningsmæssig berigelse at hente ved en interdisciplinær tilgang til materielle fund og historiske kilder.

Mere viden

Læs mere her om sko fra middelalderen og renæssancen: Ny afhandling fortæller 500 års københavnsk skohistorie.

 

Månen live

af museumsinspektør, ph.d. Mediemuseet, Sissel Fossat

Vi kan alle genkalde os Neil Armstrongs let skrattende ord ”one small step…” Vi var der selvfølgelig ikke rigtigt, og mange af os var slet ikke født, da Neil Armstrong for 50 år siden, den 21. juli 1969, som den første nogensinde satte sit fodaftryk på Månen. Alligevel er begivenheden aflejret i vores hukommelse i både lyd og billeder.

Buzz Aldrin på Månen. Billedet blev taget af Neil Armstrong, som ses reflekteret i visiret.

 

En mediebegivenhed

Månelandingen var ud over at være en gigantisk bedrift i sig selv også en af det 20. århundredes største mediebegivenheder. Man regner med at optil 600 millioner mennesker verden over så med på live-udsendelserne i TV, hertil kommer et ukendt antal radiolyttere, der ligeledes kunne følge direkte reportager fra begivenhedernes gang. På den måde skrev månelandingen også mediehistorie. Det satellitsystem, der viderebragte signalerne fra Apollo 11, var først blev helt klar 19 dage tidligere. I dag er vi vant til en verden med globale nyheder 24 timer i døgnet, men i 1969 var det at vise et direkte TV-signal kloden rundt en stor teknisk bedrift. Medieeksponeringen var tænkt ind i mindste detalje af Apollo 11 missionen. Specialdesignede løsninger måtte sættes ind for at få de følsomme og tunge kameraer til at fungere i et så fjernt og fjendtligt miljø. Eksempelvis blev det kamera, der skulle fange Neil Armstrongs så berømte første skridt bygget ind i en særlig luge, som kunne aktiveres efter landingen. Vinklen, som det optog med, var forinden meget omhyggeligt blevet optimeret af eksperter fra Hollywood.

 

Månen i Danmarks Radio

I Danmark var det naturligvis DR’s opgave at transmittere begivenheden. Onsdag den 16. juli kunne man tænde for kassen usædvanligt tidligt. Allerede kl. 14 var det muligt at følge Apollo 11 missionens start og opsendelsen fra Cape Kennedy. En rumfartsredaktion bryggede programmer sammen som ramme om de live-udsendelser, man kunne følge, indtil astronauterne igen landede sikkert i Stillehavet den 24. juli. Også radioen var med, og fra midnat til morgengry den 21. juli var lytterne inviteret til månebal med Jørgen de Mylius og Jørn Hjorting kun afbrudt af rumfartsredaktionens situations­rapporter hver hele time. Det danske bidrag til verdenspressens tilstedeværelse i Houston var DR’s populære udenrigskorrespondent Claus Toksvig, og det var hans stemme, der guidede seerne igennem live-billederne. Toksvig nød godt af NASAs åbenhed over for udenlandske journalister, og han fik bl.a. lov til at hoppe i en rumdragt magen til dem, som astronauterne var udstyret med.

 

En politisk begivenhed

Når det nu var så vigtigt med den rette dækning af månelandingen, så var det ikke blot for Månens smukke ansigts egen skyld. Apollo missionerne var en del af den Kolde Krigs kapløb om rummet. Kort fortalt var den, der var bedst til at skyde raketter op i rummet, sikkert også bedst til at skyde raketter i hovedet på sin modstander. Lidt mere indviklet fortalt, så gjaldt det også om at tage ejerskab over den moderne verden og vise klodens indbyggere, hvem der havde den rette opskrift på fremskridt, velstand og dermed det lykkelige liv. Det var ikke så lidt, og alene derfor måtte begivenheden nødvendigvis kunne ses af så mange som overhovedet muligt. Også på den anden side af Jerntæppet i DDR kunne man følge missionen i TV’s almindelige sendetid, men arbejderbefolkningen måtte overholde sin sengetid, og den flimrende skærm viste som altid et prøvebillede i nattetimerne (Ramasjang Sover). De særligt interesserede kunne dog lytte med over radioen, da det første skridt på Månen blev taget kl. 03:45 dansk tid.

Jorden set fra Apollo 11 på rejsens tredje dag. Foto: NASA

En fælles oplevelse

Selvom Månelandingen altså var et barn af den Kolde Krigs dødsensfarlige splittelse, så var en vigtig sidegevinst ved begivenheden alligevel en form for fællesskabsfølelse. Med Apollo-missionerne fik menneskeheden for første gang mulighed for at se sig selv i et andet perspektiv. Den smukke blå klode kunne ses udefra med det vældige verdensrum som bagtæppe. En lille bitte prik. Ikke længere centrum i Guds skaberværk, men blot en perifer detalje. Men alligevel en helt særlig detalje, et hjem. Medieforskere peger desuden på mediernes evne til at skabe fællesskab, eller det som mange kalder sammenhængskraft. Ved at give adgang til fælles oplevelser eller fælles ritualer, så kan medierne være med til at give en følelse af sammenhørighed med mennesker, man ellers ikke kender. Når vi sammen ser Dronnings nytårstale, Melodigranprix eller en vigtig finale i fodbold, så opstår der et ”vi”, der har haft den samme oplevelse, på samme tid og vi har nu noget til fælles. En lille bitte brik i vores eget helt personlige liv farvet af et større fællesskab. At nogle har en fælles oplevelse af at månelandingen var en scene i en fabrikeret propagandafilm, gør faktisk ikke den fælles oplevelse mindre. Som foder til fantasi og forestillinger var Apollo missionerne noget ganske særligt. Et væld af film, bøger, spil og pop sange opstod i kølvandet på space age fascinationen. Hvem har ikke set Star Wars, Bamse sammen med Forlæns og Baglæns på planeten Joakim eller sunget med på David Bowies ode til Apollo 11? Mange hjem rummer stadig souvenirers og minder fra rejsen.

Måske har mormor platten fra den Kgl. Porcelænsfabrik på vægen? Foto: Mediemuseet.

Månelandingen på museum

Den oprindelige tv-udsendelse, som den blev vist på DR er desværre ikke til at finde nogen steder. Til gengæld huser Mediemuseets magasin en række plancher, som blev brugt under udsendelserne. De skulle gøre Apollo 11’s lange og komplicerede rejse lettere at følge, eller på skærmen når der blev stillet om til Claus Toksvig i Houston. De har en helt særlig håndlavet kvalitet fra en tid, hvor mennesker gik på Månen, fjernsynet var i sort/hvid, og plancher stadig var noget, der blev lavet med saks og papir.

Planche fra DRs tegnestue i forbindelse med Apollo 11. Foto: Mediemuseet.

Planche fra DRs tegnestue i forbindelse med Apollo 11. En flap kan åbnes, og en tekst kommer frem: “mens De lytter til NASA”. Foto: Mediemuseet.

 

26.000 detektorfund giver ny viden

Af Mogens Bo Henriksen, museumsinspektør

Forskning i byernes opståen

Forskningscentret Centrum ved Odense Bys Museer står i årene 2017-20 bag forskningsprojektet ”From central space to urban place”, hvor udviklingen fra jernalderens centrale områder til middelalderens byer undersøges. Forskningsprojektet er finansieret af en bevilling fra Velux Fondens museumssatsning.

Hesteformet dragtsmykke fra jernalderen (ca. 550 e.v.t.).

I et samarbejde mellem Odense Bys Museer, Østfyns Museer og Nordjyllands Historiske Museum er omkring 26.000 metalfund fra Odenses og Aalborgs opland blevet analyseret, og langt hovedparten af genstandene er fundet med metaldetektor af amatørarkæologer gennem de sidste ca. 15 år. Ved at kombinere detektorførerens registreringsdata fra afsøgningerne med arkæologernes vurdering af de enkelte genstandes datering og funktion, har vi kunnet udskille en række særligt metalrige pladser i området omkring den sydlige del af Odense Fjord og omkring den østlige del af Limfjorden.

Dragtsmykke med to modstillede dyr – fra ældre middelalder (ca. 1100 e.v.t.).

Før Odense og Aalborg

Analyserne har vist, at de metalrige pladser næsten uden undtagelse repræsenterer områder, hvor man i perioden fra ca. 600-1200 udførte intensive håndværksaktiviteter og i en række tilfælde tillige drev handel. Efter ca. 1200 aftog aktiviteterne i de fleste områder – antagelig fordi håndværk og handel nu primært var knyttet til de fremvoksende bysamfund. En meget væsentlig iagttagelse er, at næsten alle pladser ligger i tilknytning til større vejforløb, som vi kender fra det ældste kortmateriale – og ikke mindst ligger de i tilknytning til steder, hvor veje krydser hinanden eller vandløb. De mange detektorfund viser således, at hovedlinjerne i vejforløbene fra 1700-tallet har ligget fast siden ca. 600 e.v.t. – altså siden yngre jernalder.

Drage, hvis tunge snor sig om halen – fra ældre middelalder (ca. 1100 e.v.t.).

Fundkoncentrationerne dokumenterer også, at da Aalborg og Odense opstod som bysamfund i vikingetiden, skete det ikke på jomfruelig jord, men i landskaber, hvor der allerede lå en række mindre ”kraftcentre”. I løbet af tidlig middelalder overtog byerne mange af de funktioner, der havde været knyttet til den sene jernalders ”kraftcentre”. Disse blev dog ikke forladt, men fortsatte med at eksistere, nu blot som landsbyer, hvor landbrug var hovedbeskæftigelsen. Den udvikling fortsatte op til nutiden, for de fleste af landsbyerne eksisterer endnu – og de ligger stadig ved landeveje og vejkryds, som de har gjort det i op mod 1500 år.

S-formet smykke – en slange – ca. 700 e.v.t.

Læs selv om undersøgelsens data

De tusinder af metalgenstande udgør et meget solidt datagrundlag for forskningsprojektets konklusioner, og kun på grund af den overvældende og veldokumenterede mængde af data har vi med så stor sikkerhed kunnet belyse den tidsmæssige dybde i bebyggelsen og infrastrukturen i det kulturlandskab, der omgiver den tredjestørste og fjerdestørste by i Danmark.

Bagudskuende dyr – kristent symbol fra tidlig middelalder – ca. 1100 e.v.t.

Forskningscentret Centrum står bag en helt ny udgivelse af et katalog, hvor analyser af metalfundene fra Odenses og Aalborgs opland er fremlagt. Publikationens titel er ”Fynske og nordjyske lokaliteter med metalfund 400-1100 e.Kr.”, og den kan frit downloades fra Centrums hjemmeside. I kataloget finder man beskrivelser af de enkelte fundområder – og masser af fotos  af de genstande, der udgør arkæologernes vigtigste data, når Danmarkshistorien skal nyskrives.

Beslag med emaljeindlægning – hjembragt af fynsk viking og omdannet til smykke. Ca. 900 e.v.t.

Hvis du vil vide mere

Download publikationen: Nordjyske og fynske lokaliteter med detektorfund.

Læs mere om projektet og forskningscentret her.

Læs endnu mere om metalfundene fra Odenses opland i: Mogens Bo Henriksen: Odenses naboer – metalrige bopladser vest og øst for Odense Fjord. I: M. Runge & J. Hansen (red.) 2017: Knuds Odense – vikingernes by. Odense, s. 25-33

Svenstrup – nye resultater fra en middelalderlig torp

af Maria Lauridsen, museumsinspektør

På Vestfyn, lige uden for Middelfart, ligger landsbyerne Skrillinge og Svenstrup.

De to landsbyer udgør tilsammen en klassisk lokalitet, der klart viser, hvorledes gårde i vikingetiden udspaltedes fra adellandsbyer til nye torper og ejerlav, og dermed skabte det bebyggelsesbillede, der ses i dag. Den ældste af de to landsbyer er altså Skrillinge, hvorfra nogle gårde på et tidspunkt er flyttet ud og har dannet bebyggelsen Svenstrup.

De første udgravninger i Skrillinge fandt sted tilbage i 1960’erne, hvor Skrillinge og Middelfart begyndte at vokse sammen. Området er stadig et vækstområde for Middelfart, og det medfører jævnligt nye udgravninger, som tilføjer ny viden om området ved Skrillinge.

Det er dog først for få år siden, at Odense Bys Museer fik lejlighed til at udføre udgravninger i Svenstrup og dermed opnå et større kendskab til torpen, og hvornår den opstod.

I 2016 fik Odense Bys Museer for første gang mulighed for at foretage en arkæologisk undersøgelse i Svenstrup. Foto: Odense Bys Museer.

Adelbyen

Skrillinge er en klassisk adelby, og talrige arkæologiske undersøgelser har vist, at landsbyen er anlagt omkring år 0. I de første 400 år af landsbyens levetid er der tale om en såkaldt vandrende landsby, men omkring 600 e.Kr ser det ud til, at landsbyen finder sin blivende plads. I yngre germansk jernalder og vikingetid viser arkæologiske data, at landsbyen endda havde en større udstrækning mod nord og syd end den landsby man kender fra historiske kilder. Det kan indikere, at udskillelsen af Svenstrup medvirkende til at indskrænke Skrillinges størrelse. Denne idé bekræftes ganske tydeligt af det arkæologiske materiale. Således er der undersøgt gårde op til ca. 300 meter syd for den historisk kendte landsbytomt. Den sydligste af disse gårde udgjorde landsbyens sydligste tofte i yngre germansk jernalder, hvorefter den tilsyneladende forsvinder.  Netop denne gård lå på et areal, som blev udspaltet til Svenstrup ejerlav og dele af toften kom altså til at overgå til Svenstrup ejerlav, og det er et sandsynligt scenarie, at netop denne sydligste gård i Skrillinge var en af de gårde som blev udflyttet og dermed var med til at etablere Svenstrup som en torp til adelbyen Skrillinge.

På kortet ses den sydligste gård i Skrillinge. Bemærk, at den ligger i et område, der senere udspaltes til Svenstrup ejerlav. © Kort og Matrikelstyrelsen.

Torpen

Hidtil har det ikke været muligt at fastslå præcist, hvornår Svenstrup anlægges. I de skriftlige kilder er Svenstrup nævnt første gang i 1295 e.Kr. i formen Suenstorp – altså Svends Torp. Ud fra kendskabet til torp-dannelsen har den formodede anlæggelsesdatering været tidlig middelalder. I 2016 fik Odense Bys Museer endelig mulighed for at foretage en udgravning, som kunne hjælpe med at besvare spørgsmålet.

Undersøgelsen blev foretaget på et ubebygget areal vest for bygaden i den sydlige del af landsbyen. Udgravningen viste, at der på det pågældende sted gennem årene skiftevis har ligget en og to gårde i flere faser. C14-dateringer peger på, at de ældste huse senest er opført i midten af 1000-tallet, og gården er altså etableret på et tidspunkt, hvor torp-dannelsen rigtigt begynder at tage fart i Danmark.

C14-dateringer af husene i Svenstrup viser, at gården er anlagt i 1. halvdel 1000-tallet og arkæologisk kan følges frem til 1400-tallet.

På nuværende tidspunkt er det kun denne gård i Svenstrup, der er arkæologisk undersøgt. Dermed er det naturligvis ikke muligt at vide, om de andre gårde i Svenstrup følger samme mønster.

 

Gården i Svenstrup

Undersøgelsen i Svenstrup var altså museets første undersøgelse af en gård i Svenstrup, og det var derfor ekstra interessant, at det var muligt at følge dens udvikling fra 1000-tallet og mere eller mindre helt frem til 1787, hvor landsbyen udskiftes.

Gården er altså anlagt i 1000-tallet, og udgravningen viste at 1000- og 1100-tallets huse var placeret centralt på, hvad der må anses for en stortofte. I udgravningen blev der ikke påvist skel, der kan henføres til den tidligste fase, men ud fra placeringen af byvejen og markskel, må der have været tale om en tofte på 82 meter i bredden og med en dybde på hen ved 100 meter. Der er således tale om en stortofte med mål, der svarer til de stortofter, der tidligere er blevet undersøgt i Rynkeby ved Ringe.

I den tidlige middelalder er gårdens huse centreret i midten af en formodet stortofte. © Kort og Matrikelstyrelsen.

I højmiddelalderen ses en større spredning af husene, og der er en tendens til, at de rykker frem på toften og ud mod byvejen, hvilket er et mønster, der ses på mange tilsvarende tofter i andre landsbyer, fx Lumby, Rynkeby mv. Det ser desuden ud til, at husene centrerer sig i to klynger – en nordlig og en sydlig. Husenes klyngeplacering antyder, at stortoften i højmiddelalderen splittes op i to mindre tofter, måske som et resultat af en arvedeling. Opsplitningen af toften afspejler sig imidlertid ikke i de skelgrøfter, der er påvist ved udgravningen. De ser alle ud til at høre til tofternes yngre faser. Til gengæld viser Original 1-kortet over Svenstrup ejerlav fra 1785 et tydeligt markeret skel, der nøje afspejler de to bygningsklynger, og som dermed understøtter tolkningen af, at der har været to tofter på arealet langt tilbage i tiden.

I højmiddelalderen er husene centreret i en nordlig og en sydlig klynge, hvilket antyder, at stortoften er blevet opsplittet i to mindre tofter med hver sin gård. © Kort og Matrikelstyrelsen.

Efter 1300-tallet begynder det at blive vanskeligere at følge gården. Der er ingen huse, der kan tilknyttes senmiddelalderen og renæssancen. Forklaringen på de manglende husspor fra denne periode er antagelig ikke, at arealerne har været ubebyggede, men skal snarere søges i den anvendte byggeskik dikteret i Fyns Vedtægt fra 1473. Her udstedes forbud mod at opføre bygninger med jordgravede stolper grundet mangel på tømmer. I stedet blev det påbudt at bygge på stensyld el.lign., dvs. byggeteknikker, der stort set ikke afsætter anlægsspor i undergrunden. Således var det ved udgravningen slående, at den gård, der ses på O1-kortet fra 1785, stort set ikke havde afsat arkæologiske spor. Kortmateriale fra perioden viser tydeligt, at der på dette tidspunkt kun er bebyggelse på den nordlige tofte. På O1-kortet er der ingen gård på den sydlige tofte, og det må derfor konkluderes, at den sydlige gård nedlægges på et ukendt tidspunkt mellem 1400- og 1700-tallet.  De arkæologiske undersøgelser viser desuden, at der fra denne periode er ganske mange skel på toften, der forsat peger på en opdeling i to tofter, hvoraf kun den ene beviseligt er bebygget frem til udskiftningen.

Mange af toftens skel hører til perioden mellem 1400- og 1700-tallet. Her ses de under udgravning. Foto: Odense Bys Museer.

Den nordlige gård er på O1-kortet markeret som en trelænget gård (gård V).  Gård V genfindes imidlertid ikke ud til landsbygaden på målebordsbladet fra 1866, men er på dette tidspunkt flyttet ud på selve marken, som det ofte skete i tilknytning til udskiftningen i årtierne omkring 1800. Udflytningen af gård V må således være sket i perioden fra 1785-1866, og dermed markeres afslutningen på ca. 800 års bebyggelse af toften midt i Svenstrup ejerlav.

Litteratur:

Læs mere om emnet her:

Hansen, J. 2015: Landsbydannelse og bebyggelsesstruktur i det 1. årtusinde – et bebyggelseshistorisk regionalstudie. Bind 1-3. Odense. 

Hansen, J. & Lauridsen, M. 2019: Adelby og Torp. A.H. Lorentzen, J. Toftgaard & M. Schultz (red.): Odense Bys Museer 2019, s. 145-157

 

Livet i middelalderbyen – og måden vi studerer det på

af Kirstine Haase, arkæolog

I løbet af de sidste tre år er materialet fra den første etape af udgravninger i forbindelse med lukningen af Thomas B. Thriges gade blevet brugt som udgangspunkt for en Ph.d.-afhandling forfattet af undertegnede. Jeg har brugt materialet til at blive klogere på, hvordan livet i middelalderbyen udspillede sig i samspil mellem byens fysiske form (gade, huse, matrikler osv.), materiel kultur (brugsgenstande) og mennesker.

Braun & Hogenbergs prospekt over Odense fra c. 1593.

At beskæftige sig med byer som fænomen og byens betydning for samfundets udvikling og mennesker generelt, er et emne, der er mere aktuelt end nogensinde før. I begyndelsen af 1900-tallet boede ca. 12% af verdens befolkning i byer, og FN vurderer, at denne andel være steget til mere end 60% i 2050. Groft sagt begyndte denne proces i dansk sammenhæng, i vikingetid og tidlig middelalder (uden at være lineært fremadskridende). Her opstod de første byer og andelen af befolkningen, der boede i byer, er anslået til at være ca. 14% ved middelalderens udgang. I løbet af middelalderen opstod ca. 110 byer, fordelt ud over det middelalderlige danske rige. Danmark blev altså et urbaniseret samfund i løbet af de 5-600 år middelalderen varede.

Bydannelsesprocessen og dennes konsekvenser bliver relevante for nutiden, da vi ved at studere den i fortiden – dette tilfælde middelalderen – kan blive klogere på vores egen tid, den udvikling, der foregår, og måske imødekomme de udfordringer, der følger med, på et mere oplyst og kvalificeret grundlag.

Et af de første spørgsmål, der melder sig er: Hvad er en by, og hvordan genkender man den arkæologisk? Jeg er selvfølgelig ikke den første, der har tumlet med det spørgsmål. Det har efterhånden mange hundrede år på bagen, men det er blev grebet an på forskellige måder gennem tiden. Nogle forskere vil sige, at det er lige så svært at definere en by som at definere en skov eller en ørken. Vi genkender det formentlig, når vi står overfor fænomenet, men kan vi angive en bestemt størrelse eller andre bestemte karakteristika, der adskiller en skov fra et krat? Eller en ørken fra en stor sandklit?

Danmarks statistik definerer en by som en sammenhængende bebyggelse med mindst 200 indbyggere, hvor afstanden mellem to huse ikke overstiger 200 meter. Dette er ikke så langt fra de parametre arkæologer har arbejdet med i de sidste ca. 70 år, nemlig befolkningsstørrelse, bebyggelsestæthed og bebyggelsesstørrelse. Udover disse parametre har man arbejdet med en række andre kriterier. Kriterier, der i høj grad afspejler den fuldt udviklede europæiske middelalderlige købstad. Det er f.eks. elementer som juridisk og skattemæssig særstatus, da man i middelalderens Europa indførte særlige bylove og byskatter, der adskilte sig fra det omkringliggende samfunds love og skatter.

En skelsættende begivenhed i studiet af fortidens byer og bydannelsesprocessen var udgivelsen af artiklen ”The Urban Revolution” af den australske arkæolog V. Gordon Childe i 1950. Childe havde forkastet C.J. Thomsens treperiode system som forklaringsmodel for den forhistoriske udvikling og introducerede i stedet en model baseret på afgørende samfundsmæssige skel, han benævnte som ”revolutioner”. F.eks. den ”neolitiske revolution” med overgangen fra jæger/samler samfund til landbrug samt den ”urbane revolution” med opkomsten af byer. Childes tredje revolution var den industrielle revolution. Childes arbejde med byerne var baseret på byer i Mesopotamien (nutidens Irak) fra c. 4000 f.Kr. Herfra opstillede og diskuterede Childe 10 kriterier, der definerer den urbane revolution. Disse er af eftertiden blevet anvendt som en liste over elementer, der definerer en by. På listen figurerer blandt andet størrelse, bebyggelsestæthed, tilstedeværelsen af fuldtidsbeskæftigede, specialiserede håndværkere, skrift, monumentale bygninger, socialt hierarki m.m. Denne model er siden blevet ivrigt diskuteret og re-defineret. Bl.a. tilføjede arkæologen Martine Biddle, der stod for de skelsættende udgravninger i Wincherster i England i 1960’erne, elementer som kunne erkendes arkæologisk såsom planlagt gadenet og forsvarsværker. Og i 1980’erne udbyggede den svenske arkæolog Anders Andrén modellen med en periodeopdeling eller rangordning af de danske middelalderbyer på baggrund af antallet af kirker og kirkeorganisationen.

En rekonstruktion af et ukrainsk mega-site fra bronzealderen, Talianki. Wikimedia commons

Hvorfor er det overhovedet interessant at tale om by-definitioner? Det er det, fordi vi gerne vil kunne sammenligne og beskrive de samfund vi studere så præcist som muligt uanset tidsperiode og sted i verden. Vi vil også gerne kunne udpege den præcise overgang fra et samfund uden byer til et samfund med byer. Men en kritik, der regelmæssigt er blevet rejst, og som vinder stigende indpas i disse år, er, at de gængse kriterier for at definere en by er for unuancerede og faktisk ikke er brugbare i forhold til at forstå og blive klogere på fortidens bydannelser, samt de mennesker og sociale processer, der var med til at skabe byerne. En ”tjek-liste” tilgang, som den traditionelle tilgang er blevet kaldt, afholder os også fra at studere a-normalierne eller det, der ikke nødvendigvis ligner den europæiske middelalder-købstad, og som måske netop kan gøre os klogere på afgørende skridt i bydannelsesprocessen og det særlige ved livet i disse samfund. Blandt andet har det været foreslået, at de ukrainske og rumænske såkaldte ”Trypilia mega-sites” fra bronzealderen med op til 46.000 indbyggere, bedst kan forstås som byer, selvom de mangler væsentlige dele af de traditionelle karakteristika som f.eks. socialt hierarki. Det samme gør sig gældende for det legendariske stenalder-bebyggelse Çatalhöyük i Tyrkiet, som har huset mellem 3000 og 8000 indbyggere og 2000 huse samt været hjemsted for både specialiseret håndværk og handel. Her diskuterer fagfolk stadig, om det kan forsvares at kalde stedet for en by.

Et af udgravningsfelterne på ”vesthøjen” i Catalhöyuk i Tyrkiet. Stedet er på Unescos verdensarvliste. Fra projektets hjemmeside.

Centralt i disse diskussioner står det man kunne kalde ”Definitionens magt”. Sat lidt på spidsen kan man sige, at måden vi definerer og karakteriserer byer på, bestemmer måden, vi studerer dem på. Hvis vi vælger Childe, Biddle eller Andrés modeller, er det de fysiske elementer (huse, byplaner m.m.), social rang og rumligt hierarki, der er i fokus. Vælger vi andre forskere som f.eks. historikeren Henri Pirennes eller økonomen Karl Polyanis perspektiv, er det handel og økonomi, der ses som centrale elementer for studiet af byer. Den seneste udvikling i studiet af byer lægger vægt på byens rolle som knudepunkt i et netværk og er f.eks. repræsenteret af den danske arkæolog Søren Sindbæks arbejde med emporierne, dvs. vikingetidens byer eller handelspladser som f.eks. Ribe og Hedeby. Her er det altså relationer, kommunikation, mobilitet og forbindelser, udtrykt i genstande og sociale strukturer, der er i centrum.

Hvis vi afviser den klassiske by-definition, er boldene på mange måder endnu engang i luften. Så hvordan studerer vi byer, hvis vi ikke længere kan støtte os til en konkret liste over definerede træk? Selv hælder jeg til en sociologisk/arkæologisk definition af byen som et sted med en særlig livsform, der udspiller sig i samspillet mellem mennesker, materiel kultur og strukturer. Jeg mener, at vi bør rette vores opmærksomhed mod mønstrene i dagliglivets sociale praktikker – det vil sige, måden man fysisk indretter sig på, de ting man bruger, måden man bruger dem på, hvad man spiser osv. Disse mønstre kan vi så sammenligne mellem byer, andre bebyggelsestyper, over tid, sted osv. På den måde bliver vi klogere på, hvad det er, der gør livet i byen til noget der adskiller sig fra andre måder at leve på. Vi får et indblik i, hvad der har gjort det urbane til en attraktiv og i mange tilfælde særdeles modstandsdygtigt – eller med et moderne buzz-word – resilient livsform, der rækker ud over byplaner, huse, love og hierakier.

Afhandlingen hedder: An Urban Way of life – social practices, networks and identitites in Odense, c. 1000-1500 AD.

 

Videre læsning om emnet:

Andrén, A. (1985). Den urbana scenen: städer och samhälle i det medeltida Danmark

Biddle, M. (1976). Towns. I D. M. Wilson (red.), Archaeology of Anglo-Saxon England, s. s. 99–150

Childe, V. G. (2015). “The Urban Revolution”. I The City Reader,  s. 31–40. https://doi.org/10.4324/9781315748504-13

Sindbæk, S. M. (2007). Networks and nodal points: the emergence of towns in early Viking Age Scandinavia. Antiquity, 81(311), s. 119–132. https://doi.org/10.1017/S0003598X00094886